MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Sådan undgår du at blive din sygdom

Føler du, at din diabetes begrænser dig i alt, hvad du laver? Dit fysiske helbred har selvfølgelig betydning, men din indstilling til sygdommen kan også gøre en forskel. Diabetespsykolog Åse Nielsen ved Steno Diabetes Center Aarhus er en af Diabetesforeningens rådgivere. Hun giver her seks gode råd til dig, der gerne vil have diabetes til at fylde mindre.

Diabetespsykolog Åse Nielsen. Foto: Martin Bubandt

Råd nummer 1

Fortæl andre mennesker, hvordan du ønsker at blive mødt. Måske ønsker du ikke, at de skal gøre noget særligt ud af maden, når du kommer på besøg. Eller måske vil du omvendt gerne have, at de tager nogle særlige hensyn. Hvis du er træt af, at din familie spørger til dit blodsukker, så snart du træder ind ad døren, så sig til dem, hvornår de gerne må minde dig om at måle blodsukker og eventuelt tage insulin, og hvornår du selv har godt styr på det.

Råd nummer 2

Går du rundt med tanker som, “jeg bliver garanteret fyret, når min chef finder ud af, at jeg har diabetesˮ, eller “jeg kan ikke tage ud at rejse på grund af min diabetesˮ. Så snak med andre, der har diabetes, om, hvad de gør i de situationer, hvor du selv føler dig begrænset. Det kan hjælpe dig med at nuancere dine forestillinger og se nye muligheder.

Råd nummer 3

Søg opdateret viden om diabetes. Din viden er afgørende for, hvordan du tænker og handler. Hvis du forlader dig på forkert viden om diabetes, risikerer du at slæbe rundt på unødige bekymringer eller blive begrænset mere end nødvendigt i din hverdag. Nogle ambulatorier og kommunale sundhedscentre tilbyder diabeteskurser, ligesom Diabetesforeningen også har kurser til mennesker med type 1-diabetes og deres pårørende og motivationsgrupper for dig med type 2-diabetes.

Råd nummer 4

Tag et tjek af dine rutiner omkring diabetes med jævne mellemrum. Måske var det nødvendigt at måle blodsukker 18 gange dagligt, da du lige havde fået konstateret diabetes. Men efter nogle måneder kan du sandsynligvis klare dig med færre gange. Husk at inddrage din behandler.

Råd nummer 5

Accepter, at det at have diabetes i perioder er svært, og at det derfor også er ok, at du med jævne mellemrum har negative tanker omkring det.

Råd nummer 6

Hvis du konstant er trykket af negative tanker på grund af din diabetes, kan det blive nødvendigt at opsøge en psykolog. En psykolog kan selvfølgelig aldrig fjerne det grundvilkår, at du har diabetes, men hun eller han kan hjælpe dig med at bryde et negativt tankemønster, så du ikke bliver mere begrænset end nødvendigt.

Fortalt til Stine Mørkeberg og bragt i medlemsbladet maj 2019

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes