MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Mange har det værre end mig"

Børge Kirschmeier har haft type 2-diabetes i snart 30 år. Den 61-årige tidligere taxachauffør mærkede intet til sygdommen, før han blev 50. Men derefter er det for alvor gået ud over især hans fødder og ben, og han er blevet opereret utallige gange og har fået fjernet dele af begge fødder.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Artiklen er skrevet af Michael Korsbæk, og er bragt i medlemsbladet novemer 2013. 

“Da jeg var yngre, tænkte jeg slet ikke på diabetes. Jeg vidste ikke, hvad det var, da jeg begyndte at blive ekstremt tørstig. Jeg drak så meget som halvanden liter vand i timen, og så blev det faktisk også svært at sove, for alt det vand skal man jo af med igen.

Jeg fik diagnosen type 2-diabetes i 1985, da jeg var 33 år, men jeg havde nok haft det nogle år inden.

Det eneste, jeg rigtig lavede om, var, at jeg begyndte at gå nogle lange ture, og jeg spiste også noget andet mad med flere grøntsager. Men ellers var det ikke noget, jeg tænkte så meget over. Især ikke det første halve år, hvor jeg ikke fik medicin og bare var på diæt.

 Jeg mærkede faktisk ingenting til det, før jeg blev 50. Men så kom det også. Det startede med et sår på hælen og et på storetåen på den venstre fod. De kunne ikke rigtig hele.

Jeg fik skåret den halve hæl væk. Så tog de et stykke muskel fra ryggen og flyttede ned. Det var ikke sådan bare lige, og jeg var indlagt næsten et halvt år.

Ham lægen, der opererede min anden fod i 2004, sagde ligeud til mig, at med de ben kunne jeg ikke bruges til noget som helst. Jeg gik på sygeløn et par år, før jeg fik min førtidspension i 2007.

Det sværeste ved at have diabetes er, at jeg bliver nødt til at gå med de store støvler. Det ville være rart, hvis jeg kunne gå i almindeligt fodtøj, men det er jo nok slut med det. Udover det er det træls hele tiden at gå og tænke på, om man bliver blind eller hvad.

Jeg har haft øjenforandringer siden 2007. Jeg fik en blødning i det højre øje, så jeg ikke kunne se med det i et halvt år. Det er det værste, jeg har prøvet. Jeg vil sgu hellere miste et ben end synet.

Der er ingen følesans tilbage i benene. Jeg mærker ingenting overhovedet, og jeg er blevet opereret flere gange uden bedøvelse.

Sidste år fik jeg koldbrand i min højre lilletå, som blev amputeret. Jeg fik et sår på siden af foden, som ikke kunne hele, men da jeg havde været med i et forsøg med at komme i trykkammer på Rigshospitalet, helede såret. Det trækker lidt den anden vej.

I dag har jeg fået insulin i omkring ti år. Mit langtidsblodsukker ligger på lidt over otte, men lægerne vil gerne have, at det skal komme ned på omkring seks.

Det var ikke slemt at skulle stikke sig selv. Det var værre at spekulere på, at insulinet kunne få mit blodsukker til at blive så lavt, at jeg gik og faldt om.

Jeg kan altid mærke lavt blodsukker. Det er som regel om natten, jeg vågner ved, at jeg sveder, eller jeg er vildt sulten. Så tager jeg lidt druesukker eller en æblejuice.

Jeg kan sådan set leve nogenlunde normalt. Der er mange, der har det værre end mig. Jeg har været indlagt med nogen, som havde det meget værre, og dem, der har problemer med nyrerne, har det ikke ret godt.

Jeg tænker nok mest, at sådan er det bare. Diabetes kan påvirke mennesker på mange forskellige måder."

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes