MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Transport

Både kommuner og regioner har regler for hjælp til befordring i forskellige situationer. Visse regler er generelle, andre gælder kun for personer med nedsat funktionsevne.

SBH-kørsel

Kørselsordning for svært bevægelseshæmmede (SBH) i fritiden kaldes også handicapkørsel. Kørsel kan benyttes til alle former for fritidskørsel, for eksempel indkøb, besøg hos familie og venner, kulturelle arrangementer m.v. Du skal betale for kørslen efter regler fastsat af din region. Du skal henvende dig til din kommune for at komme med i ordningen.

Kørsel til familiebesøg – Servicelovens § 117

Kan du ikke benytte offentlige transportmidler, og kan du heller ikke få SBH-kørsel, kan din kommune efter Servicelovens § 117 give tilskud til individuel transport til borgere.

Det er op til hver enkelt kommune at administrere og fastlægge regler for ordningen, og det gør de meget forskelligt. Det er under alle omstændigheder op til din kommune at vurdere dit kørselsbehov og din funktionsevne og andre muligheder for befordring. Du skal derfor henvende dig til din kommune for at få flere oplysninger.

Transport til og fra sygehus

Du kan få tilskud til den billigste forsvarlige befordring, hvis:

  • Du bor mere end 50 km fra sygehuset, og det koster mere end 60 kr. tur/retur
  • Du er pensionist, og den samlede billetpris er mere end 25 kr.

Hvis sygehuset ikke mener, du kan rejse med offentlig transport, får du tilbud om siddende transport, f.eks. i taxa, hvis:

  • Afstanden til sygehuset er mere end 50 km.
  • Du er pensionist
  • Du skal til efterbehandling efter en indlæggelse

Du vil kun få tilbudt liggende transport eller liftbus, hvis sygehuset vurderer, at du ikke kan sidde op eller, at du har en kørestol med.

Frit sygehusvalg

I nogle regioner skal du selv betale for en evt. større udgift til transport, hvis du bruger din ret til frit at vælge behandlingssted.

Transport med tog og fly

DSB tilbyder gratis hjælp til togpassagerer med handicap. Du kan for eksempel få hjælp til ind- og udstigning, hvis du bestiller mindst 72 timer i forvejen. DSB har en ledsagerordning, hvor en hjælper rejser gratis med en person med handicap. Den kan bestilles via Danske Handicaporganisationer på tlf. 36 75 17 93.

Du kan også bestille gratis hjælp hos SAS og andre flyselskaber i forbindelse med rejser.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes