MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Diabetes blev aldrig den ulykke, jeg troede, det var"

Journalist Bjarne Steensbeck har været live i radiostudiet med lavt blodsukker, “men reddede den vist nok hjem”. I dag har han både pumpe og sensor, som giver ham en stor tryghed. Han er disciplineret omkring sit blodsukker, men spekulerer aldrig over, om han risikerer følgesygdomme. Det kan ingen rumme at bekymre sig om, så lad være, er hans råd.

Foto: Claus Bjørn Larsen

“Som barn og ung har jeg altid været sund og rask. Men det ændrede sig, da jeg blev 26 år. Nærmest fra den ene dag til den anden skulle jeg tisse hele tiden. Jeg skulle på toilet fire-fem gange i løbet af natten og mine ben gik i kramper. Jeg tænkte: “hvad i alverden sker der?”. Efter ret kort tid, tog jeg til min praktiserende læge og sagde til hende: “Hva’ fanden er det her for noget? Jeg tisser, og jeg er trøstig hele tiden, og jeg har kramper i benene. “Hun målte med det samme mit blodsukker, der var knaldende højt. Der var ingen tvivl. Jeg havde type 1-diabetes.

HVEM?

Bjarne Steensbeck, 46 år, journalist og politisk analytiker hos DR Nyheder, vært på P1-programmet Slotsholmen, der sendes direkte fra Christiansborg hver torsdag, tidligere politisk redaktør på Berlingske Tidende og journalist på Politiken. Modtog i 2007 Kristian Dahls Mindelegat, der er kendt som “den lille Cavlingpris”, var nomineret til Cavlingprisen i 2008. Forfatter til bog om Christiansborg og en biografi om Anders Fogh Rasmussen. Fik type 1-diabetes som 26-årig, bruger insulinpumpe og sensor. Bor i Hellerup med sin hustru, sin søn på 15 og datter på 13 år.

Jeg forlod lægen og gik direkte ned på Gråbrødre Torv i København, hvor der var en pølsevogn. Jeg købte den største hotdog og Cocio, de havde. Jeg satte mig på en bænk, spiste min hotdog og drak min kakaomælk og tænkte: “Satans osse! Det er sidste gang, jeg kan gøre det her”. Bagefter tændte jeg mig en smøg, og så løb tårerne sgu ned ad kinderne på mig. Jeg vidste jo ikke ret meget om diabetes, eller hvordan man lever med det, så jeg troede, at det var slut med alle de sjove ting i livet.

Heldigvis var det ikke himlen, der var faldet ned om ørerne på mig. Det jeg troede, nede på Gråbrødre Torv for 20 år siden – den ulykke, jeg tænkte, jeg var endt i, den var ikke de mange tårer værd. For lynhurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne de samme ting som før. Jeg kan stadig gå i pølsevognen. Jeg kan bare ikke gøre det hver dag – præcis ligesom alle andre heller ikke kan gøre det. Når man har diabetes, opdager man, at man selv kan gøre noget og tage ansvar for sin sygdom. Man lærer jo, hvor meget insulin det kræver at spise sådan en hotdog. På den måde er jeg ret hurtigt kommet til at leve et liv, der minder om den måde, som alle andre også burde leve på. Altså et liv med fornuftig kost og motion.

Diabetes er jo et 24/7-job, og jeg tænker på det hver eneste dag. Men samtidig tænker jeg ikke på det! Det kan måske lyde en anelse kryptisk, men skal forstås sådan, at jeg er meget disciplineret i forhold til mit blodsukker. Jeg sørger hele tiden for, at det ligger stabilt. Men ellers tænker jeg ikke en skid over følgesygdommene, for mit hoved kan alligevel ikke rumme tanken om, at jeg kan blive blind, at jeg kan få amputeret benet eller miste følesansen. Den slags ulykker kan du jo ikke rumme som menneske, så lad være med at tænke på det. Det eksisterer ikke hos mig. Det, der eksisterer, er, at jeg skal sørge for at leve fornuftigt og holde styr på mit blodsukker. Alt det andet kan jeg alligevel ikke gøre noget ved.

Det kan jo desværre ske, at blodsukkeret kan være svært at styre. Jeg har før prøvet, hvordan hjernen har slået fuldstændig fra, når blodsukkeret er blevet for lavt. For nogle år siden, hvor jeg skulle direkte igennem i Radioavisen, tænkte jeg pludselig: “Shit, nu er blodsukkeret altså på vej ned”. Jeg skulle fortælle om Birthe Rønn Hornbech, der havde vidnet i Statsløsekommissionen og udlægge, hvordan hun mildest talt var komme galt afsted. Men jeg kunne bare mærke, hvordan jeg begyndte at svede. Jeg skulle lede efter ordene og kunne slet ikke sætte dem ordentligt sammen. Men heldigvis var det et kort interview, og jeg reddede den vist nok hjem og strøg så ud og kastede mig over en kage og noget juice. I dag har fået en insulinpumpe med sensor, så jeg hele tiden kan følge med i, hvor mit blodsukker ligger, inden jeg går ind i radiostudiet, og mens jeg sender live. Det har givet mig en kæmpe tryghed og sikkerhed i mit liv”.

     

Artiklen er skrevet af Jacob Gyldenløve Aaen og er bragt i medlemsbladet maj 2018.

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes