MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Overvægt og vægttab

Flere med type 2- diabetes kan have fordel af et vægttab.

Ca. 70-80 % af personer med type 2-diabetes vejer for meget. Den gode nyhed er, at selv et relativt lille vægttab kan gøre en stor forskel. Et vægttab på 5-10% kan forbedre blodsukkerreguleringen, blodtryk og kolesteroltal hos de fleste.

Er du i tvivl, om du er overvægtig? Læs om BMI og taljemål

Nøglen til vægttab er maden

Maden er nøglen til vægttab, mens regelmæssig fysisk aktivitet er med til at fastholde vægttabet. Der skal rigtig meget motion til, hvis du ønsker at tabe dig uden at ændre på dine madvaner. Men fysisk aktivitet er også godt for din diabetes på anden vis, da det er med til at sænke værdierne af dit blodsukker, blodtryk, kolesteroltal og bedre insulinfølsomheden. 

Vær realistisk i dine mål og lav gerne delmål, så livsstilsændringerne og vægttabet er til at overskue. På den måde vil du løbende opleve små sejre.

Få 9 gode råd til vægttab

Se forslag til dagskost

Det kan blive aktuelt at ændre i din blodsukkersænkende medicin, hvis du spiser meget mindre eller er mere fysisk aktiv, end du plejer. Det er derfor en god idé at tale med din læge og/eller en klinisk diætist, inden du ændrer dine mad- og motionsvaner væsentligt.

Varigt vægttab

Mange overvægtige har prøvet slankekure, som ikke virkede. Mange har også prøvet slankekure, som virkede, men hvor kiloene kom på lige så hurtigt igen, når kuren var ovre.

Hvis du gerne vil tabe dig eller er blevet rådet til det af din læge, er det vigtigt både at spise sundt, spise i passende mængder og at være fysisk aktiv. Du skal kort og godt bruge mere energi, end du tilfører kroppen.

Når du spiser mad og drikker, tilfører du kroppen energi. Energien måler man i kalorier (kcal) eller kilojoule (kJ). På madvarers næringsdeklaration kan du altid læse, hvor meget energi der er i maden pr. 100 g. Du skal dog tænke på, at man sjældent spiser præcis 100 g. Kroppen forbrænder en vis mængde energi for at kunne fungere.

Når du bruger din krop – dyrker motion eller laver andre former for bevægelse – bruger du ekstra energi. Al fysisk aktivitet er bedre end intet – og jo mere jo bedre.

Der findes ingen mirakelkur, hvis du ønsker et varigt vægttab. Det kræver, at du ændrer dine vaner. Og det kan være en udfordring. Du behøver ikke nødvendigvis at ændre en masse på én gang – det vigtigste er at komme i gang og at fastholde dine nye vaner. Så vil du sandsynligvis opleve, at det efterhånden bliver nemmere og sjovere at have en sundere livsstil.

Få inspiration til at komme i gang med motion

Motivationsgrupper

Det kan være en stor udfordring at ændre vaner. Derfor er det en god idé, hvis du fortæller andre om dine mål. Her kan Diabetesforeningens motivationsgrupper være en stor hjælp.

Vi har motivationsgrupper i hele landet – også nær dig. Her kan du udveksle erfaring med andre, der har diabetes, og som står over for de samme problemer i hverdagen som dig.

Læs mere om motivationsgrupper

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes