MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Fisk

Et af de officielle kostråd lyder: Spis mere fisk. Spis fisk mindst 2 gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg.

Denne anbefaling gælder også for personer med diabetes og hjertesygdom. Spis gerne 350 g fisk, så du f.eks. spiser ½ stk. rugbrød med fiskepålæg dagligt og fisk til den varme mad mindst 2 gange om ugen. Vælg gerne fiskepålæg med nøglehulsmærket.

Generelt anbefaler vi at spise varieret. Det gælder også, når du spiser fisk. Det er en god idé at variere mellem forskellige slags fisk, mellem fede og magre fisk samt at tilberede fiskene forskelligt.

Sundhedsmæssige gevinster ved at spise fisk

Fisk - især de fede fisk - indeholder fiskeolier (omega-3 fedtsyrer eller n-3 fedtsyrer). Undersøgelser har vist, at når man regelmæssigt spiser fisk, nedsættes risikoen for pludselig død som følge af blodprop i hjertet eller hjernen. Da mennesker med diabetes generelt har en øget risiko for hjerte-/karsygdom, er det særligt hensigtsmæssigt, at fisk indgår regelmæssigt i kosten.

Vitaminer og mineraler

Tilskud af fiskeolier anbefales ikke generelt til personer med diabetes. Snak med din læge eller diætist, hvis du overvejer at spise f.eks. levertran eller fiskeoliekapsler.

Fisk indeholder også mange vitaminer og mineraler især jod og selen. Fede fisk har et højt indhold af D-vitamin. Ernæringsmæssigt har det ingen betydning, hvorvidt du anvender frossen eller frisk fisk, idet vitaminer og mineraler bevares i fisk, der har været frosne.

Fede, middelfede og magre fisk

Indholdet af fedt i fisk varierer meget, og man grupperer derfor fisk som fede, middelfede eller magre. 
Fedtindholdet i de forskellige fisketyper vil variere lidt afhængig af årstiden.

Med undtagelse af makrel og ål, der har et fedtindhold på henholdsvis ca. 25 og 30 g pr. 100 g fisk, kan man generelt sige, at fisk har et lavt fedtindhold. Dette gælder også de fisketyper, der betegnes som fede fisk.


Eksempler på fede fisk, som har et højere fedtindhold end 8 g pr. 100 g fisk

  • Hellefisk
  • Laks
  • Makrel
  • Sild
  • Stenbider
  • Ål


Eksempler på middelfede fisk, som har et fedtindhold på 2-8 g pr. 100 g fisk

  • Havkat
  • Hornfisk
  • Pangasius
  • Pigvar
  • Sværdfisk
  • Ørred


Eksempler på magre fisk, der har et fedtindhold på mindre end 2 g pr. 100 g fisk

  • Hoki
  • Kulmule
  • Rødfisk
  • Rødspætte
  • Sej
  • Skrubbe
  • Sværdfisk
  • Torsk
  • Tun

Ifølge Fødevarestyrelsen bør gravide og børn under 14 år ikke spise store rovfisk og kun spise begrænsede mængder dåsetun. Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn slet ikke spiser de store rovfisk og heller ikke tun på dåse. 

Hvad er rovfisk?
Rovfisk er f.eks. rokke, helleflynder, oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart og tun (både tunbøffer og dåsetun)

Læs fødevarestyrelsens kostråd om fisk

Find opskrifter 

I Diabetesforeningens opskriftsdatabase kan du finde lækre opskrifter på retter med fisk. 

Se opskrifter med fisk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes