MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Interview med en diabetesforsker

Professor Henning Beck-Nielsen har haft sidste arbejdsdag på Odense Universitetshospital, hvor han har forsket og været overlæge i 29 år. Han har haft patienter alle årene og hører samtidig til blandt de mest anerkendte diabetesforskere i verden. En god forsker har også patienter, ligesom de bedste læger selvfølgelig også forsker, mener han.

Foto: Nils Lund Pedersen - Tekst: Helen H. Heidemann

Om forskeren

Billede mangler

HVEM? Henning Beck-Nielsen, 72 år. Er netop fratrådt sin stilling som overlæge på Odense Universitetshospital og som professor på Syddansk Universitet.

Fortsætter som professor med særlige opgaver (et såkaldt MSO-professorat) på Syddansk Universitet. Fortsætter også året ud som formand for forretningsudvalget i DD2 (dansk center for strategisk forskning i type 2-diabetes) og bestyrelsesformand for Dansk Diabetes Akademi, som støtter unge diabetesforskere.  Er initiativtager til begge forskningsinstitutioner.

FORSKNING Var i 1978 den første i verden til at dokumentere, at overvægtige med og uden type 2-diabetes kan få deres insulinproducerende celler til at ”vågne” og fungere bedre ved et moderat vægttab på cirka ti procent. Var også blandt de første, som i 1980 påviste, at type 1- og type 2-diabetes er to forskellige sygdomme: At man med type 2-diabetes - i modsætning til type 1-diabetes - stadig producerer insulin, men ikke kan udnytte insulinen godt nok. 

Ophavsmand til den såkaldte fynske model, som går ud på at uddanne mennesker i diabetes på diabetesskoler, så man bedre kan tage ansvar for og varetage sin sygdom.

Folk skal tage sig tid til at få en bedre livsstil 

Henning Beck-Nielsen slipper blikket fra computerskærmen, vender sig mod Malene Monrad Møller og smiler.

Du ligger for højt, men det ved du jo. Sådan har det altid været.

Malene griner lidt.

Ja, jeg lægger mig selv lidt for højt, for jeg har altid været så megabange for de der lave blodsukre.

Heldigvis har du jo ingen komplikationer efter 20 år med type 1-diabetes, så det skal du ikke være nervøs ved. Det er okay, når du har det bedst sådan. Men du har aldrig prøvet en sensor vel? Ved du, hvad det er?

Hmm, skal jeg så ikke måle blodsukker mere? Skal jeg have flere plastre på maven?

Ja, det skal du, for den kræver et indstik ligesom din pumpe, men du skal kun måle blodsukker for at kalibrere sensoren og så er fordelen, at du kan se, hvor meget du svinger.

Lækkert! Det vil jeg gerne prøve, for så vil jeg måske føle mig mere tryg.

Henning noterer ned, at Malene skal have en sensor. Men det er ikke kun Henning, der har et forslag. Malene retter sig op i stolen med dagens ærinde:

Må jeg komme på pen, når jeg skal til Kreta? Der er ikke andet end bøvl og ballade med pumpen og især plastret, når man er på badeferie.

Jamen, det må du da. Så skal vi lige regne insulinmængden ud.

Konsultationen foregår hjerteligt, stille og roligt med kram til sidst, for det er sidste gang, at Henning og Malene skal ses. Professor, overlæge, dr. med. Henning Beck-Nielsen har nemlig en af sine allersidste arbejdsdage på Odense Universitetshospital, hvor han har arbejdet i 29 år. Malene får Hennings private mobilnummer – ligesom han giver det til mange af sine andre patienter. Bare nu hvis.

Det kan man roligt gøre, for folk ringer stort set aldrig, konstaterer han med et listigt smil.

Men måske forregner han sig og kan forvente et opkald eller to i fremtiden.

Jeg er meget ked af, at Henning stopper, for han forstår mig.  Jeg behøver ikke forklare så meget, og det er vigtigt ikke at skulle starte forfra ved hver konsultation, siger 40-årige Malene, der er frisør.

At Malene ligger højere i langtidsblodsukker, end man anbefaler, er ok, fordi det heldigvis ser ud til, at hun ikke er disponeret for følgesygdomme. I det hele taget skal man huske at tænke på, at målet ikke er at leve længe, men at leve godt. Hvis det er en lidelse at opnå et bestemt langtidsblodsukker, skal man som behandler overveje, om det er umagen værd at piske sine patienter til at komme længere ned, siger Henning.

Foto: Nils Lund Pedersen - Henning Bech-Nielsen har haft sin gang på Afdeling M på Odense Universitetshospital i 29 år.

Slækker på kravene

Henning har i alle årene både set patienter og er samtidig en af verdens førende diabetesforskere.

Alligevel blev han i 2008 forbløffet, da han i et interview her i bladet efterlyste forsøgspersoner til udviklingen af en alarm, der kan advare om lavt blodsukker. Han fik næsten 700 mails med mange rørende og tragiske historier om livet med lavt blodsukker – og ikke mindst angsten herfor. Det endte med, at han besøgte 19 af de personer, der havde skrevet til ham. Det blev til interviewbogen ”Angsten er der jo altid”

Jeg blev dybt rystet over, hvad folk fortalte mig, og jeg har spurgt mig selv mange gange siden, hvorfor der skulle gå så mange år, før jeg fandt ud af, hvor slemt det er for folk, når de oplever alvorligt lave blodsukre. Forklaringen er jo nok, at vi behandlere kun ser den enkelte patient et par gange om året og kun i 20 minutter. Når man spørger, om der er problemer med lave blodsukre, siger folk som regel nej. Jeg tror, mange fortrænger det, fordi det er så frygteligt ubehageligt eller fordi de føler det som et nederlag.

Henning forsøger derfor at koncentrere sig om det, der er vigtigt for den enkelte under konsultationen, så måske når han ikke igennem alt det, der egentlig kræves.

Jeg slækker indimellem på de kvalitetskrav, der er til behandlingen og dokumentationen.  Det er godt med krav, men de skal integreres på en ordentlig måde, og man skal være i stand til at prioritere, hvad der tales om, så patienten får noget ud af det på den korte tid, vi har. Ellers kan det hele jo være lige meget.

Halvdelen af konsultationerne kunne sagtens klares over telefonen. Mange kommer, har det godt og får bare deres tal og kører hjem igen. Det er spild af tid for alle. De rutinekonsultationer skal vi væk fra og i stedet have behovssamtaler, hvor vi fokuserer på det, som faktisk betyder noget for patienten.

- Paul Langerhans-medaljen er nok den, jeg er mest stolt af. Den er jo tysk og at give den til en dansker, er stort, siger Henning Beck-Nielsen om den prestigefyldte pris opkaldt efter Paul Langerhans, der i 1869 opdagede de langerhanske øer, som bl.a. består af de insulinproducerende betaceller. Prisen uddeles hvert år af den tyske diabetesforening og blev tildelt Henning Beck-Nielsen i 2013.

Ser ikke syge ud mere

På diabetesafdelingen på Odense Universitetshospital er der et slags call center, hvor man kan ringe ind og tale med erfarne diabetessygeplejersker om akut opståede problemer.

På den måde får vi løst nogle problemer, som ellers kunne ende med indlæggelse. For eksempel får vi hjulpet mange ud af en begyndende ketoacidose (syreforgiftning).

For 29 år siden, da Henning begyndte på Odense Universitetshospital, var diabetikere i det daværende Fyns Amt indlagt fem gange så hyppigt i forhold til baggrundsbefolkningen. I dag er mennesker med diabetes ikke indlagt oftere end andre.

Det, jeg er allermest glad for, er, hvor meget bedre det går for patienterne i dag. Da jeg begyndte, kunne man se, at det var syge mennesker.  De sad i venteværelset med førerhunde, blindestokke, der var folk, der ikke kunne gå, og deres ansigter var formørkede. I dag kan jeg ikke se, det er syge mennesker – heller ikke når jeg holder foredrag i Diabetesforeningens lokalforeninger. Alligevel ville jeg nødig selv have diabetes, for det er ikke nogen let sygdom. Den ligger i baghovedet hele tiden.

Vægttab er vigtigt

Når det gælder type 2-diabetes, mener professoren, at man gennem de senere år har forsømt at hjælpe overvægtige med type 2-diabetes til at tabe sig og få en bedre livsstil, inden de begynder på medicin.

Man kan normalisere sit blodsukker i løbet af et halvt år, hvis man spiser mindre og halverer sin kalorieindtagelse. Så taber man sig nogle kilo. Man bliver ikke nødvendigvis normalvægtig, men det er heller ikke pointen, for det er ikke nødvendigt at blive normalvægtig for at vække nogle af de sovende betaceller til live. Er man først blevet fed, er det nærmest umuligt at blive normalvægtig, men det er altså heller ikke det, vi taler om. De fleste vil jo stejle, hvis de får besked på at tabe sig 40 eller 50 kilo.  Det er til gengæld realistisk for de fleste at tabe sig cirka ti procent, og det bliver der lagt for lidt vægt på i dag. Jeg mener, man skal tage sig tid til at få en bedre livsstil og ikke starte med at tage piller. At få succes med at ændre livsstil og tabe sig er meget vigtigt, og det er blevet forsømt de senere år, fordi behandlerne i stor stil tænker, at patienterne alligevel ikke kan finde ud af at tabe sig, og så kan vi ligeså godt starte på piller med det samme.

Det mener diabetesforeningen

Livsstilsændringer og medicin bør gå hånd i hånd i behandlingen af type 2-diabetes. Hvis man som patient har de personlige ressourcer til at ændre livsstil, så man i begyndelsen kan undvære blodsukkersænkende medicin som metfomin, er det en god mulighed. Desværre er der i dag ikke nok viden, der kan hjælpe flertallet til et tilstrækkeligt vægttab, så blodsukkersænkende medicin kan undværes. Kolesterol- og blodsukkersænkende medicin bør altid gives - også forebyggende, da denne medicin kan være med til at hindre følgesygdomme. 

At vægttab øger insulinfølsomheden og dermed gør det nemmere at opnå et normalt blodsukker, dokumenterede Henning som den første i verden i 1978.

For sin forskning har Henning modtaget et hav af priser, som pryder den ene hylde på hans kontor på Odense Universitetshospital.

Først på reolen står i alt 52 ph.d.-afhandlinger side om side og som Henning har været vejleder på. Han er dog ikke altid stolt af de mange ph.d.’ere.

Forskere skal huske, at vi forsker for patienternes skyld – ikke for at fremme vores egen karriere. Det er der desværre mange, som glemmer i dag. 

Derfor bør forskere også altid se patienter, mener han.

Det er altafgørende for diabetespatienternes fremtid, at forskere ser patienter og at læger også forsker. Når man sidder med patienterne og deres problemer, tænker man: Hold da op, der er meget, vi ikke ved. Det bliver vi nødt til at finde ud af for at kunne hjælpe de her mennesker. Når man ser forskningsresultaterne, kan man omvendt godt tænke, at hvor ser det dårligt ud i statistikkerne med for eksempel patienternes langtidsblodsukker. Så er det befriende at gå over til patienterne for at få kontant afregning og måske forstå, hvorfor tallene ser ud, som de gør.  

Foto: Nils Lund Pedersen

Folk skal være trygge

For at skabe bedre kvalitet i dansk diabetesforskning og for at øge interessen blandt læger for at forske i diabetes, stod Henning i 2012 bag oprettelsen af Det Danske Diabetes Akademi.

I Akademiet håber jeg at få forskerne til at forstå, at det er patienterne, det drejer sig om, og at målet er at få overført al vores viden og forskning til klinikken, altså patienterne. Vores viden skal jo bruges til noget!

Selv håber Henning stadig at få udviklet en alarm, der kan alarmere om lavt blodsukker.

-          Men foreløbig bliver alarmen udviklet til at kunne advare epilepsipatienter om krampeanfald.  Siden jeg fik ideen til alarmen, er behovet for denne alarm blevet mindre, da der er udviklet flere sensorer til diabetespatienter, og det er virkelig godt.

Henning Bech Nielsen: om fremtiden

Type 1: ”Jeg er helt sikker på, at vi får en kur for type 1-diabetes. Jeg har hele tiden sagt, at det vil ske, inden jeg går på pension, men nu kan jeg desværre ikke trække min pensionering længere. Kuren vil være stamceller, der producerer insulin.”

Type 2: ”Den nye erkendelse om type 2-diabetes er, at det er en sygdom, som man faktisk kan kurere ved hjælp af diæt. Folk får i dag alt for meget medicin, bare fordi behandlerne ikke mener, patienterne kan holde en diæt. Den bøtte skal vi have vendt.”

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes