BLIV MEDLEM

Brød, kartofler, ris, pasta, m.m.

Brød, kartofler, ris, pasta, bulgur og lignende, er alle eksempler på fødevarer, med et højt indhold af kulhydrater, som påvirker blodsukkeret. Kulhydraterne fra disse fødevarer kommer primært i form af stivelse.

Et diabetesvenligt kostråd er, at vælge kulhydrater af høj kvalitet. Det er blandt andet fuldkornsprodukter, som rugbrød, fuldkornsbrød, fuldkornsris og -pasta. Produkter med fuldkorn har et højere indhold af kostfibre, der mætter godt og giver en langsommere, mere stabil blodsukkerstigning.

Du kan ofte kende disse produkter i butikkerne på Fuldkornslogoet eller Nøglehulsmærket.

Læs også: Tips til indkøb 

Når du spiser brød, kartofler, ris, pasta m.m. er det mængden, du spiser, der har betydning for, hvor meget dit blodsukker stiger. Det gælder både fuldkornsprodukter og ikke-fuldkornsprodukter. Hvis dit blodsukker ofte ligger højt efter et måltid, kan du ved at spise en mindre mængde brød, havregryn og lignende, tage ”toppen af” blodsukkerstigningen efter måltidet.

Læs mere om blodsukkermåling

Hvorfor fuldkorn?

Fuldkorn er godt for mennesker med diabetes, fordi det giver en bedre fordøjelse, en øget mæthed og et stabilt blodsukker i længere tid.

Derudover forebygger fuldkorn sygdomme, fordi de mange gavnlige indholdsstoffer medvirker til at mindske risikoen for type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og nogle former for kræft.

Fuldkorn er hele kerner eller forarbejdede kerner f.eks. malet til mel. Der er altså også tale om fuldkorn, når mel malet på hele korn er brugt. Det afgørende er ikke, om der er hele korn i, men om melet er malet af hele korn.

Læs mere om fuldkorn

Jo mere kulhydrat du spiser til et måltid, jo højere bliver dit blodsukker

Du kan bruge Diabetesforeningens app til Kulhydrattælling, hvis du vil holde styr på hvor mange kulhydrater, der er i din mad og drikke.

Læs mere om kulhydrattælling

Brød

Som tommelfingerregel kan du antage, at 50 % af vægten af brød og boller er kulhydrat – det vil sige, et stykke brød på 50 g indeholder ca. 25 g kulhydrat.

Rugbrød er et godt valg. Brødet har et højt indhold af kostfibre og giver en langsommere stigning i blodsukkeret, end franskbrød og grovbrød.

Fem diabetesvenlige kostråd

  1. Spis færre kulhydrater
  2. Vælg kulhydrater af høj kvalitet
  3. Spis færre ultraforarbejdede fødevarer
  4. Spis flere basisfødevarer
  5. Vælg det sunde fedt

Læs mere: Diabetesvenlige kostråd

Ris, pasta, og lignende

Kogt ris, pasta, bulgur, cous cous, og lignende madvarer indeholder ca. 25 g kulhydrat pr. 100 g.

Du kan vælge fuldkornsvarianter, af både ris, pasta, nudler, cous cous og bulgur – foruden naturlige fuldkornstyper som perlebyg, spelt og knækkede eller hele hvedekerner.

Kartofler

Kartofler indeholder i gennemsnit 17 g kulhydrat pr. 100 g.

Kolde, kogte kartofler har et lidt lavere indhold af kulhydrat, da noget af stivelsen er omdannet til resistent stivelse, der ikke påvirker blodsukkeret.

Det betyder ikke noget for dit blodsukker, medmindre du spiser en meget stor portion kolde, kogte kartofler fremfor varme.

Læs også: Vores diabetesvenlige kostråd

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes