MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Rikke 20 år

Rikke TakeoverNavn: Rikke Thybæk Hansen

By: København

Diabetes siden: 2005

Kom med Rikke en tur på Langelandsfestivalen 2016

Instagram-konto: @thybaek.copenhagen

 


Takeover onsdag den 27. juli til fredag den 29. juli 2016

Hej alle! Jeg har glædet mig meget til at være #takeover for et par dage. Jeg er på langelandsfestival, hvor jeg har arbejdet i en bar hele natten - derfor første opslag kl 12 Her et stemningsbillede af nogle lidt beskidte fusser... I de tidligere opslag har jeg læst en del om diabetes-tatoveringer: Sådan en ejer jeg ikke, men der står hakuna matata på min ankel for at minde mig om, at selv om man kan gå hårde tider i møde, hvor diabetes (el. andet) ikke er ens bedste ven, så må man ikke lade det slå en ud. Og hvordan klarer man sig så lige på en festival med sene dage, alkohol, festivalmad mm? Det har jeg ikke altid turde. Har været meget nervøs for, om man kunne klare sig derude: Men venner - det kan man!!! Meget mere om det i de efterfølgende opslag. Vi ses! //thybaeksen #mitlivmeddiabetes #festival #beskidtefødderjatak #højthumør #dukanhvadduvil

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 27. Jul 2016 kl. 2:52 PDT

 

 

Jeg fik konstateret diabetes som 8-årig, og på trods af en mor og far der tog sig vanvittigt godt af mig og min diabetes, har jeg altid frygtet lavt blodsukker. Især når jeg skulle væk hjemmefra. For to år siden rejste jeg for første gang nogensinde uden for Europa - jeg skulle på studietur til Indien. Aldrig har jeg været så nervøs: kunne man skaffe insulin i sådan et land? Ville de konfiskere noget af min medicin i lufthavnene? Hvad hvis maden ikke var "god" nok? Ikke nok med dét, var det også første gang jeg var afsted uden mor/far. Jeg var rædselsslagen for min sukkersyge, og jeg var grædefærdig dagen før vi rejste. Selvfølgelig gik alt godt, og jeg havde en fantastisk tur. Jeg har udviklet mig meget på de to år og arbejdet hårdt med frygten for lave blodsukre, og frygten for hvordan varme, anderledes mad og en ulig hverdag kan påvirke mit blodsukker - både op og ned. Jeg har siden været en hel måned på hospitalspraktik i Afrika (se med her @thybaeksen) hvor vilkårene og mulighederne for mig var endnu værre end i Indien - men jeg turde. Jeg har efterfølgende været på festivaler, rejser og oplevelser, som jeg aldrig har turde at gøre med min diabetes førhen. #mitlivmeddiabetes #dukanhvadduvil

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 27. Jul 2016 kl. 7:50 PDT

 

 

Er i Rudkøbing, hvor dette gamle apotek er at finde. Det er meget sjovt at se og tænke over, hvordan medicin og sygdomme blev tacklet i gamle dage. Jeg møder ofte folk, som stadig har et meget gammeldags - og misforstået, hvis I spørger mig - syn på diabetes. Fx får jeg tit den her: "Jamen så må du jo slet ikke spise sukker???" - i princippet må jeg ikke spise en skive rugbrød, for det er der også kulhydrater i. Da min mor var barn (som i øvrigt også har diabetes), skulle hun spise en portionsbestemt skål havregrød med - hold fast - spegepølse på. Fordi hun SKULLE have en bestemt mængde kulhydrater, kostfibre og proteiner, ellers passede det ikke til den insulin, hun fik. Men der er sket så meget siden! Der er meget forskellig medicin og redskaber, som hjælper os til at leve 'et helt normalt liv'. Så vil I ikke godt være søde at lukke ørene for folk, som ikke kender til sygdommen, og så vide med jer selv, at det ER muligt at spise en stor, fed flødeskumskage eller fyre en stor pose bland-selv-slik ned engang imellem? Det er ikke sundt - ikke for nogen! Men muligheden er der, uden at I skal have dårlig samvittighed (i hvert fald ikke for sukkersygen) - så nyd de gode øjeblikke ❤️ #mitlivmeddiabetes #type1 #gamledage #sukkerellerej #dukanhvadduvil

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 28. Jul 2016 kl. 2:23 PDT

 

Det her er min bedste ven. Han er en af dem jeg deler mine tanker, bekymringer m.m. med. Det her indlæg bliver ekstra personligt. Jeg bliver fulgt på Steno, og kunne ikke være mere tilfreds. Jeg var et andet sted fra jeg var 8-17, og de behandlede mig helt forkert... Ikke medicins-mæssigt, men psykisk. Jeg var ude for nogle ting som teenager, som gjorde at min diabetes blev nedprioriteret lidt for meget. Jeg blev sat ud af kurs og havde nogle hårde år med meget høje langtidsblodsukre og perioder næsten helt uden blodsukkermålinger. Når jeg så kom på mit behandlingssted og havde brug for støtte, fik jeg blot en løftet pegefinger, en mavepuster og en prædiken om, hvad der ville ske af dårlige ting med min krop. For andre har det garanteret været lige dét, der har gjort, at de "tog sig sammen". Men for mig betød det, at jeg i en meget ung, uvidende alder fik den opfattelse, at nu var det hele allerede sket, så det kunne da bare være lige meget. Derefter har jeg ind til sidste år haft det så dårligt med at tage til kontrol, at jeg har brugt flere dage både før og efter besøg på at græde - uden nogen konkret grund. Det sker stadig, at jeg helt ukontrolleret begynder at græde lige så stille, når jeg snakker med min sygeplejerske - men hun er så fantastisk. Vi har en aftale om, at vi bare lader det ske, fordi for mig er det en naturlig reaktion. Og det er blevet så meget bedre, efter at jeg generelt snakker mere åbent om min diabetes. Min pointe er, at det er så super vigtigt at få snakket med nogle om sin sukkersyge, som man føler sig tryg og fortrolig ved. Det behøver ikke være en sygeplejerske, det kan også være en god ven, en lærer, et familiemedlem eller noget helt andet. Og så er det okay, at have dårlige dage! For man skal nok nå solskins-siden også. Det er derfor jeg har min bedste ven med på festival! #mitlivmeddiabetes #type1 #dukanhvadduvil

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 29. Jul 2016 kl. 1:22 PDT

 

Har haft en lidt hård morgen i dag, fordi jeg ikke fik nok insulin i nat - og når man sover længe på højt blodsukker, så bliver dagen bare skæv. Så nu står den på masser kvalitetstid med denne fine lille sag. Hvordan opbevarer man sin medicin på festival? Hvor meget har man med? Når jeg skal være væk hjemmefra en uge, så plejer jeg at beregne den mængde insulin, jeg skal have (+20 enheder pr. dag så der i hvert fald er plads til lidt af hvert), og så tager jeg simpelthen 3 ekstra penne med af hver for at være på den sikre side. De fylder ikke særlig meget, så dem har jeg altid på mig i min bæltetaske på festivalen. Så ved jeg hvor de er, og har dem på mig hvis jeg pludselig står i en situation, hvor den nuværende pen ikke duer. Det har aldrig været noget problem for mig. Da jeg var i Afrika, var jeg mere udfordret, da det for det første var en hel måned, og for det andet virkede køleskabet meget sporadisk. Men det er intet problem på festival! ❤️ #mitlivmeddiabetes #højtblodsukker #insulinminbedsteven #festival

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 29. Jul 2016 kl. 4:22 PDT

 

Mange i min familie har diabetes, derfor har det aldrig faldet mig ind at opsøge andre diabetikere, indtil et tidspunkt da jeg var teenager og synes det hele var allermest svært, og ikke rigtig orkede at snakke med min familie om det. Så fandt jeg ud af, at der var mange diabetikere på Instagram - og jeg fandt bl.a. denne: @diabeticproblems Det er en side, der laver fis med en diabetikers hverdagsproblemer. Jeg elsker det! Det er sort humor, men det gav mig en følelse af, at det ikke kun var mig, der ikke altid havde helt styr på min sukkersyge. Og det var altså LIGE hvad jeg havde brug for. Det giver mig altid et godt grin, det løfter det hele, hvis det er tungt - og det er humor som ingen andre forstår Det vil jeg gerne dele med jer - der findes også mange andre, prøv at søge hashtags som #diabeticproblems ❤️ #mitlivmeddiabetes #humorervigtigt

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 29. Jul 2016 kl. 8:01 PDT

 

Da jeg var helt ung, blev jeg præsenteret for alt det, jeg "ikke kunne" eller "ikke måtte". Jeg kunne blive blind, miste følelsen i mine fødder, kunne ikke passe et ordentligt job, så jeg måtte hellere droppe drømmen om at blive sygeplejerske. Jeg ville ikke få kørekort, og jeg ville garanteret heller ikke kunne klare gymnasiet. Graviditet var heller ikke muligt. Alt dette fordi jeg havde højt langtidsblodsukker. Selvfølgelig skal man tage følgesygdomme m.m. alvorligt, det er slet ikke det jeg siger. Jeg siger bare, at støtte og opbakning er vigtigere end alt andet uanset helbredssituation. I dag har jeg kørekort, gymnasiel uddannelse i ryggen og læser til sygeplejerske. Jeg skal også nok få de børn, jeg gerne vil. Mit helbred er i tip-top, og jeg takker virkelig de mennesker, der står ved min side. Uden dem var det ikke gået mig så godt. Og nu er jeg på festival uden frygt for min diabetes. NYD LIVET TAK! ☀️ #tropådigselv #dukanhvadduvil #mitlivmeddiabetes

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 29. Jul 2016 kl. 8:12 PDT

 

 

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes