MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Amalie 15 år

Amalie Takeover

Navn: Amalie Overgaard

By: Frederikshavn og Slagelse

Diabetes siden: 2010

Amalie går på Ranum Efterskole College, som er en rejseefterskole

Instagram-konto: @amaliexo_


Takeover onsdag den 16. marts 2016

godmorgen Jeg hedder Amalie, og er 15 år gammel. Jeg bor i Frederikshavn, men til dagligt går jeg på Ranum efterskole College, og jeg glæder mig utrolig meget til at fortælle om hvordan det er at være teenager på efterskole, med diabetes - følg med. Diabetes på efterskole kan være rigtig mange ting, og da jeg startede på skolen for omkring 7 måneder siden, havde jeg ikke en idé om hvor stor en udfordring det egentlig kunne være. Jeg har siden jeg gik i børnehaveklassen gået på den samme skole hjemme i Frederikshavn, og derfor var mine klassekammerater dengang med helt fra starten, de blev på en måde lært op samtidigt med mig. Men da jeg startede her, var der ingen der vidste at jeg havde diabetes, der var ingen der havde set mig stikke og prikke mig. Det var en helt ny verden da folk på min egen alder begyndte at spørge ind til min sygdom, da jeg har været vandt til at min omgangskreds ved hvad det er, og hvordan tingene fungerer. Heldigvis var det en god oplevelse, da folk var enormt søde, og selvfølgelig bare var nysgerrige.❤️ Jeg har altid godt kunne lide at fortælle folk om det, da jeg synes det er en hjælp, og vigtigt at folk ved hvad der er, og hvad det ikke er. Jeg tror at hvis man holder sig tilbage og ikke er åben omkring det, så danner folk sig sit eget billede af hvad diabetes er - og jeg tror sjældent at det er det rigtige billede.#mitlivmeddiabetes

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 16. Mar 2016 kl. 12:22 PDT

 

Som der blev fortalt igår, så er rec ikke en helt almindelig idrætsefterskole, men en rejseefterskole. Dvs at i løbet af året er vi på tre rejser. Jeg var i januar i Oman med 42 andre skønne elever fra skolen, og det var uden tvivl en oplevelse for livet. Men, en månedstid inden vi skulle rejse havde jeg mit første hypoglykæmi anfald, da jeg i en meget lang periode ikke havde passet min diabetes som jeg burde. Jeg blev derfor indlagt på børneafdelingen på Hjørring sygehus med ketoacidose (syreforgiftning) og et HbA1c på 14,8 mmol/L. Det gjorde at skolen sagde, at hvis jeg ikke fik styr på det inden rejsen, blev de nødt til ikke at tage mig med - de mente at det var for stort et ansvar. Hvilken jo er forståeligt, men jeg ved ikke om det bare er mig, men når jeg får nok negative ting afvide med min diabetes, så har jeg heller ikke motivationen eller gejsten til at ændre det. Har nogle af jer det også sådan? Jeg har hele tiden vidst, at den eneste der kunne ændre på det var mig selv. Men efter en lang nok periode med et blodsukker på mellem 15-28 mmol/L hver gang, kan man ikke længere mærke eller se at der er noget galt. Det kunne jeg først da jeg lå i ambulancen - der gik det alligevel op for mig at der var noget galt. Efter 4 dages indlæggelse med søde sygeplejesker og læger der kun var der for at hjælpe mig, havde vi fået nogenlunde styr på det igen, og jeg var klar til at vise lærerne at det ikke var en mulighed at jeg ikke skulle med til Oman. Det lærte mig, at bare man tror på sig selv, og man har nogle mennekser omkring sig til at give en et lille skub, så kan man sagtens få et (næsten) normalt år på efterskole, med diabetes. Og jeg havde den bedste tur til Oman, med flotte blodsukre hele turen igennem #mitlivmeddiabetes / @amaliexo_ ❤️

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 16. Mar 2016 kl. 3:44 PDT

 

Jeg har til sommer haft type 1 diabetes i 6 år, og det betyder selvfølgelig at jeg næsten ikke kan huske hvordan det var ikke at have diabetes, men i de fleste situationer ser jeg det som en god ting - jeg har altid tænkt at noget af det vigtigste som diabetiker er at være positiv, ligemeget hvilken alder man er i. Fordi diabetes har lige så mange gode sider, som den har dårlige sider (dog skal jeg ikke lyve og sige at det ikke ofte kan være udfordrende at holde fast i den tankegang) Ovenfor ser i mine to bedste venner igennem de sidste 3 år. Min pumpe og fjernbetjening og blodsukkermåler dertil. Jeg har lige siden jeg fik de her to været meget mere glad for min diabetes (hvis man kan sige det??), fordi jeg skal ikke stikke mig på samme måde længere. Ja, jeg skal stadig prikke i finger når mit blodsukker skal måles, og ja, den skal skiftes hver 3. dag, men for mig er det ingenting i forhold til dengang hvor jeg skulle sidde med nåle hver gang for at få insulin, og hver aften sidde med en Lantus kl 21. Især på efterskole er det her den største hjælp (!!!), da det efter min mening bare ér nemmere. Pumpen er måske ikke god for alle, men den er ihvertfald det bedste for mig #mitlivmeddiabetes / @amaliexo_ ❤️

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 16. Mar 2016 kl. 8:42 PDT

 

Maden på skolen har aldrig været et problem for mig, da jeg er blevet godt nok rutineret til at kunne kigge på min tallerken ligemeget hvad der er på den, og ca sige hvor mange kulhydrater der er. Selvfølgelig skyder man engangimellem forkert, men så regulerer jeg bare efterfølgende. Det første køkkenet spurgte mig om da jeg startede, var om jeg ikke ville have at de lavede specialkost til mig, ligesom de fx gør til vegetarene og glutenallergikerne. Selvom det noglegange ville være det nemmeste, har mit svar altid været pænt nej tak. Jeg har aldrig kunne lide at føle mig anderledes mht min diabetes, og jeg kan nemt føle mig syg hvis jeg bliver forskelsbehandlet Heldigvis er der altid lækre alternativer hvis jeg en dag har haft lidt for drilske blodsukre, og derfor ikke føler for for mange kulhydrater #mitlivmeddiabetes / @amaliexo_ ❤️

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 16. Mar 2016 kl. 11:22 PDT

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes