Page 28

Diabetes_maj_2017

| TEMA | GADGETS GØR DET SJOVT Motionsur med skridttæller og GPS-tracker, apps til mobilen og alle mulige andre teknologiske gadgets kan være med til at gøre det sjovere at være sund og højne motivationen for at gøre det lidt bedre næste gang. Hvad bruger du? Diabetes har fået nogle bud. Tekst: Helge Coroli Frandsen | 28 | Diabetes nr. 2 2017 Lidt bedre næste gang Poul Harkjær, 62 år, efterlønner, har type 2-diabetes, bor i Favrskov. Bruger TomTom motionsur, der viser tid og distance. “Jeg kan godt lide at have noget statistik ved hånden, så jeg kan holde kadencen. Hvis man har lidt svært ved at komme i gang med at røre sig, kan det her få én i gang. Vi er en fire-fem stykker, der går sammen to-tre gange om ugen. Jeg har alle ruter, vi har gået det seneste halvandet år, og det giver en stor selvtilfredsstillelse og bedre velvære at kunne se den positive udvikling, jeg har været igennem. Da jeg startede, havde jeg sved på ryggen, bare jeg gik fem kilometer. Det har jeg ikke nu. Motionsuret er ikke alt, men sammen med mine gå-makkere er det med til at give motivation til at gøre det lidt bedre næste gang”. Man får håneretten Torben Kjær Hansen, 50 år, salgskonsulent, har type 1-diabetes, bor i Skanderborg. Bruger Samsung Smartwatch GearS3. “Jeg bruger smartwatch kombineret med apps aktivt i forhold til motion, hvor jeg kan registrere blodsukker, blodtryk og alt muligt andet. Det er et godt hjælpemiddel til at holde motivationen. Vi konkurrerer også mod hinanden på arbejdet. Vi har en skridttæller hver, hvor vi kan gå ind og sammenligne os med kollegerne, og se, at så mangler jeg 4.000 skridt for at kunne overhale ham og få håneretten. Men det er også vigtigt ikke at sætte sig for høje mål og tro, at man kan gå 10.000 skridt hver dag, for så går man død i det”. Minder om et computerspil Carl Christian Stampe, 15 år, går i 8. klasse, har type 1-diabetes, bor i Gjellerup ved Herning. Bruger appen Drugstars. “Appen hjælper dig med at huske at tage din medicin. Personligt bruger jeg den til at minde mig selv om at tage langtidsvirkende insulin. Man får en stjerne for hver gang, man husker at tage sin medicin. Efter at have optjent 50 stjerner, kan du “donere” dem til forskning og bekæmpelse af forskellige sygdomme, også diabetes. Appen er gratis, og det er private investorer, som donerer beløbene. Det er mere motiverende at holde styr på, hvornår man skal tage sin medicin, når man samtidig kan donere penge til et godt formål, uden at det koster én noget. Det minder lidt om et computerspil, når man kan optjene de her stjerner, og dét gør det sjovere at passe sin medicin”.


Diabetes_maj_2017
To see the actual publication please follow the link above