MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg kan jo skide godt lide at være her"

Journalist Anders Bech-Jesssen vil gerne leve længe – især fordi han har små børn. Og så dur det ligesom ikke at kradse af som 65-årig, fortæller han, der fik type 2-diabetes for et års tid siden. Fortællingen om, at det er ens egen skyld, når man får type 2-diabetes, er svær at sluge, synes han. Specielt når man ikke mener, det nødvendigvis er rigtigt.

Af Jacob Gyldenløve Aaen
Foto: Claus Bjørn Larsen

“Da jeg for et år siden fyldte 60, tog jeg til Berlin i fire dage sammen med alle mine børn og min kone og holdt en fest. En total væg-til-væg-fest, hvor vi bare havde det skide sjovt. Vi tog på danserestaurant og fyrede den af, og jeg følte mig i total topform og havde det virkelig godt. Da jeg kom hjem, holdt jeg et kæmpe cocktailparty for venner og familie. Da alt den der festivitas var overstået, tænkte jeg: “Nu er det tid til det store tjek hos lægen”. Sådan et havde jeg også fået, da jeg blev 50 og 55, og nu ville jeg så have et, når jeg blev 60 år.

Lægen sagde, at mit blodtryk var blevet lidt højt. Jeg tænkte: “Det var satans. Jeg har ellers altid haft et godt blodtryk”. Så kom han ellers med resultatet af urinprøven. Den viste et himmelhøjt sukkertal. 22 tror jeg nok, det var. Lægen satte mig i behandling med metformin med det samme og sendte mig hurtigt videre til Bispebjerg Hospital for at blive undersøgt yderligere. Det var virkelige en kæberasler – det var simpelthen svært at tage ind, synes jeg.

Den første uge efter mit besøg hos lægen, holdt jeg det for mig selv, at jeg havde fået type 2-diabetes. Det havde jeg det selvfølgelig ikke godt med, men det skulle simpelthen synke ind hos mig selv, før jeg var klar til at tale om det. Jeg talte dog med én person om det – nemlig en af mine rigtig gode venner, som har haft type 1-diabetes, siden han var 17 år – altså en mand med virkelig god “kroniker-erfaring”, om man så må sige. Hans bedste råd var: “Behersk det selv. Få styr på det inde i dit hoved. Og del det så med dine omgivelser”. Min store bekymring var jo, hvordan mine omgivelser ville reagere. Ville de blive bange? Ville de blive kede af det?

Når man, som jeg, har mange børn – og endda også små børn – så betyder det ekstra meget at tage sig selv og sit helbred seriøst. Jeg skal jo helst leve så længe så muligt for deres skyld. Det kan jo ikke nytte noget, at jeg kradser af, når jeg er 65. Det går simpelthen ikke. Så på den måde er der et pres på mig for at leve sundt. Men dybest set er det jo et godt pres, for jeg har jo heller ikke lyst til at leve åndssvagt og usundt og sætte mit liv over styr. Jeg kan jo skide godt lide at være her.  

Fordommene om type 2-diabetes irriterer mig rigtig meget. Fortællingen er jo, at det er din egen skyld. Du har ædt, røget og drukket dig syg. Der er en stor skam forbundet med den opfattelse, som nogle kan have om, at du selv har udsat din krop for noget, der har gjort den syg. Indrømmet, jeg har et levemands-gen og er ikke nogen sundhedsapostel. Jeg har ikke løbet rundt om søerne i København i tide og utide. Men jeg er hverken alkoholiker eller overvægtig og grundæggende har jeg altid haft et rigtig godt helbred. Derfor kan det være svært at komme overens med andres billede af en, når man ikke synes, det er 100 procent korrekt. 

Jeg forsøger at leve sundere, efter jeg har fået type 2-diabetes. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg faktisk var gået i gang med en større livsstilsændring allerede inden, jeg fik konstateret sygdommen. Jeg har røget sindssygt meget tidligere, men for nogle år siden lagde jeg smøgerne på hylden. Jeg har også lagt min kost om. Ikke som led i en eller anden form for kostforskrækkelse, men simpelthen fordi jeg syntes, det var rarere at spise lidt lettere. Så ikke så meget flødesovs, smør og rødt kød, men mere fisk, lyst kød og grøntsager, fordi det gør mig bedre tilpas. Jeg er også stoppet med at drikke så meget alkohol. Det bedste, jeg ved, er ellers at få en kold øl efter arbejde eller når jeg skal spise min mad. Der er jeg så begyndt at drikke light-øl i stedet. Det smager faktisk godt”.

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes