MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Mål i diabetesbehandlingen?

Målet for din behandling er at holde dit blodsukkertal, kolesteroltal og blodtryk så tæt på det normale som muligt. Formålet er at mindske risikoen for følgesygdomme.

Det kan være svært at opnå de optimale behandlingsmål for en diabetesbehandling. Det er derfor vigtigt, at du sammen med din behandler sætter mål for netop din behandling. Det er vigtigt, at du selv synes, at målene er realistiske.

På baggrund af de forskellige målinger og undersøgelser kan du i samarbejde med lægen sætte nye mål for behandlingen i det efterfølgende år. Det kan f.eks være mål for, hvor meget du skal tabe dig, hvor meget skal du motionere og lignende for at passe godt på dig selv.

Måling af blodsukker

Det kan være en god ide, at du måler dit blodsukker for at blive klogere på, hvordan din krop reagerer på f.eks. mad og motion.

Blodsukkermåling er et godt redskab, der kan hjælpe dig til at forstå og gennemskue, hvordan dit blodsukker ”opfører sig” i løbet af dagen.

Blodsukkermåling

Hvis din læge anbefaler dig, at du måler dit blodsukker i dagligdagen, er det vigtigt, at du udfører målingerne nøjagtig som anvist. Du kan måle blodsukkeret ret nøjagtigt med et blodsukkermåleapparat.

Apparatet viser et tal for dit blodsukker på en lille skærm, så du ved, hvad du har at holde dig til og planlægge ud fra. Hvis du har et måleapparat, skal du tage det med til lægen, når du skal til kontrol. Kontrollér eventuelt apparatet ved at tage en prøve samtidig med lægen.

Der er en hel del forskellige måleapparater på markedet. Spørg eventuelt hos din læge, på sygehusambulatoriet eller på apoteket, hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge – og hvordan du bruger det valgte apparat korrekt.

Det er en god idé at notere dine blodsukkermålinger og andre undersøgelser, du selv foretager, ned i en målebog, som du medbringer ved kontrol hos lægen eller på ambulatoriet.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes