MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Gid jeg ikke havde røget"

Tenna Foyet har type 1-diabetes og fik som 34-årig indopereret en stent efter flere blodpropper. Blodpropperne har sat sig varige spor. Hun er blevet førtidspensionist og fortryder i dag sit ungdomsliv med tobak og dårligt reguleret blodsukker.

"Jeg vidste godt, at det var farligt at ryge, når man har diabetes. Man er ikke så rationel, når man er ung", siger Tenne Foyet

De sidste ord, Tenna Foyet kan huske, hun siger til sin mand, er: “Ring lige til arbejdet og sig, jeg kommer i overmorgen”. Så blev hun kørt af sted i ambulancen til hospitalet. 

Men Tenna kom aldrig tilbage til sit arbejde som sekretær.

Da hun vågnede på hospitalet, fik hun at vide, at hun havde haft flere blodpropper, og at hun havde fået indopereret en såkaldt stent. På det tidspunkt var Tenna kun 34 år gammel og hendes børn var henholdsvis syv og ti år.

– “Nå, så ender jeg ligesom min far”, var det første, hun tænkte.

Tennas far fik nemlig også en blodprop som 34-årig, og han var kun 46 år, da han døde.
Tenna bliver tydeligt berørt, når hun mindes den dramatiske dag, men er dog med en alder på 53 år allerede blevet ældre end sin far. Men Tenna, der ligesom sine to søskende fik type 1-diabetes som barn, er i dag førtidspensionist på grund af følgevirkningerne efter blodpropperne og følgesygdomme til diabetes. 

Tidslinje

1974: Type 1-diabetes som 11-årig

1997: Blodprop og indoperation af stent som 34-årig

2010: Åreforkalkning i benene

2016: Problemer med synet

Smerter i brystet

Lægerne tog i første omgang ikke Tenna alvorligt, da hun en fridag gik derhjemme i Tranbjerg ved Aarhus og fik de klassiske symptomer på en blodprop i form af trykken for brystet og stråling ud i begge arme. Tenna kendte ikke symptomerne på en blodprop, så da det gik over, tændte hun en cigaret og gjorde klar til at få gæster på besøg til landskamp samme aften.

Om natten blev hun ramt af endnu en blodprop, og hendes mand fik endelig overbevidst lægevagten om, at der ikke bare var tale om madforgiftning. Blodpropperne har sat sig tydelige spor i Tennas liv. 

– Der er dannet noget arvæv, fordi det tog så lang tid, før jeg blev opereret, og det døjer jeg med i dag. Jeg har jævnligt trykken og smerter i brystet. Det påvirker mig, men lægerne kan ikke gøre noget ved det, så det må jeg leve med.

Men det er ikke let.

– Det er, som om jeg får det hele, siger Tenna og fortæller, hvordan hun de seneste par år er begyndt at besvime ved lavt blodsukker. Hun lider også af såkaldte vindueskiggerben, som er åreforkalkning af benene, der giver smerter, fordi der ikke kommer nok ilt til musklerne.

– Mine ben syrer til og gør ondt, når jeg bevæger mig, og så er jeg begyndt at få problemer med synet. 

Ballonudvidelse med stent

Et tyndt rør føres op til hjertet gennem lysken eller armen til det sted, hvor aflejringer har lagt sig
på årens inderside.
På røret sidder en ballon, og uden på ballonen sidder et tyndt net (stenten), der udvides, når ballonen bliver fyldt med luft.
Stenten forbliver udvidet, når ballonen bliver tømt for luft og trukket ud af kroppen igen.

Stenten sikrer, at blodåren forbliver åben og ikke forkalker igen.

Oprør mod formaninger

Da Tenna Foyet lå på hospitalet og var ved at komme sig ovenpå sin blodprop, fortalte lægerne, at der nok var en sammenhæng med hendes type 1-diabetes. Et forhøjet blodsukker angriber de små blodkar, og når Tenna tænker tilbage på sin ungdom, fortryder hun i hvert fald én ting:

– Gid, jeg ikke havde røget. Men det var jagten på at være tynd, som jeg var meget besat af, og cigaretterne gjorde, at det var nemmere at holde vægten.

Frem til blodpropperne røg hun mellem 10 og 15 cigaretter om dagen. Efter blodpropperne har hun ikke røget en eneste.

– Jeg vidste egentlig godt, at rygning er dårligt, når man har diabetes. Men man er ikke så rationel, når man er ung.

Det skortede ellers ikke på formaninger fra både behandlere og forældrenes side om, hvordan hun og hendes søskende burde leve med diabetes. Det fik hende til at gøre præcis det modsatte som teenager. 

– Vi var tre børn med type 1-diabetes, som blev hamret i hovedet med, hvor forfærdeligt det var at have diabetes. Netop på grund af det gjorde jeg oprør og gad ikke høre efter, siger Tenna.

Blodsukkeret tjekkede hun ikke mere end et par gange om ugen, selvom hun godt vidste, at hun
burde gøre det. I dag er Tenna ærgerlig over, at hun som ung lukkede øjnene for formaningerne.

– Løftede pegefingre er ikke godt at bruge over for unge med type 1-diabetes. Sukkersygen skal ikke være en stopklods, men man bliver nødt til at indrette sig lidt efter den. Men, man kan jo kun gøre sit bedste, for man er jo også nødt til at kunne leve.

Teksten er skrevet af Helge Coroli Frandsen, og er bragt i medlemsbladet januar 2017.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes