MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Silke 21 år

Silke TakeoverNavn: Silke Lund-Birch

By: København

Diabetes siden: 1996

Silke studerer Statskundskab på Københavns Universitet, og så har hun tidligere været elitegymnast, hvor hun vandt DM

Instagram-konto: @silkelund_birch


Takeover onsdag den 27. april 2016

Godmorgen ☺ Mit navn er Silke (@silkelund_birch), jeg er 21 år og har fået æren af at vise jer #mitlivmeddiabetes i dag. Jeg har haft type 1 diabetes, siden jeg var 11 måneder gammel, hvilket jeg faktisk ser som en fordel (når nu det skulle være). Min diabetes er en del af, hvem jeg er, og er en følgesvend jeg fra, jeg var helt lille, har accepteret at leve med og gør mit bedste for altid at vende til noget positivt! Til hverdag bor jeg sammen med min skønne kæreste, læser statskundskab på Københavns Universitet på 2. semester, og så træner jeg teamgym (en blanding af springgymnastik og rytme) – i dag på et noget lavere niveau, end jeg har gjort tidligere – men det vender jeg tilbage til senere ☺ Jeg glæder mig til at vise jer lidt af min hverdag og håber, I vil finde det interessant! Hvis I har nogle spørgsmål, er I mere end velkomne til at fyre løs, enten her eller på min egen profil #mitlivmeddiabetes #diabetesdk #ungmeddiabetes #ungmeddiabetes1 #type1diabetes

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 26. Apr 2016 kl. 11:30 PDT

 

Da jeg ikke var mere end 11 måneder, da jeg fik konstateret diabetes, giver det sig selv, at min families og i særdeleshed mine forældres (og senere også papforældres) engagement, deltagelse og støtte har været alfa omega, specielt de første år af mit liv! At de styrede min sygdom og af den grund måtte sætte sig ind i den, som var det dem selv, der havde den, har gjort, at vi altid har kunnet snakke meget åbent om min diabetes- både når det går godt, men også når det kunne gå bedre… Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min diabetes i perioder har været hård ved både mine forældre og mine søskende (især min storebror), og jeg er dem derfor evigt taknemmelig for, at de på trods af det stadig altid er her for mig! ❤ Grunden til, at jeg ser det som en fordel, at jeg fik diabetes, da jeg var så lille, er, at det derfor altid har været en del af min hverdag, og at jeg aldrig har prøvet andet.. Jeg forstår godt, at det kan være svært pludselig at skulle lægge sit liv fuldstændig om fra den ene dag til den anden (hvilket jeg for resten ikke mener, at man behøver, men jeg kan forestille mig, at det er sådan, det føles), men jeg har heldigvis aldrig stået i den situation. Det er nok også det, der gør, at jeg er af den holdning, at man, når man har diabetes, kun er så syg, som man selv vælger at være☺ Forstået på den måde, at hvis man ikke ser diabetes som en decideret sygdom, men bare en del af livet, så føler man sig altså heller ikke syg i hverdagen!! Og så må man ikke glemme, at der er mange andre sygdomme, der er langt sværere at leve med.. ✌ #mitlivmeddiabetes #diabetesdk #ungmeddiabetes #diabetestype1

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 27. Apr 2016 kl. 2:15 PDT

 

Jeg begyndte til mor-barn gymnastik, som så mange andre, da jeg var et par år gammel, og har så tilbragt utrolig meget tid i gymnastikhaller lige siden. Da jeg var omkring 6 år, deltog jeg i min første konkurrence (DM, 1. runde), hvilket blev den første af mange i årenes løb☺ At ville være blandt de bedste er hårdt arbejde, og derfor betød det også minimum 3 gange træning om ugen af mellem 2 og 5 timers varighed Jeg har faktisk aldrig haft de helt store problemer med mine blodsukre ift. min træning. Da jeg trænede så meget, var det også ren rutine, hvordan jeg sikrede mig at holde blodsukkeret fornuftigt. Som regel foregik det med regulering af blodsukker og mad ca. en time, inden jeg tog af sted til træning, og da det kunne ske, at jeg blev lav under træningen, havde jeg altid en rugbrødsmad med pålægschokolade med i tasken En sjælden gang imellem har jeg måttet stoppe før tid, fordi mit blodsukker ikke kunne følge med – det har jeg altid haft svært ved at acceptere, og det har somme tider gjort mig yderst frustreret!! Men der er jo i sidste ende ikke så meget at gøre ved det☺ Det sværeste har klart været at holde blodsukkeret nogenlunde fornuftigt på konkurrencedagene, hvor man nemt kommer til at gå halve og hele dage nærmest uden at være forbundet til pumpen – mere om det i et senere opslag, hvor jeg skriver lidt om min pumpe For nogle år siden tog jeg, af mange forskellige årsager (hvor min diabetes nok var en af de få ting, der ikke spillede ind), den svære beslutning at stoppe med gymnastikken, da jeg ikke længere kunne finde motivationen eller glæden ved det… I sommer besluttede jeg dog, at det var på tide at starte igen, og jeg træner i dag på et skønt hold i Rødovre, og målet er at være tilbage i konkurrence fra næste sæson Og vigtigst af alt, så er glæden ved gymnastikken og pålægschokolademaden i tasken tilbage

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 27. Apr 2016 kl. 5:24 PDT

 

Jeg har haft insulinpumpe, siden jeg var ca. 10 år gammel, dvs. lige omkring 11 år nu ☺ Jeg er super glad for den og har været det siden dag 1!! Den gjorde egentlig ikke den store forskel reguleringsmæssigt – jeg lå med nogenlunde samme langtidsblodsukker, som da jeg var på pen, men den gjorde min hverdag så meget nemmere! Hvor jeg tidligere følte, at jeg skulle spise efter den insulin, jeg fik (og jeg som lille pige i de små klasser ind imellem måtte blive inde i frikvarterne for at nå at spise for ikke at blive lav), kunne jeg pludselig begynde at tage insulin efter, hvad jeg spiste (eller ikke spiste) – og det er skønt!! Især nu hvor jeg er startet på universitetet, og dagene er meget anderledes end i folkeskolen og gymnasiet, hvor de fleste dage trods alt ligner hinanden forholdsvis meget, er jeg blevet ekstra EKSTRA glad for min pumpe. Der er stor forskel på, hvor meget og hvornår jeg tager insulin, når jeg den ene dag kan have undervisning og være i gang fra 8 til 17/18-stykker, mens jeg den næste dag har skemafri og sover til kl. 10 – og det tror jeg ikke, jeg ville kunne klare så godt, som jeg gør, hvis ikke det var for pumpen Som tidligere nævnt har den eneste rigtige ulempe ved pumpen været til konkurrencer, hvor den desværre ikke er så forendelig med gymnastikdragter, utalige prøvespring og små pauser i mellem disciplinerne, for ikke at nævne den generelle nervøsitet! Problemet ligger i, at jeg med pumpen kun får hurtigvirkende insulin, og derfor ryger blodsukkeret rimelig hurtigt op, når man ikke har den på.. Jeg fandt aldrig rigtig en fornuftig løsning på dette, og accepterede derfor blot, at mit blodsukker lå en anelse for højt på konkurrencedagene – og så var det første jeg gjorde, når vi var færdige, at få pumpen på og tage et ordentligt skud insulin, så jeg hurtigst muligt fik et normalt blodsukker igen☺ P.s.: hvis man ikke kan se det/ved det, så er det pumpen jeg har i den sorte taske på maven på billedet☺️ #mitlivmeddiabetes #diabetesdk #ungmeddiabetes #diabetestype1

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 27. Apr 2016 kl. 7:33 PDT

 

Min kæreste og venner betyder selvfølgelig utrolig meget for mig, af mange grunde – men ikke mindst fordi de ikke ser mig som anderledes pga. min diabetes! ❤ I hverdagen betyder det absolut ingenting, og jeg har ofte venner, der udbryder ”gud ja, du har jo også sukkersyge”, når jeg tager mit blodsukkerapparat eller min pumpe frem.. Og det er lige sådan, jeg gerne vil have det Jeg har altid været meget åben omkring min diabetes - det synes jeg er mest fair, både over for mig selv og alle andre! Når jeg møder nye mennesker, nævner jeg det forholdsvis hurtigt (alt efter, hvornår det lige passer ind selvfølgelig), og siger, at jeg selv har styr på det, og at det ikke kommer til at betyde noget, men at nu ved de det – og det plejer at fungerer rigtig fint! Så er både de og jeg selv mere tryg, fordi de ved det og ved, hvad det handler om, hvis jeg en dag skulle gå hen og få det dårligt, samtidig skal jeg ikke bekymre mig om, om nogen ser mig stikke mig i fingeren eller så noget.. Nogle venner har jeg aldrig snakket mere med om det, end den dag jeg har nævnt det, andre kommer før eller siden og spørger om ting, de har tænkt over, siden jeg fortalte det. Der er derfor nogle spørgsmål, jeg har fået meget ofte, som fx ”Må du så godt spise det og det?”, ”hvor tit skal du stikke dig i fingeren?” osv. Det kan da godt være lidt kedeligt at svare på de samme spørgsmål igen og igen, men de spørger jo, fordi de bekymrer og interesserer sig for mig, og fordi de ikke har hørt svaret før, og det skal man bare lige huske på Min kæreste fik at vide, at jeg har diabetes den første dag, vi mødte hinanden, og det har aldrig været et problem, og det påvirker på ingen måde vores hverdag sammen☺ Han spørger selvfølgelig ind til det ind imellem og hjælper mig med at få nogle kulhydrater i kroppen, hvis mit blodsukker er meget lavt – imponerende nok kan han ofte mærke på mig, når jeg er lav, før jeg selv kan! ❤

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 27. Apr 2016 kl. 9:22 PDT

 

Jeg må indrømme, at jeg også nogen gange bare synes, at alt det her diabeteshalløj er super nedern og mega uretfærdigt!! Som når man skal forny sit kørekort og dermed betale 500 kr. for en lægeerklæring (som jeg gjorde i går ) hver 3. eller 5. år, eller når man føler, man har gjort alt, hvad der er i ens magt, og alligevel er ens langtidsblodsukker steget siden sidst… På sådanne tidspunkter hvor man mest af alt har lyst til at opgive det hele, husker jeg mig selv på, hvad jeg har opnået inden for min sport og med mit studie – disse ting er for mig beviser på, at jeg kan, hvad jeg vil, hvis jeg bare kæmper for det – på samme måde som alle andre #mitlivmeddiabetes #diabetesdk #ungmeddiabetes #diabetestype1

Et billede slået op af Diabetesforeningen (@diabetesforeningen) den 27. Apr 2016 kl. 11:08 PDT

 

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes