Squashbrød med hvide bønner

Bag med fuldkorn

Fuldkornsmel er mel lavet på det hele korn, og ikke kun frøhviden. Fuldkornsmel har derfor et højere indhold af kostfibre, mineraler og vitaminer end almindeligt fint hvedemel. Vi guider dig til fuldkornsbagning og byder på lækre opskrifter.

Til dig, der gerne vil bage dit eget brød og andet bagværk, har vi her samlet en håndfuld tips til at få mere fuldkorn ind i dine opskrifter. Nederst på siden finder du også udvalgte opskrifter med fuldkorn.

Fuldkornsmel indeholder mange kostfibre sammenlignet med almindeligt mel. Kostfibre har flere positive effekter, bl.a. kan de medvirke til at sænke blodets indhold af kolesterol, og hjælpe med at stabilisere blodsukkeret efter et måltid, så det ikke stiger så hurtigt og bliver så højt.

Læs mere om fuldkorn og kostfibre her

Godt at vide, når du bager med fuldkorn

  • For at blive betegnet som fuldkornsbrød er tommelfingerregelen, at mindst halvdelen af melmængden er fuldkornsmel eller kerner.
  • Det kan være forskelligt fra gang til gang, hvor meget mel du skal bruge, da melets indhold af fugt varierer.
  • Fuldkornsmel er længere tid om at optage væsken i dejen end almindeligt hvedemel. Det er derfor vigtigt kun lige at tilsætte den nødvendige mængde af mel, så dejen kan æltes.
  • Når du bager med fuldkorn, vil du opleve, at dejen bliver lidt tungere.

Længere æltning giver det bedste brød

  • Dejen skal æltes godt igennem for at få lækkert og luftigt brød eller boller. Du kan ælte dejen med hænderne eller på maskine.
  • Hvis du ælter i hånden, skal du ælte i ca. 8-10 minutter, mens røremaskinen kan klare det på kortere tid.
  • Dejen skal altid være en smule klistret, da for meget mel giver tørt brød.

Hævning

  • Dejen hæver hurtigst ved stuetemperatur. Dæk skålen med f.eks. plastfilm, en tallerken eller et viskestykke, så overfladen ikke tørrer ud.
  • Dejen skal hæve til dobbelt størrelse, hvilket for de fleste grove gærdeje svarer til 45-60 min. ved stuetemperatur i første hævning.
  • Hvis du tilsætter sukker til dejen, hæver den lidt hurtigere. Gærcellerne forbruger 2 % sukker i forhold til melmængden. Det svarer til ca. 1 spsk. sukker til 700 g mel. Hvis du ikke tilsætter sukker, skal du forlænge hævetiden med ca. 15 min.
  • Koldhævning er også en god metode til hævning af grove deje. Alle ingredienser skal være kolde, og du skal kun bruge halvt så meget gær. Ofte kan du reducere gærmængden endnu mere.
  • Ved koldhævning hæver dejen typisk i mindst 6 timer, evt. natten over i køleskab. Tag dejen ud, og lad den stå ved stuetemperatur 1-2 timer, inden du bager den. Du kan forme den kolde dej og derefter lade den efterhæve ved stuetemperatur.

Formning

Du kan bruge kartoffelmel eller majsstivelse, når du skal forme brødet. Så undgår du at tilsætte ekstra mel, der gør brødet mere tørt. Alternativt kan du gøre dine hænder våde eller gnide en smule olie på håndfladerne.

Grovboller

Nedenfor finder du fem udvalgte bageopskrifter med fuldkorn.

image-text
Fuldkorn – der frister

Kogebog: Fuldkorn, der frister

I Diabetesforeningens netbutik kan du købe kogebøger, som vi sender hjem til dig.

Medlemspris: 49 kr.
Pris ikke-medlemmer: 69 kr.