MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Fornyelse af kørekort

Det dit eget ansvar at have et gyldigt kørekort. Du vil ikke blive kontaktet af myndighederne, når dit kørekort med begrænset gyldighed udløber.

Helbredskrav

Ny lovændring pr. 1. juli 2017

Kravet om lægeattest ved fornyelse af kørekort, der udløber pga. alder er ændret, og har været omtalt en del i pressen. 

Mange med diabetes tror, at ændringen også gælder dem. Men har man sygdomme, som for eksempel diabetes, skal man følge reglerne, der gælder for de sygdomme. Dvs. at de nye regler ikke gælder for bilister, der i forvejen er underlagt restriktioner på grund af sygdom. Her sker fornyelse ved udløb fortsat med lægeerklæring uanset din alder.

Det vil sige, hvis du har haft en lægeattest med før pga. din diabetes, skal du også have det efter 1. juli 2017.

Læs nyheden

Hvis du skal have fornyet dit kørekort som følge af din diabetes, skal du have lavet en helbredsundersøgelse hos din læge og få en lægeattest.

Du skal selv betale for lægeattesten, men du kan søge om at få dækket udgifterne som merudgift via Servicelovens § 100.

Læs mere om Servicelovens § 100

Når du har fået lægeattesten, skal du henvende dig til borgerservicecenteret i din kommune. Her skal du medbringe:

  • lægeattesten
  • et vellignende billede
  • et gyldigt pas, dåbsattest eller dit gamle kørekort, hvis det er af kreditkorttypen

Da kommunen kan se på lægeattesten, at du har diabetes, skal de tage kontakt til politiet, som skal tage stilling til helbredsmæssige aspekter i forbindelse med kørekort.

Politiet tager kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed i dit område. Deres læger vurderer, hvilke begrænsninger din diabetes kan medføre i forhold til dit kørekort og kommer med en anbefaling til politiet på baggrund af blandt andet helbredsvurderingen fra din læge, bekendtgørelsen om kørekort og Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Hvis politiet mener, at et kørekort ikke kan udstedes eller, at det kun kan udstedes med tidsbegrænsning, sender politiet deres afgørelse direkte til dig. Samtidig vil politiet vejlede dig om dine muligheder for at klage over afgørelsen.

Se sagsgangen hos Styrelsen for Patientsikkerhed

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes