BLIV MEDLEM

Politisk topmøde: Sammen om livet med diabetes

Er vi på rette kurs med den Nationale Diabeteshandlingsplan? På et politisk topmøde den 16. januar 2020, satte Diabetesforeningen, i samarbejde med forskere og politikere fokus på livet med diabetes.

Overblik over salen ved Diabetesforeningens topmøde på Christiansborg 16. januar 2020

For to år siden blev den Nationale Diabeteshandlingsplan lanceret, men hvor står vi i dag? Hvilke fremskridt er der sket inden for diabetesbehandlingen? Hvilke udfordringer er der? Og hvordan tilrettelægger vi bedst fremtidens behandling?

Det var blot nogle af de spørgsmål vi søgte at få besvaret ved Diabetesforeningens politiske topmøde i Fællessalen på Christiansborg, hvor omkring 100 personer med diabetes, eksperter, behandlere og politikere mødtes for at gøre status over diabeteshandlingsplanen fra 2017.

Handlingsplanen og mange af de initiativer, den har sat i gang, udløber ved udgangen af 2020. På topmødet beskrev Diabetesforeningens formand, Jørgen Andersen, at handlingsplanen har skabt et værdifuldt momentum og at det naturlige næste skridt vil være bindene krav til diabetesbehandlingen forankret i et afsnit på finansloven. Til spørgsmålet om hvorvidt diabetes skulle på finansloven, svarede 3 ud af 4 af de politikere, som deltog i den afsluttende paneldebat, klart ja.

På det politiske topmøde fortalte sundhedsordfører Liselott Blixt (DF), at hun havde samlet opbakning fra et flertal i folketinget, der krævede forhandling med Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med det formål at sikre alle der har et behov får adgang til behandling med sensorbaseret glukosemåling. Flertallet bestod af DF, SF, Venstre, Alternativet og det konservative folkeparti. Dermed så det altså ud til, at flere Års diskussioner om at sikre alle med insulinkrævende diabetes adgang til moderne teknologi til glukosemåling var kommet et skridt nærmere en løsning.
Sidenhen er SF dog sprunget fra, grundet uenighed om tidsfristen, hvorfor der ikke længere er et politisk flertal for initiativet. SF fastholder dog at de stadig bakker op om forslaget og sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen vil fortsat presse sundhedsministeren til at finde en løsning.

Diabetesforeningens barometerundersøgelse "Livet med diabetes 2019" blev ligeledes præsenteret på topmødet. Undersøgelsen er foretaget blandt mere end 9.000 personer med diabetes og det er den mest omfattende undersøgelse lavet på området til dato.

Diabetesforeningen var vært og arrangør af topmødet, som blev sponsoreret af Novo Nordisk med afsæt i en etisk samarbejdsaftale.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes