MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Optur

Pia Kastrup angriber en klatrevæg under kyndig instruktion. Turen op og ned udfordrer teknik, balance, styrke og koncentration. Og så er det godt for kredsløbet.

Pia Kastrup har altid dyrket sport. Som ung var det håndbold og aerobic, men de seneste år har hun helliget sig andre motionsformer, som er godt for hendes KOL-diagnose og en nyere type 2-diabetes.

Pia og Rune Kastrup, mor og søn, begge diabetikere tester klatring sammen
Pia og Rune Kastrup måler blodsukkeret efter klatring. Foto: Claus Bjørn Larsen

Tre gange om ugen svømmer hun op mod 2,5 kilometer, medmindre hun også napper den store tur i fitnesscentret med fem kilometer på løbebåndet og træning af de fleste muskelgrupper. I de uger bliver det 'kun' til to besøg i svømmehallen. Ved siden af det, traver hun mindst ti kilometer hver uge.

Teknik før styrke

Grundformen fejlede altså ikke noget, da Pia Kastrup besøgte Copenhagen Boulders klatrehal i København for at prøve kræfter med en ny sport. Det stod hurtigt klart, at en god grundform ikke er nok. Teknik tæller mindst ligeså meget. Eller som instruktøren formulerede det:

– Nej, mor, du skal ikke bruge armene til at trække dig op. Du skal bruge benene og gå op. Det lille 'mor' var ikke en fortalelse. Instruktøren er nemlig Pia Kastrups søn, Rune, 28 år og bachelor i idræt. Han arbejder i et kommunalt sportscenter, og træner mindst tre gange om ugen i klatrehallen i Københavns Sydhavn sammen med sin kæreste Mia. Rune har været type 1½, siden han var 10 år.

Pias blodsukker

Før: 7,8
Efter: 12,4
To timer senere: 9,7

Al begyndelse er svær

– Jeg har klatret i to år og lærte hurtigt, at teknik betyder mere end styrke. Hvis man giver den en skalle, kan man lære teknikken på relativt kort tid, forklarer han.

Klatrehallen ligner et stort abstrakt maleri med alle de kulørte klatregreb. Der er selvfølgelig en mening med det hele. Farverne markerer sværhedsgrader. De grønne greb er de nemmeste, de sorte de sværeste. I klatrekredse hedde sorte greb problemer. Og Pia Kastrup erfarer hurtigt, at hun i dobbelt forstand støder på begynderproblemer. Hun skal orientere sig opad og få ordentligt fat i det næste grønne greb.

Hun skal orientere sig nedad og sørge for, at hun sætter fødderne rigtigt. Og trække kroppen ind til væggen og arbejde med et lavt tyngdepunkt i stedet for at svaje og flagre med den tunge ende.

– Du skal hele tiden tænke på at komme op. Tænk på væggen som en stige, formaner Rune.

Knuckles - ikke high five

I tredje forsøg lykkes det at nå til tops på den første af ruterne. Pia Kastrup kravler tilbage på madrassen, hun tør ikke springe som de andre klatrere. Hun lægger sig med et saligt og svedigt smil på læberne. Rune rækker en knyttet hånd frem mod hende.

– Når vi siger fedt, laver vi knuckles. For klatring er hårdt for håndleddene, så det går ikke med high fives, forklarer han.

Klatring er også hårdt for fødderne. I hvert fald for en begynder. For skoene er små og stramme for at tvinge klatreren til at bruge tæerne. Det kan være særligt hårdt for en diabetiker, der eventuelt har problemer med kredsløbet. Rune har for en sikkerheds skyld vænnet sig til at holde regelmæssige pauser, hvor han smider skoene. Det gør hans mor også.

– Hvor er jeg glad for, jeg huskede at klippe tåneglene. Ellers havde der slet ikke været plads i skoene, stønner Pia, før hun endnu en gang tager skoene på, hælder talkum på hænderne og gør klar til dagens sidste optur.

– For pokker, hvor mine hænder sveder. Og det gør ondt i benene. Men hvor har det været sjovt, siger hun, da hun har givet slip for sidste gang.

Om klatring

  • Udfordrer teknik, styrke, balance og koncentration
  • Er effektiv motion for kredsløb
  • Styrker læg-, lår-, mave- og armmuskler
  • Dansk Klatreforbund er med godt 8.000 medlemmer et af de små forbund under Danmarks Idrætsforbund. Udover den organiserede idræt kan du også finde en række private klatrehaller, hovedsageligt i de større byer
  • Du kan leje sko og talkum i klatrehallerne. Sko kan købes for 500-1.500 kroner. Besøg Boulders.dk for mere information.

Plus

  • Tilpas indsatsen efter dit eget niveau
  • Bestem selv, hvor meget du udfordrer dig selv.

Minus

  • Pas på fod- og håndled
  • Risiko for faldskader, men du lander blødt
  • Fingerskader
  • Skader i senerne i underarmene.

Skrevet af Morten Bruun og bragt i medlemsbladet november 2019

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes