BLIV MEDLEM

Diabetes er en usynlig sygdom – #sætansigtpådiabetes

Plakat Diabetes er en usynlig sygdom
Denne plakat er trykt i 427 eksemplarer i størrelsen 118,5 x 175 cm og hænger på togstationer og busstoppesteder rundt om i hele landet fra uge 43 – og nogle steder frem til uge 48.

I anledning af Verdens Diabetesdag den 14. november har vi lavet denne plakat, som hænger rundt om på togstationer i hele landet i ugerne 43-48.

På plakaten spørger vi: ”Ligner du en med diabetes?” mens vi viser billeder af seks personer, der har forskellige typer af diabetes.

Vores pointe er: Du kan IKKE ligne en med diabetes.

Vi vil gerne fortælle danskerne, at diabetes kan ramme alle. Og at diabetes er en usynlig sygdom, som fylder 24/7, fordi du med en sygdom som diabetes er din egen behandler størstedelen af tiden. Døgnet rundt skal du sørge for at styre dit blodsukker, enten med insulin, medicin eller mad og motion afhængigt af, hvilken type diabetes, der er tale om.

Vi oplever, at mange med diabetes møder fordomme og misforståelser om det at leve med diabetes, fordi mange tror, at de ved, hvad diabetes er.

Vi håber, at denne plakat og filmene her på siden, kan være med til at give en større forståelse for, hvordan det er at leve med diabetes – både type 1-diabetes, type 2-diabetes, type 1 ½-diabetes (LADA) og graviditetsdiabetes (der findes endnu flere typer af diabetes, bl.a. MODY). 

Mennesker der har fået diabetes, er lige så forskellige, som mennesker der ikke har diabetes. Hvis du møder en, der har fået diabetes, anbefaler vi, at du spørger personen, hvordan det er at leve med – eller om der er noget, du skal vide i den forbindelse.

Hjælp os med at sætte ansigt på diabetes

Frem til Verdens Diabetesdag den 14. november vil vi løbende dele filmene her fra siden på vores sociale medier og opfordre andre, der kender til livet med diabetes  til at være med til at sætte ansigt på diabetes med hashtagget #sætansigtpådiabetes.

Husk, kun at dele oplysninger på sociale medier, som du føler dig komfortabel med, at andre kender. 

Følg med på vores Instagramprofil

Brug #sætansigtpådiabetes under dit eget billede – enten hvis du selv har diabetes, er pårørende eller bare har sympati for diabetessagen. På den måde kan du være med til at sætte fokus på, at diabetes er en sygdom, der kan ramme alle. 

Følg med på vores Facebookside

Vi har udviklet et ’badge’ til dit profilbillede på Facebook, så du kan være med til at sætte fokus på diabetes i denne måned i anledning af Verdens Diabetesdag. Du behøver ikke selv at have diabetes for at sætte vores 'badge' på dit profilbillede. 

Vælg 'opdater profilbillede', 'tilføj ramme', og søg på 'Diabetesforeningen'.

Quiz

Hvad ved du om diabetes? Test din viden, og deltag i lodtrækningen om et gavekort til Sol og Strand på 6.000 kr. 

Test din viden om diabetes

Film – Hvad siger folk, når du fortæller, at du har diabetes?



Film – Da jeg fik diagnosen diabetes



Film – Mette Schelde om at få graviditetsdiabetes



Film – Rebecca Green Cupido om at have type 1 ½-diabetes



Film – Maja Michelsen om at være ung med type 2-diabetes



Film – Jens Jørn Spottag om at leve med type 1-diabetes



Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes