Error loading MacroEngine script (file: DiabetesOpenGraphTags.cshtml)
MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Måtte droppe natarbejde"

Berit Østergaard blev nødt til at droppe aften- og nattevagterne for at få bedre kontrol med sin type 1-diabetes. Det krævede en indsats fra den 45-årige hjemmesygeplejerske at få kolleger og leder til at give hende særbehandling i vagtplanen.

Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
Foto: Martin Dam Kristensen

De skiftende arbejdstider som hjemmesygeplejerske i Løgstør blev et problem for Berit Østergaard, da hun for 16 år siden fik type 1-diabetes. Sygdommen kom i forbindelse med hendes graviditet og forsvandt igen, da sønnen Mads kom til verden. Men:

- Et par måneder efter var den der igen, fortæller Berit Østergaard, som nu får insulin ved flergangsterapi.

Det gik hurtigt op for sygeplejersken, at diabeten ville få indvirkning på hendes arbejdsliv. Nattevagter var allerede droppet, men sygdommen gjorde det meget svært for Berit Østergaard at få hverdagen til at hænge sammen med en lille håndfuld aftenvagter hver måned.

Berit 1

- Det blev virkelig et mareridt. Efter en aftenvagt havde jeg brug for to dage, før jeg var normal igen. Det hele gik simpelthen i skudder-mudder, når min rytme blev ødelagt af aftenvagter, fortæller hun.

Hun måtte tage særlige forholdsregler for at kunne klare aftenvagterne, og det var ikke tilstrækkeligt med en lille pose vingummi i tasken til at afværge de hyppige insulinfølinger, hun kunne få:

 

Berit Østergaard nyder sine cykelture, når hun er på job som hjemmesygeplejerske - nu kun om dagen.

Vingummi med på arbejde
- Inden jeg tog af sted, sørgede jeg for at ligge højt i blodsukker, for der kan være travlt på aftenvagterne, og jeg kunne ikke stå der med en insulinføling i en akut situation, forklarer Berit, som har prøvet situationer, hvor hensynet til diabeten gjorde det svært helt at opfylde rollen som hjemmesygeplejerske.

Blandt andet da en ældre kvinde døde under et vagtskifte, netop som Berit Østergaards kollega var taget af sted med hendes taske og dermed også hendes lille sukkerlager i form af vingummi-posen.

- Situationen var noget hektisk med grædende pårørende i huset hos den døde. Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at få noget mad, og selv om det var en lidt akavet situation, endte jeg med at bede de pårørende om at måtte tage lidt mad. Det gjorde ikke noget, men jeg følte det som lidt underligt i situationen, siger Berit.

Diabetes svært at forklare

Efterhånden måtte Berit Østergaard acceptere, at det blev for svært for hende at kombinere aftenvagterne med pasningen af sin diabetes: Hendes døgnrytme blev ødelagt, og det havde konsekvenser for hendes velbefindende og helbred. Derfor besluttede hun sig for at prøve at blive fri for aftenvagterne, men det var ikke nemt:

- Jeg har en rigtig god leder, men hun forstod ikke problematikken helt. Hun havde jo også et vagtskema, der skulle gå op ved sygdom og så videre, så aftenvagterne blev ved med at komme, fortæller Berit Østergaard, som indrømmer, at hun måske heller ikke var helt dygtig nok til at sige fra.

Det endte med, at hun overvejede at søge andet arbejde på grund af de skæve arbejdstider, men en samtale med Diabetesforeningens socialrådgiver gav hende hjælp til at diskutere sagen igennem med lederen endnu engang.

- Diabetes er lidt et skjult handicap, og det kan være svært for kolleger at forstå, hvad diabetes gør ved en: Man kan jo ikke se på folk, at de har diabetes, men jeg vidste, at når aftenvagterne gjorde, at jeg var dårligt reguleret, så ville jeg skulle betale en pris senere med eventuelt flere følgesygdomme. Derfor var det vigtigt for mig at undgå aftenarbejdet, selv om jeg jo gerne helst vil være ligesom alle andre.

Berit 2

Lettelse i hverdagen

Den anden snak med lederen gav pote, og i dag er det mere end et år siden, Berit Østergaard har været på aftenarbejde. Hun kompenserer for de manglende aftenvagter ved at tage lidt flere dagvagter i weekenden. Det gør også, at Berit Østergaard ikke har så dårlig samvittighed over at blive fritaget for aftenarbejdet, og hendes fornemmelse er, at kollegerne forstår og accepterer den ordning, hun har fået:

- Jeg kan helt sikkert mærke forskel i forhold til dengang, jeg havde aftenvagter. Jeg føler, jeg har mere overskud både på arbejdet og derhjemme, så min mand synes også, det er rart, lyder det fra Berit, som er glad for, at hendes diabetes ikke tvang hende til at søge andet arbejde:

- Jeg skal selvfølgelig stadig tage hensyn til mit helbred, men de skiftende arbejdstider, der var det største problem, er nu løst, siger hun.

Lige nu er hun indstillet til at få en insulinpumpe, som hun håber kan give det næste ryk mod en bedre reguleret diabetes:

- Jeg har tre børn, men jeg plejer at sige, at diabeten er mit fjerde barn, som skal passes. Og det barn flytter aldrig hjemmefra, siger Berit Østergaard.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes