MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Jeg har holdt børnefødselsdag for mig selv i 20 år

Musikeren Søren Huss er slet ikke så sorgfuld, som publikum som regel gør ham til. Faktisk er han temmelig glad og munter, fortæller han. Dog er det en svær erkendelse for ham, at han har fået type 2-diabetes, som han mener, er "fuldstændig selvforskyldt". Han er begyndt at "nørde" diabetes stille og roligt, har tabt sig og husker, hvad hans afdøde kæreste fortalte ham om at have type 1-diabetes.

Søren Huss afprøver trompeten under lydprøven inden aftenens Fredagsrock på Plænen i Tivoli i København i september 2018. Foto: Nils Meilvang

Søren Huss er på scenen på Plænen i Tivoli. Det er fredag formiddag, og der er lydprøve inden aftenenes Fredagsrock.

Sol, sommer, fred
Det er på tide, vi ta'r afsted
Du og jeg i en bil
Sender livet det bredeste smil

– Anders, beatet er lige på grænsen til at være for højt herovre, siger Søren Huss hen over scenen.

– Jeg skal be’ om lidt mere stryg, kommer det senere.

Med sig på scenen har han både kaffe og smøger, guitar og trompet.

Musikeren og sangeren udgav i 2017 sit succesalbum "Midtlivsvisen" og deltog samme efterår i TV2-programmet "Toppen af Poppen". Her fortolkede han blandt andet Burhan G’s "Mest Ondt" på sin sædvanlige hjerteskærende facon.

Han indledte da også med at sige "nu er det tid til at græde", da han i programmet skulle introducere sin version af nummeret.

Men det er ikke en trist Søren Huss, som Diabetes møder i Tivoli. Han har i interviews fortalt, at han faktisk er en ret glad og munter person, men det er ikke det, vi typisk forbinder med hans melankolske tekster og musik.

Hvem

Søren Huss, 43 år

Musiker, komponist, sanger

1993 Danner rockbandet Saybia

2010 Udgiver sin første soloplade

2017 Udgiver sin tredje soloplade “Midtlivsvisen”, der bliver kåret som årets danske udgivelse i Politiken og Berlingske. Deltager samme år i TV2-programmet “Toppen af Poppen”.

I hele november spiller Søren Huss i mange forskellige kirker landet over på hans Kirketour 2018.

Tjek facebook.com/soerenhuss

At hans kæreste i 2007 døde i en tragisk højresvingsulykke og deres dengang blot toårige datter Ronja kun overlevede ulykken med nød og næppe, er den historie og fortælling, som publikum ofte har i baghovedet, når de lytter til hans sange. Det er Søren Huss meget opmærksom på – og det vil han gerne rykke ved.

– Jeg kan selvfølgelig stadig godt blive ked af det, men jeg sørger ikke mere.

"Der ER en konsekvens"

En anden og ny fortælling om Søren Huss er, at han har fået type 2-diabetes. Den historie er til gengæld mere vanskelig at blive forenet med, synes han.

– Det sværeste er at erkende, at jeg er syg, for jeg kan jo ikke mærke noget: At jeg har fået en livstidsdom – en tilstand, jeg ikke kan løbe fra.

– Jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg fik det at vide. Jeg fik en recept på metformin, som jeg skulle begynde at tage. Det kunne jeg ikke. Jeg havde jo ingen symptomer og kunne ikke tage det seriøst. Jeg kunne ikke finde ud af tage den der pille morgen og aften, så jeg gav stille og roligt op på det.

En del af Søren Huss’ erkendelsesproces er at tale med Diabetes. Han har også meldt sig ind i Diabetesforeningen.

– Det er en del af min proces for at få det forankret i min bevidsthed. Jeg møder mennesker hele tiden, der har sukkersyge, og som har levet med sukkersyge i mange år, og på dem kan jeg se konsekvenserne. De har levet med type 1 eller type 2 i mange år, nogen har manglende føling i benene, et syn, der svigter. Der ER en konsekvens. Det ER en sygdom. Også selv om jeg ikke kan mærke noget.

Og så er diabetes faktisk ikke den eneste kroniske sygdom, Søren Huss har. Han har også psoriasis.

– Lige nu er jeg ikke særlig hårdt ramt, men for nogle år siden måtte jeg gå med handsker og have hænderne indsmurt i en særlig creme. Jeg lever af at bruge mine hænder, men det var sådan, at hvis jeg tog nogle toner, så SPRAK huden mellem fingrene. Det gik i sig selv igen, men kommer jo sikkert igen. Så nu har jeg faktisk to kroniske sygdomme. Sikken en fest!

- Jeg har ikke behandlet min krop ordentligt, men jeg gider ikke være bitter eller skamme mig over det, siger Søren Huss. Foto: Martin Bubandt

"Mad har været mit drug"

Tydeligt er det, at Søren Huss gennem de seneste år har tabt sig. Helt nøjagtigt 17 kilo på fire år fortæller han senere efter lydprøven.

Søren Huss fik konstateret type 2-diabetes for to år siden, men han begyndte at tabe sig inden da.

– Min vægt peakede for fire år siden med 116 kilo. Så fik jeg en personlig træner og begyndte at løbe med ham på stranden. Men efter et år havde jeg meldt afbud så mange gange, at han sagde, "ved du hvad, du kommer aldrig til at være sådan en, der står op hver dag og løber ti kilometer". Neeeej, det gør jeg ikke … og så droppede jeg det.

Som barn og teenager dyrkede Søren Huss meget sport. Han spillede badminton og fodbold flere gange om ugen, men da han stoppede, begyndte han at tage på.

– Jeg har holdt børnefødselsdag for mig selv hver eneste dag i 20 år og bare spist, hvad der passede mig, konstaterer Søren Huss.

Det var ved et rutinetjek hos lægen, at Søren Huss fik at vide, at han havde type 2-diabetes.

– Jeg går til sådan nogle halvanden årlige kropstjek hos lægen. Jeg prøver at gå imod klicheen om manden, der aldrig går til lægen og kører den gode stil. Efter et tjek, hvor jeg havde fået taget blodprøver, blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg havde fået sukkersyge.

Langtidsblodsukkeret lå på omkring 64 mmol/mol (8 %).

– I mit tilfælde er det helt selvforskyldt, at jeg har fået sukkersyge. Min krop kunne simpelthen ikke mere. Jeg har ikke behandlet min krop ordentligt. Men jeg gider ikke være bitter over det, og jeg gider ikke skamme mig over det. Det var nogle fine fødselsdagsfester! Jeg har aldrig været afhængig af pot eller alkohol, men mad har været mit drug. Jeg har spist mange poser slik i mit liv og har ikke kunnet styre det. Den time i 7. klasse om behovsudskyldelse; den var jeg åbenbart ikke til.

"Jeg nørder diabetes"

I modsætning til psoriasis kan man selv gøre noget ved type 2-diabetes, er Søren Huss’ indstilling.

– Min læge er jo bekymret over, at jeg ikke tager min medicin. Og det skal hun også være. Men jeg har truffet det her valg og vil se, hvad jeg selv kan gøre, og hvad det gør ved min krop. Måske er der noget benægtelse i det, men jeg vil hellere tilføje gode vaner frem for at tage medicin.

– Jeg måler heller ikke blodsukker. Det gider jeg ikke.

Til gengæld vil han gerne forsøge at gøre det, han kan. Og se, hvad der sker med hans krop og hans blodsukker. Uden medicin. Fordi han har brug for at gå i én retning for selv at forstå det og gøre noget.

– Jeg finder en eller anden ro i at tænke, at det sgu er, som det er, men at jeg kan gøre noget ved det. Jeg giver mig selv en mulighed for at handle, og skal det lykkes, skal jeg presse hele mit væsen i én retning, så der sker en indkodning af min bevidsthed.

Søren Huss føler, han er godt på vej.

– Jeg er faktisk begyndt at nørde diabetes, siger han begejstret.

Han studerer varedeklarationer og ser, hvilke produkter der ikke indeholder sukker, men alligevel “er sjove for den søde tand”. Og hvilke grøntsager, der er bedst.

– Jeg prøver virkelig at gå ind i det mentalt. Den omstilling er vigtig for mig.

Lige da Søren Huss havde fået diabetes, faldt blodsukkeret rigtig meget.

– Det er jo tankevækkende, for det var på det tidspunkt, at jeg medvirkede i en teaterforestilling (“Bertolt Brecht” på Baggårdsteatret i Svendborg). Jeg var altså nødt til at have en masse struktur i min hverdag, som jeg ellers ikke er så vant til, og det var meget fysisk hårdt. Mit langtidsblodsukker faldt ned til 48 mmol/mol (6,5 %) i den periode. Bagefter steg det så igen. Men det viser jo, at man kan gøre noget.

– Min egen fortælling har også altid været, at jeg er doven, men når jeg kigger tilbage, så er det jo ikke rigtigt. Jeg har lavet fire plader, to teaterforestillinger og givet en milliard koncerter de sidste ti år. Så jeg er ikke doven.

Foto: Nils Meilvang

"Hvidt brød ud af ligningen"

Fortællingen om en overvægtig Søren Huss, der spiser masser af mad og slik, er altså også ved at ændre sig.

– For eksempel beder jeg altid om, at der er masser af frugt, light sodavand og ingen slik backstage. Sådan var det ikke tidligere. Så ved jeg godt, at bandet i smug beder om slik …

Men ændringer tager tid.

– Jeg har ikke løst det endnu. Det kræver selvdisciplin, som ikke ligger supernaturligt for mig – og selvkontrol. Derfor skal alting ikke ændres på én dag. Det fungerer ikke for mig. Jeg er et lystbetonet menneske, men fortællingen ændrer sig. Og det hvide brød og den hvide pasta er taget ud af ligningen.

–  Og det er lækkert, at jeg har tabt mig! Jeg er meget glad for det. Jeg behøver ikke sprede benene mere, når jeg skal binde mine sko, siger han med et glimt i øjet, mens han bøjer sig ned og viser hvordan: Jeg kan faktisk komme helt herned! Det er sådan nogle ting som at komme op fra en sofa, ind i en bil. Det er bare lidt nemmere uden den der kæmpe dunk.

– Men puritaner bliver jeg aldrig. Jeg kommer også til at spise en kage indimellem, hvis der står en VIRKELIG god kage, men jeg spiser ikke slik hver dag.

"Mig og min livsstil"

Slik var som regel en del af den daglige kost tidligere. 

– Jeg kunne jo godt lide at se film sammen i sofaen og spise slik imens.

Kæresten havde året inden sin død fået type 1-diabetes. Det kom pludseligt og voldsomt.

– Hun tabte syv-otte kilo i løbet af en uge. Jeg bad hende om at tage til lægen, jeg kunne jo se hendes ribben, og at noget var helt galt. Til sidst måtte jeg råbe ad hende, at jeg vidste noget var helt galt, så "nu SKAL du til lægen", råbte jeg, og hun røg direkte på intensivafdelingen på Hvidovre hospital.

At hun fik type 1-diabetes, ændrede ikke synderligt ved familiens spisevaner.

– Hun spiste sundt i forvejen og type 1 har jo ikke noget med livsstil at gøre, understreger Søren Huss.

Han har læst på lektien.

Selv om type 1 og 2 er forskellige og Søren overvejer – på opfordring fra Diabetes – at lave en ny sang med titlen "Mig og min livsstil", så kan han alligevel godt bruge, hvad kæresten sagde om at have type 1-diabetes.

– Jeg spurgte hende efter et stykke tid, hvordan det var at have diabetes, og hun sagde, "det er noget, jeg vil være ked af engang imellem resten af mit liv".

– Det var meget klogt sagt. Den formulering gav helt afsindig god mening.

Artiklen er skrevet af Helen H. Heidemann, og er bragt i medlemsbladet november 2018.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes