MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Måske var jeg for rapkæftet?"

Hvordan kan en ergoterapeut overtrumfe en læges vurdering af, hvor tit man skal måle blodsukker? Sådan spørger 68-årige Vivi Jacobsen, der har type 2-diabetes og fået tre afslag på at få tilskud til teststrimler.

Maaskevarjegforrapkaeftet

Foto: Claus Bjørn Larsen

Vivi Jacobsen måler blodsukker cirka tre gange om ugen på lægens anbefaling. Hun har type 2-diabetes og er i tabletbehandling. Som tabletbehandlet type 2-diabetiker har man ifølge servicelovens paragraf 112 krav på at få dækket udgifterne til 150 teststrimler om året, hvis ens læge anser jævnlig blodsukkermåling for påkrævet.

Læs temaet om dig og kommunen i medlemsbladet

Artiklen har også været bragt i medlemsbladet i maj 2014, og er en del af bladets tema om dig og kommunen.

Temaet er skrevet af journalist Sara Hartmann Sivertsen.

Læs hele temaet om dig og kommunen i medlemsbladet

Derfor blev Vivi noget overrasket, da hun i sommer fik afslag på at få dækket sine teststrimler til blodsukkerapparatet.  

- Jeg sendte en ny ansøgning og blev kort tid efter ringet op af en sagsbehandler, der sagde, at jeg var strøget af listen, fordi hun ikke mente, at jeg havde brug for teststrimler. Jeg blev vred og kom til at sige noget i retning af: “Flot, at du kan sidde på din flade og vurdere, hvordan mit blodsukker arter sig. Måske var jeg for rapkæftet? Men jeg er ikke typen, der kan holde bøtte, fortæller 68-årige Vivi Jacobsen fra Kolding, der er pensioneret sundhedsplejerske.

OPDATERING!

Senere i 2014 og efter en sag blev afgjort i Ankestyrelsen, valgte kommunen at tage 80 sager op og omgøre beslutningen om at begrænse diabetikeres adgang til testmateriale.

Det skete også på baggrund af møder mellem kommunen og Diabetesforeningens lokalforening i Kolding, som havde rejst sagen overfor kommunen på baggrund af en række henvendelser fra medlemmerne.

Vivi kontaktede sin praktiserende læge, som var meget uforstående over for afslaget. I september skrev lægen derfor et brev til kommunen for at understrege Vivi Jacobsens behov. Brevet fra lægen overbeviste dog ikke kommunen, som i oktober sendte endnu et afslag. 

- Sagsbehandleren, der gav mig afslag, var ergoterapeut. Undskyld mig, men jeg forstår ikke, hvordan en ergoterapeut kan trumfe lægen – og serviceloven? Jeg er målløs, siger Vivi Jacobsen.  

Den her sag har rystet mig

Cirka hver femte af de adspurgte i Diabetesforeningens undersøgelse mener ikke, de får den støtte til merudgifter og hjælpemidler, som de har krav på i forbindelse med diabetes. Her er, hvad de ikke får dækket:

  • 15 % får ikke dækket deres udgifter til teststrimler
  • 55 % får ikke dækket deres udgifter til specialkost
  • 41 % får ikke dækket deres udgifter til juice og druesukker
  • 23 % får ikke dækket deres udgifter til insulin
  • 45 % ved ikke, om de får støtte til de merudgifter og hjælpemidler, som de har krav på
  • Hver tredje synes, det er uoverskueligt at finde ud af, hvilke muligheder der er for at få økonomisk støtte

Kilde: Diabetesforeningens undersøgelse blandt 857 medlemmer.

Bettina Fischer, der er afdelingschef i Kommunikation og Hjælpemidler i Kolding Kommune, må ikke udtale sig om konkrete sager, men hun vil gerne sige, hvordan de normalt håndterer sager om teststrimler:

- Når man har type 2-diabetes, er det meget forskelligt, hvor ofte man bør måle sit blodsukker. Derfor vurderer vi på, om lægen anser jævnlig blodsukkermåling for påkrævet. Det er den praksis, vi følger. Men alle har ret til at klage til Ankestyrelsen. Og hvis det viser sig, at vi har taget fejl, får borgeren selvfølgelig det hjælpemiddel, der er søgt om, siger Bettina Fischer.

Efter tre afslag fra kommunen er Vivis sag kommet til behandling i Ankestyrelsen, og Diabetesforeningen er gået ind i sagen.

- Den her sag har rystet mig – jeg har mistet tiltroen til systemet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive nødt til at involvere Gud og hver mand i en bagatel som mit forbrug af teststrimler. Det er spild af alles tid og fuldstændig til grin. Jeg efterlyser ærlighed. Hvis det her er en spareøvelse – så sig det dog i stedet for at trække tiden ud. Det her er bøvlet og helt unødvendigt, siger Vivi Jacobsen. 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes