MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Sødestoffer

Til brug i husholdningen kan man købe forskellige sødemidler, som bliver solgt under forskellige produktnavne. Ofte er flere sødestoffer blandet i det enkelte sødemiddel, da de enkeltvis kan have en bitter eftersmag.

Flere sødemidler, f.eks. strøprodukter samt søde- og bagemidler, indeholder også fyldstoffer. Nogle fyldstoffer giver stigning i blodsukkeret f.eks. maltodextrin, hvis de indtages i større mængde, mens fyldstoffer som polydextrose, inulin, oligofruktose og cellulose ikke giver stigning i blodsukkeret.

Se en fyldestgørende produktoversigt over sødemidler

Du kan anvende sødestoffer som hel eller delvis erstatning for sukker. Sødestoffer er tilsætningsstoffer, der alle har et såkaldt E-nummer. I EU-listen kan du se i hvilke mængder og til hvilke produkter, sødestoffer må anvendes.

Sødestoffer kan inddeles i stoffer, der ikke giver stigning i blodsukkeret og stoffer, der giver lidt stigning i blodsukkeret.

De sødestoffer, der ikke påvirker blodsukkeret, er velegnede til personer med diabetes. Det er:

  • Acesulfam K (Sunett®) (E 950)
  • Aspartam (NutraSweet®) (E 951)
  • Cyklamat (E 952)
  • Sakkarin (E 954)
  • Sucralose (E 955)
  • Thaumatin (E 957)
  • Neohesperidin DC (DC=dihydrochalcon) (E 959)
  • Erythritol (E 968)
  • Steviol Glycosid (E 960)

Den anden gruppe af sødestoffer kaldes også sukkeralkoholer eller polyoler. Disse er energigivende, dvs. de omdannes til sukker i kroppen og får blodsukkeret til at stige (dog mindre end almindeligt sukker). Det er f.eks.:

  • Sorbitol (E 420)
  • Maltitol, maltitolsirup (E 965)
  • Isomalt (E 953)
  • Lactitol (E 966)
  • Xylitol (E 967)

Sukkeralkoholer kan give diarré eller andre gener fra mave- og tarmkanalen, hvis du spiser mere end 20-25 g af gangen. 

Hvor meget sødestof må jeg få om dagen?

For alle tilsætningsstoffer godkendt til det Europæiske marked, er der fastsat en grænse for, hvor meget af et givent sødestof man kan indtage om dagen uden sundhedsmæssig risiko (Allowed Daily Intake – ADI).

ADI for de forskellige sødestoffer bliver løbende risikovurderet. Grænseværdierne er, som et forsigtighedsprincip, sat meget lavt – på ca. 10 % af den højeste dosis testet, hvor ingen bivirkninger blev observeret.

For Aspartam (E 951) er denne 4 g/kg kropsvægt, og ADI er sat til 40 mg/kg kropsvægt.
Det vil sige, at en voksen mand på omkring 70 kg skal drikke mere end 7 l light sodavand pr. dag for at komme i nærheden af ADI.

Få mere information om sødestoffet aspartam

Læs mere om aspartam og risikovurderingen på DTU Fødevaresinstituttets hjemmeside

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes