MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Jeg var bange for at stikke mig"

Dorte Hinzmann har haft type 2-diabetes siden midten af 1970’erne. Hun kæmper for at holde sig fra slik, kager og hvidt brød, men lever ikke særlig struktureret. Alligevel har hun efter mange år med diabetes ingen følgesygdomme.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Da jeg var barn, var jeg utrolig bange for at blive stukket, og sådan har det altid været. Når min søster og jeg skulle vaccineres, så stak hun altid skulderen frem uden problemer. Jeg klamrede mig til min mor, for jeg ville bare ikke stikkes.

Under min graviditet i 1971, havde jeg helt sikkert en graviditetsdiabetes. Det har jeg senere set i min journal, men dengang fik man ingenting at vide om den slags.

Da jeg fik diagnosen, kan jeg slet ikke huske, hvad lægen sagde. Jeg sad bare og tænkte på, at nu ville jeg blive blind, få nyresvigt og få amputeret fødderne.

Jeg blev indlagt en hel uge. Lægen sendte mig ud på en gåtur op til 14. etage på hospitalet, fordi de ville se, om de kunne få mit blodsukker ned med motion. Det lykkedes. Men dengang var der ikke rigtig noget, der hed type 2-diabetes, så jeg lå på en afdeling, hvor der lå en masse med type 1-diabetes. Jeg passede slet ikke ind.

De første år var det nemt at være restriktiv. Jeg vejede min mad og gik ture og tabte mig ti kilo.  

Det sværeste ved at have diabetes er, at alt det gode er det, man ikke må få. Jeg elsker hvidt brød, flødekager og slik, og det er svært at holde sig fra det. Jeg tror altid, jeg vil have den trang og skal kæmpe med det. Selv om jeg prøver at leve nogenlunde korrekt, så falder jeg i en gang imellem. Sådan er det, når man elsker god mad.

Jeg har også set folk med diabetes, som altid har levet efter en snor, men alligevel får alle mulige følgesygdomme. Så tænker jeg, at der ikke er nogen retfærdighed til.

Jeg har et fint blodtryk og kolesteroltal og har hverken problemer med nyrer, øjne eller fødderne. Men jeg er alligevel altid en lille smule spændt, når jeg skal have fotograferet øjnene eller skal have resultatet af en prøve. Jeg tænker “hvad nu hvis”, men det er nok meget naturligt.

Min læge havde flere gange foreslået, at jeg kom på insulin, men jeg turde bare ikke. Jeg var både bange for at stikke mig, og for at miste kontrollen, hvis jeg kom på insulin.

En dag, da jeg snakkede med en sygeplejerske, jeg kendte, så gav hun mig simpelthen en kanyle og sagde, at nu fik jeg ikke lov at gå, før jeg havde lært at stikke mig selv i låret. Det var slet ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Dagen efter gik jeg til lægen og fik insulin. Det er 18 år siden.

Jeg gør meget ud af at tage skrækken ud af folk, når jeg rådgiver i Diabetesforeningens telefonrådgivning Diabeteslinjen. For mange er det virkelig forfærdeligt at få diabetes, men man kan godt passe på sig selv og leve godt med sin diabetes. Det er jeg da selv et eksempel på. Foto: Claus Bjørn Larsen

I dag er det på mange måder blevet nemmere at leve med diabetes. Der er bedre mulighed for at få varieret kost i stedet for førhen, hvor der var meget, man ikke måtte, og der er langt flere light-produkter.

Jeg kan mærke, jeg har mest energi, hvis blodsukkeret er omkring seks-syv stykker. Men jeg er ikke noget særligt struktureret menneske, så hvis jeg bliver optaget af noget, kan jeg godt glemme at spise. Så er klokken pludselig otte om aftenen, før jeg får aftensmad.

Jeg er ingen motionselsker, men jeg er kommet i gang. Det giver bedre blodsukre, og så har jeg flere kræfter til at få spaden i jorden, når haven skal graves. 

Teksten er skrevet af Michael Korsbæk, og er bragt i medlemsbladet november 2013.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes