MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Lasse 22 år

Lasse Lassesrejsedagbog

Navn: Lasse Juhl Koch

By: Holstebro

Diabetes siden: 2001

Følg Lasse og hans kæreste Rikke, når de backpacker i New Zealand i 1½ måned og Sydøstasien i 4,5 måned

Lasse sender løbende opdateringer til os, som vises på vores Instagram. Find alle opslag under hashtagget #lassesrejsedagbog.


Lasse er ude at rejse fra den 18. december 2016 til den 15. juni 2017

LASSES REJSEDAGBOG – DEL 1 • Som noget helt nyt kan du det næste halve år følge Lasse i LASSES REJSEDAGBOG, når ham og kæresten Rikke backpacker rundt i verden. Lasse vil løbende sende nye billeder og opdateringer, som vi så bringer her på Instagram. I er velkomne til at stille Lasse alle de spørgsmål, I vil, og så vil han besvare dem hurtigst muligt – men han vil ofte være væk fra internettet mange dage ad gange, så væbn dig med tålmodighed. Rigtig god fornøjelse med DEL 1 af LASSES REJSEDAGBOG. • "Hej allesammen! Mit navn er Lasse og jeg er på eventyr! Jeg har knoklet med arbejde hjemme i Danmark i et år for at kunne tjene til at komme på mit livs rejse! Jeg er rejst afsted med min kæreste Rikke, og vores rejseplan er som følger: New Zealand 1,5 måned og derefter Sydøst Asien i 4,5 måned (her skal vi bl.a. til Nepal for at komme op til Basecamp på Mount Everest). Altså 6 måneders rejse med diabetes i Backpacken (: Der har været masser af forberedelser i forhold til mængden af diabetes-grej jeg ville have med, opbevaring af insulin, hvad hvis jeg mister noget, hvis noget går i stykker, og maaasser af andre tanker. Og for at gøre det rigtig kort, så er konklusionen, at jeg har alt, jeg skal bruge med hjemmefra + en ekstra måned. Jeg er dermed ikke afhængig af at købe noget selv på rejsen eller skulle have noget tilsendt. Jeg er pumpebruger forresten. Det er noget fyldigt udstyr, som kræver en del plads. Jeg har de 6 af månederne i min taske, og Rikke har en måned i hendes taske som en backup. Min insulin-løsning består af 24*10mL ampuller, som jeg opbevarer i 3 termokander. Dem har jeg så pyntet lidt for at tage det medicinske af dem og gøre det hele lidt mere afslappet Jeg får dem opbevaret i køleskabe rundt omkring på diverse hostels og personalet er rigtig flinke til at have dem i deres køleskabe, fremfor dem som er tilgængelige for alle(:" • DEL 2 af LASSES REJSEDAGBOG kommer allerede i morgen, og her vil Lasse bl.a. fortælle mere om sig selv, om sin diabetes, og om hvordan han klarede at være inde i en grotte i 5 timer i træk #lassesrejsedagbog

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 3. Jan 2017 kl. 4:09 PST

LASSES REJSEDAGBOG - DEL 2 • "Her kommer lidt mere om mig selv, og hvad jeg vil med den tur her(: Jeg er 21 år gammel og har haft diabetes siden jeg var 5 år gammel. Det har altid været der, og jeg kan knap huske en tid uden. Naturligt som jeg blev ældre og skulle tage mere og mere ansvar fyldte diabetes mere og mere for mig. Jeg havde det rigtig svært ved at acceptere, at jeg havde diabetes og ville hellere skjule det og ignorere det end at passe det. 
Men efter nogle herlige samtaler med en rar dame, fik det mig til at indse, at det hele måske ikke var så skidt igen. Faktisk helt modsat! Jeg fik modet og lysten til hele tiden at udfordre min diabetes! Og hvor er det herligt at gøre det! Jeg har løbet et par maratonløb, og denne rejse er den næste udfordring for mig i min lille "intet kan stoppe mig”-livsstil (-; • Billedet øverst til venstre er fra toppen af en vulkan, hvor blodsukkeret var blevet lidt for lavt(-; • Jeg rejser som sagt med min rejsepartner og dejlige kaereste Rikke(: Hun er bare helt kanon! Hun står altid klar som bord til blodsukkermåling på vores ture, henter en juice eller gør hele pumpeskiftet klar. • På billedet nederst til højre udbryder jeg ”YES!”. Sådan her ser man nemlig ud, når man har været inde i en grotte i 5 timer! Men 5 timer uden pumpe går ikke. Og grotten bød på MASSER af vand, så hvordan skulle jeg lige klare den..? Jeg overvejede at have en pen med mig og give lidt insulin løbende. Men med tanken på at min Minimed 640g pumpe er vandtæt, tænkte jeg, at jeg kunne have den på hele turen. Jeg skrev en mail til Medtronic et par dage før turen, hvorefter de svarede, at jeg kunne putte pumpen i en pose og binde en knude (pumpen måtte helst ikke få for meget vand og sved). Så derfor blev løsningen, at pumpen kom i en "Aqua bag" med en sok i for at tage det værste af vandet, og blev lukket på bedst mulig vis, trods slangen kom ud af den. 
Og det virkede bare helt kanon! Vi fik kage og varm kakao et par gange derinde, og jeg kunne nemt finde pumpen frem og give en anelse insulin. • Det var alt for denne gang! Stay tuned! ☀️" #lassesrejsedagbog

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 4. Jan 2017 kl. 4:31 PST

LASSES REJSEDAGBOG - DEL 3 • "Hej med jer! 'At rejse er at leve' sagde en klog dansk forfatter engang - og hvor er det rigtigt! Jeg nyder at være af sted! Det er bare lige mig! ☀️ Siden sidst er vi kommet til sydøen af New Zealand, hvor der er flere får end mennesker. Vi har haft det rigtig godt, og kan nu stolt sige at både et Skydive OG verdens 3. højeste bungyjump kan krydses af bucketlisten ✔️ Det som generelt har været mest udfordrende på diabetesdelen, men som samtidig gør rejsen unik, er vores utrolig skiftende dage. Her mener jeg ting vi laver, mad vi spiser og tidspunkter vi sover. For det er nyt hele tiden, og det er svært at ramme rigtigt med insulin og bs første gang man prøver noget (det ved I jo alt om selv). Det har krævet en pokkers masse målinger nogle dage. Men ved I hvad, jeg er kommet frem til? Jeg kan nok så fint styre min diabetes ud fra mine efterhånden mange års erfaringer, og så ikke kontrollere det så meget. Så kan man sige, at min diabetes ikke rigtig fylder noget. Men! Faktisk er det, når det fylder mest, altså når jeg måler mig meget og holder god kontrol, at det fylder mindst! Så har jeg det bedst, kan nyde de mange nye oplevelser mest muligt og kan være den glade gut, jeg gerne vil være Billederne er fra vores 15000ft (4,5 km ish) skydive og fra vores 134m bungyjump." • Læs 4. DEL af LASSES REJSEDAGBOG i morgen, hvor Lasse viser, hvordan han opbevarer sin insulin #lassesrejsedagbog

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 1. Feb 2017 kl. 4:45 PST

LASSES REJSEDAGBOG - DEL 4 • "Jeg har gjort mig en anden god erfaring, som jeg vil tage med mig videre på rejsen. Jeg skal lære at være et skridt foran mit diabetes-udstyr. Jeg skulle på tur en tidlig morgen, og ville derfor fylde min pumpeskift-taske op, da jeg havde taget det sidste insulin fra tasken aftenen inden. Men da jeg gik ud til køkkenet for at finde en af mine insulin-termokander blev jeg mødt af kæder og hængelås på døren derind til. Køkkenet åbnede først efter vi skulle afsted. Som sagt havde jeg lige skiftet pumpeindstikket, så der var ikke noget alvorligt i det, men jeg tager det som en advarsel, og har nu altid to insulin-ampuller i tasken. Som I kan se på billedet øverst til venstre opbevarer jeg insulinen i 3 kander, og så er hver ampul polstret med stof og har en snor, så jeg kan få en enkelt op ad kanderne af gangen☺️ Næste update I får bliver fra varme Asien☀️ Den seneste vejrudsigt sagde 30+ grader... Puhadadada #mitlivmeddiabetes PS. Jeg vil lige gøre opmærksom på programmet "Spartan Team Challenge", som snart kommer på @kanal5dk. Jeg er med på holdet "Diabeteswarriors" sammen med de totalt seje @nikolajhaulik @kasperlvinding @snorrerubin @highonlife4ever og @papasorth. Vi kæmper for synlighed og nedbryder fordomme om type 1-diabetes " #lassesrejsedagbog

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 2. Feb 2017 kl. 5:58 PST

LASSES REJSEDAGBOG DEL 5 • "Hej med-diabetikere og andet flotfolk! (: Så har vi været i Asien i noget tid, og der er sket en masse siden sidst! Jeg har fået mit første hedeslag! Eller, faktisk ikke mig, men insulinen! Med de 30+ grader vi har hver dag, så har jeg nu desværre 2 gange oplevet, at mine insulin-ampuller i skiftetasken er blevet for varme. Effekten var gået af dem, og jeg har praktisk talt kunnet tage 3 gange større dosis, for det har kunne ses på mit bs. Så min FRIO kølepose har været fast inventar lige siden i min skiftetaske(: Sprogbarrieren er stor, og folk ligner spørgsmålstegn, når jeg nævner min diabetes. Vi har fået massage et par gange, og når de opdager indstikket på maven, går de helt i stå! Generelt er jeg gået væk fra at forklare om diabetes og hvad en insulinpumpe er og gør til massører, flykontrol og andre nysgerrige (det gør dem bare mere forvirrede). Jeg har valgt at gøre det super simpelt, peger på pumpen eller indstikket og siger "medicin" - så plejer de at have en vis forståelse (: Jeg er siden sidst også løbet tør for min medbragte kasse med druesukker. Ligeledes har jeg også måtte tage mit ekstra-måleapparat i brug, da jeg glemte mit oprindelige i et fly... Dumt! Men her har min skønne mor være rigtig behjælpelig på hjemmefronten! Hun sendte en kasse med druesukker og et nyt måleapparat til mig i Bangkok✉️ Det betød ikke, at vi var fastgjorte i Bangkok, til pakken ankom - vi kunne jo lige så godt udnytte tiden og tog derfor sydpå til en lille ø, tog dykkercertifikat og tog tilbage nordpå og hentede pakken! Praktisk og smart! (: Jeg synes, det giver mig en kæmpe frihed til at rejse væk i lang tid, at vide at hvis jeg mister noget, så kan det altid sendes hjemmefra. #mitlivmeddiabetes" • Læs DEL 6 af LASSES REJSEDAGBOG i morgen, hvor vi skal med Lasse og Rikke ud at dykke ☀️ #lassesrejsedagbog

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 11. Mar 2017 kl. 4:48 PST

LASSES REJSEDAGBOG DEL 6 • "Vi ankom til Thailand som det første efter New Zealand, og tog efter 5 dage i Bangkok til en lille ø kaldet Koh Tao - på Koh Tao kan man nemlig tage dykkercertifikat! Jeg havde inden rejsen planlagt at skulle have det, men blev lidt hylet ud af den, da min egen læge ville ikke give mig en lægeerklæring at tage med, på grund af risikoen ved dykning med diabetes. Men ikke desto mindre havde jeg mod på det! De krævede fra dykkerstedet, at jeg blev forhåndsgodkendt ved en læge, så jeg var et smut forbi en doktor i Bangkok. (her kan man vurdere om et par slag på knæet, lytten til vejrtrækning og en blodtryksmåling sagde så meget om min diabetessituation til at dykke) men jojo, jeg fik et papir med, hvor der stod "Fit for diving", og så var jeg klar! Det skal lige siges, at jeg ikke hovedløst er gået ind til certifikatet. Jeg er klar over risikoerne ved dykning - den øgede aktivitet kan få bs til at falde hurtigt, samt at man ikke vil kunne mærke et lavt bs under vand. Jeg tacklede bs ved at være på forkant hele tiden. Jeg spurgte mine instruktører, hvad dagens plan var - så havde jeg hele tiden mulighed for at ligge med et bs på omkring 10-12, som var mit udgangspunkt inden hvert dyk. Jeg forsøgte dertil at spise mindst mulig kulhydrater til måltiderne, således at min aktive insulin i kroppen var minimal Jeg havde rigeligt med juice, sukker og kiks med på båden, når vi tog afsted på dyk, og tog bare den tid og ro jeg havde brug for, for at have 110% styr på mit bs inden dykkene! Så når alt det diabetes-praktiske var klaret, kunne Rikke og jeg bare nyde lækre Koh Tao med kokosnødder, solnedgange og et par dykkercertifikater, som siger "Advanced Divers" wuuh! OG VI SÅ EN HVALHAJ!!! #mitlivmeddiabetes" • Læs DEL 7 af LASSES REJSEDAGBOG i morgen, hvor turen går til den thailandske jungle #lassesrejsedagbog

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 12. Mar 2017 kl. 5:14 PDT

LASSES REJSEDAGBOG DEL 7 • "Chiang Mai ligger i det nordlige Thailand - og der kan man tage på jungletur!️ 3 dage, 2 nætter i den tætte jungle i Thailand var endnu en ting, vi havde i tankerne hjemmefra. Dog havde jeg været mere nervøs for det end dykkercertifikatet. "Hvad nu hvis"-spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig. Der var så mange ting, jeg syntes der ville kunne gå galt eller blive "farligt" på diabetesdelen. Men men men! Man kan fan*** hvad man vil, og jeg VIL bare have alle rejseoplevelserne med! Gennem de sidste måneder er det jo gået op for mig, hvor få begrænsninger der er ved at rejse og opleve med diabetes. De begrænsninger der er, de er der mest i hovedet. Så kan man se bort fra dem, krydse sine egne grænser, ja, så ligger verden åben! Jeg pakkede min taske med de ting, I kan se på billedet. Småt, men godt. Det var det mest nødvendige (plus lidt snacks) og jeg følte ikke, jeg manglede noget. Vi besøgte først en elefantkamp midt i junglen (Vi har været meget omhyggelige med at være sikre på, at de behandlede elefanterne godt, inden vi bookede turen). Her blev vi mødt af 5 glade elefanter, som vi fodrede med sukkerroer og badede med senere. Resten af turen vandrede vi og sov i junglen. Vi var ude at jage med slangebøsser dag og nat. Vi skød et flyve-egern om natten!!... eller, guiden gjorde i hvert fald som vi så senere smagte! Ligeledes fik vi smagt frøer, malle-fisk og kokoslarver ️ Alt i alt en skøn tur og endnu en sejrsoplevelse på diabetesfronten! Glæder mig til at opdatere jer igen! #mitlivmeddiabetes" #lassesrejsedagbog

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 13. Mar 2017 kl. 6:14 PDT

LASSES REJSEDAGBOG – DEL 8 • ”Hej med jer! Lang tid siden sidst! Håber I har det godt alle sammen Jeg har det rigtig godt! Og jeg har en fantastisk følelse i maven! For for et par dage siden var jeg på Mt. Everest basecamp! Nu skal I høre, hvordan det gik til! Vi havde hjemmefra købt dette trek, og havde dælme glædet os meget! Vi vidste på forhånd at det ville blive en hård omgang og at vi skulle gå 12 dage (8 op, 4 ned). I alt omkring 140km. Så jeg havde gode muligheder for at forberede mig på diabetes-delen! Jeg havde pakket pumpegrej til en måned og insulin til en måned. Vi skulle ikke bære vores egen bagage på turen, det har man en 'sherpa' til, som er nogle kanon seje unge fyre!! De ser ikke ud af meget - men de har hver 30-40kg på ryggen og løber næsten op af bjergene! Så jeg havde kun en mindre rygsæk på ryggen. Deri havde jeg alt min insulin, pumpegrej så jeg kunne lave et skift eller 2, en insulin pen, nok sukker i form af druesukker, cola og snacks. (Og selvfølgelig andet praktisk som vand, regntøj og sådan). Jeg valgte fra start af at fortælle gruppen om min diabetes. Vi skulle ved første møde lige fortælle vores navn og land. Og i den forbindelse følte jeg det helt naturligt at sige at jeg havde diabetes. Gruppen var helt fantastisk. Flere af dem spurgte også løbende ind til det hele, og hvor er det kanon at kunne informere andre hvor meget diabetikere kan, når de tror, vi er sat lidt i nogle bokse og har mange grænser! ” • Følg med i DEL 9 af LASSES REJSEDAGBOG i morgen, når Lasse fortæller om den hårde tur op, og om hvad han spiste for at holde styr på blodsukkeret

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 16. Maj 2017 kl. 4:21 PDT

LASSES REJSEDAGBOG – DEL 9 • ”Det gik rigtig fint med at styre blodsukkeret. Jeg havde forberedt mig på den ekstra motion med at skrue min basal insulin ned på 70-80% i løbet af gåturene og timerne efter. Jeg spiste gratis vingummier og kiks på turen. Forstået som at jeg ikke tog insulin, men det blev taget af basalen. Det holdte mig rigtig stabilt. Jeg fandt hurtigt en god rytme og rutine med dagene. Jeg spiste det samme til morgenmad, 2 æg og havregrød, hvilket gav mig god energi, +jeg skulle ikke til at gætte mig til mængden af insulin hver dag. Jeg tog det samme og det fungerede bare! (Og så er det skægt, hvordan nogen af de andre fra gruppen sleeet ikke kan forstå, hvordan man kan putte salt på havregrøden.. og generelt mad.. men altså.. man er vel dansker) Som vi kom op i højden blev det hårdere og hårdere i takt med, at luften blev tyndere. Her begynder mit blodsukker at svinge lidt mere. Jeg tror, det er fordi, der sker så meget. Der er mange ting, man skal tage stilling til, og så glemmer jeg måske en gang eller to at få taget insulin til måltiderne. Men kunne jeg så stadig præstere at holde modet oppe med lidt sving i BS og nogle hårde gåture, hvor vi begyndte at hive efter vejret?” • Følg med i DEL 10 af LASSES REJSEDAGBOG i morgen, hvor vi skal se om Lasse og Rikke klarede turen

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 17. Maj 2017 kl. 5:03 PDT

LASSES REJSEDAGBOG – DEL 10 • ”Svaret er JA! For på trods af at Everest Base Camp-trekket siges at være en af de hårdeste i verden, så er det bare SÅ FLOT! Man går rundt i et utroligt storslået og imponerende bjerglandskab! Og man véd bare, at bag hver lille top man passerer, så venter der en ny unik udsigt Vi ankom på 8. dagen til Everest Base Camp! Trætheden er på det tidspunkt enorm, men det glemmer vi alle fuldstændig i den rush af glæde over, at vi alle klarede den! Folk havde været syge af den ene og anden grund på turen op. Så at stå på EBC og se alle de mange farvede telte fik smilet frem ved alle Og også ved mig! Endnu engang fik jeg udfordret mig selv og min diabetes! Alt kan lykkes - det kræver måske lidt forberedelse og sådan - men i sidste ende giver det bare de mest fantastiske oplevelser #mitlivmeddiabetes”

Et opslag delt af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 18. Maj 2017 kl. 5:07 PDT

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes