BLIV MEDLEM

Sukker og sødemidler

Sukker er en simpel type kulhydrat, som får dit blodsukker til at stige.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at tilsat sukker højst bør udgøre 10 % af det daglige energiindtag.
Det svarer til:

  • Ca. 30 g sukker, hvis man spiser ca. 5000 kJ / 1.200 kcal om dagen
  • Ca. 40 g sukker, hvis man spiser ca. 7000 kJ / 1.700 kcal om dagen
  • Ca. 50 g sukker, hvis man spiser ca. 8500 kJ / 2.000 kcal om dagen

Sukker findes i forskellige former: Stødt melis (sakkarose), rørsukker, farin, sirup, m.fl. I relation til stigning af blodsukker har det ingen betydning, om du bruger den ene eller anden form for sukker.

Honning, både fast og flydende, sidestilles med sukker. Dvs. man kan spise små mængder af honning i stedet for tilsvarende mængde sukker.

Hvis du spiser sukker, kan du ved at fordele sukkeret over dagen lettere undgå en efterfølgende høj blodsukkerstigning.

Små mængder sukker, svarende til ca. 5 g, har ingen praktisk betydning i forhold til blodsukkerstigning. Fem gram sukker fås f.eks. fra:

  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. honning
  • 2 tsk. sukkerholdig marmelade
  • 2 stk. pålægschokolade

Sukker bidrager udelukkende med kalorier og indeholder hverken vitaminer, mineraler eller kostfibre. Du kan derfor med fordel begrænse dit indtag af sukker, og det kan være det første skridt på vejen til at spise færre kulhydrater.

Læs mere: Diabetesvenlige kostråd

Du kan helt eller delvist erstatte sukker med sødemidler - fortrinsvis dem der ikke giver stigning i blodsukkeret.

Sødemidler

Du kan købe mange forskellige sødemidler, som bliver solgt under forskellige produktnavne. Ofte er flere sødestoffer blandet i det enkelte sødemiddel.

Sødestoffer kan inddeles i stoffer, der ikke giver stigning i blodsukkeret og stoffer kaldet polyoler eller sukkeralkoholer, der giver lidt stigning i blodsukkeret. Sukkeralkoholer er energigivende, dvs. de omdannes til sukker i kroppen, og får blodsukkeret til at stige en smule (dog mindre end sukker).

De sødestoffer, der ikke påvirker blodsukkeret er:

  • Acesulfam K (E 950)
  • Aspartam (E 951)
  • Cyklamat (E 952)
  • Sakkarin (E 954)
  • Sucralose (E 955)
  • Thaumatin (E 957)
  • Neohesperidin DC (DC=dihydrochalcon) (E 959)
  • Erythritol (E 968)
  • Steviol Glycosid (E 960)

De sødestoffer, der påvirker blodsukkeret, er f.eks.

  • Sorbitol (E 420)
  • Maltitol, maltitolsirup (E 965)
  • Isomalt (E 953)
  • Lactitol (E 966)
  • Xylitol (E 967)

Sukkeralkoholer kan give diarré eller andre gener fra mave- og tarmkanalen, hvis du spiser mere end 20-25 g ad gangen.

Hent produktoversigt over sødemidler (pdf)

Hvor meget sødestof må jeg få om dagen?

For alle tilsætningsstoffer godkendt til det europæiske marked, er der fastsat en grænse for, hvor meget af et givent sødestof man kan indtage om dagen uden sundhedsmæssig risiko (Allowed Daily Intake – ADI).

ADI for de forskellige sødestoffer bliver løbende risikovurderet. Grænseværdierne er, som et forsigtighedsprincip, sat meget lavt – på ca. 10 % af den højeste dosis testet, hvor ingen bivirkninger blev observeret.

For Aspartam (E 951) er denne 4 g/kg kropsvægt, og ADI er sat til 40 mg/kg kropsvægt. Det vil sige, at en voksen mand på omkring 70 kg skal drikke mere end 7 l light sodavand pr. dag for at komme i nærheden af ADI for aspartam.

Læs mere: DTU Fødevaresinstituttet om aspartam og risikovurderingen

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes