MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Vi vil høres og forstås

Allan Krasnik

Billede mangler

“Det er måske gået lidt over gevind, hvad angår "hvad synes du"-spørgsmålet til patienterne” 
- Allan Krasnik, professor i sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet

Læger og sygeplejersker har længe toppet listen, når vi bliver spurgt om, hvilke faggrupper vi anser som mest troværdige, og det gør de stadigvæk. Alligevel er forholdet til vores behandlere ved at forandre sig. Det er i højere grad blevet i orden at stille spørgsmål til lægen om den behandling, man bliver tilbudt som patient og insistere på at blive taget med på råd.

– Det er en generel udvikling i samfundet, at professionelle autoriteter har fået udhulet deres autoritet, og at man forventer en mere ligeværdig relation, siger Allan Krasnik, professor i sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet, der også giver den teknologiske udvikling æren for, at vores forhold til lægen har ændret sig:

Patienterne bliver generelt stadig mere vidende og kommer til at møde op til konsultationen med flere og flere kvalificerede eller ukvalificerede oplysninger fra nettet. Det skal lægen forholde sig til og bruge den tid, der skal til for at forstå, hvilke forudsætninger patienten kommer med, og så fortælle, hvad der set fra lægens perspektiv er den optimale løsning, siger Allan Krasnik.  

Hvilke metoder er bedst?

Diabetes er en sygdom, der stiller store krav til den enkelte patient, og er et typisk eksempel på en sygdom, hvor folk ofte møder op med stor viden og forventer at blive taget med på råd. Derfor har sundhedsvæsenet også øget fokus på at inddrage patienterne i deres behandling.

Illustrationer: Bob Katzenelson

 

– Brugerinddragelse er blevet et buzzword. Man begynder at indse, at det kun giver mening at arbejde med tingene i fællesskab. Den model, hvor man kommer ind i konsultationen, og lægen fastsætter, hvad man snakker om, og hvad der er vigtigt, er der ideologisk set ikke mange, der tror på mere, siger forskningsleder Ingrid Willaing på Steno Diabetes Center Copenhagen.

Ingrid Willaing og hendes kolleger er da også i fuld gang med en stribe forskningsprojekter, hvor de undersøger, hvilke metoder der bedst sikrer, at patienten føler sig hørt og forstået.

Det er blevet sådan nu, at den enkelte patients involvering og medbestemmelse bliver et helt uundværligt aktiv. Patienterne får mulighed for at byde ind med, hvad de synes er vigtigt, og hvad de gerne vil snakke om. Den ideelle model er et samarbejde, hvor læger og patienter hver især kan byde ind. Så vores forskning sætter meget eksplicit fokus på, hvilke metoder der er bedst til at involvere patienten, fortæller Ingrid Willaing.

Ikke for meget på patienternes skuldre

Allan Krasnik er enig i, at den gode læge i dag i langt højere grad end tidligere skal kunne se den enkelte patient an og tilrettelægge sin kommunikation ud fra vedkommendes forudsætninger.

Man er nødt til at tage patientens informationsniveau og viden med ind i kommunikationen. Hvis ikke man gør det, så efterlader man jo en frustreret patient, og man mister måske noget information, som ville have været vigtig for den beslutning, der skal træffes, siger Allan Krasnik, der dog også mener, lægerne skal passe på med ikke at lægge for meget over på patienternes skuldre.

Det er måske gået lidt over gevind, hvad angår “hvad synes du”-spørgsmålet til patienterne. Jeg tænker, der er behov for, at man som læge er lidt mere klar med hensyn til, hvad man mener og anbefaler i forhold til den medicinske dokumentation, man sidder inde med, siger Allan Krasnik. 

Tjek på det mentale helbred

Illustrationer: Bob Katzenelson

På Steno Diabetes Center Copenhagen har Ingrid Willaing et bud på, hvordan behandlerne kan blive bedre til at involvere patienterne og forstå deres sygdomssituation. Diabetesbehandlere har i dag fokus på at måle langtidsblodsukker, blodtryk, kolesterol og andre let målbare fysiske aspekter af sygdommen. Men det er for ensidigt, mener Ingrid Willaing:

– Man kunne beslutte, at der også skal være tjek på det mentale helbred, og at man lægger det ind som en aktivitet, man SKAL gøre. Så har man også nogle patientoplysninger om livskvalitet hos patienterne, og hvor meget diabetesstress de har. Når man så sammenligner behandlingsstedernes kvalitet, vil man også have det med, der handler om, hvordan patienterne faktisk har det. Hvordan deres langtidsblodsukker er, giver jo slet ikke et samlet billede af, hvordan de egentlig har det, siger Ingrid Willaing.

Det forskes der i

Unge skal undgå psykiske lidelser

Børn og unge med type 1-diabetes har dobbelt så stor risiko som deres raske jævnaldrende for at få psykiske lidelser som depression, spiseforstyrrelser og angst. Derfor udvikler Herlev Hospital i øjeblikket et screeningsværktøj, som gør det nemt for behandlerne at finde ud af, hvilke unge der kan være i farezonen for at få det mentalt skidt. Dermed kan behandlerne skræddersy konsultationerne, så de handler om det, der har betydning for den enkelte unge, og de får talt om det, der er svært omkring deres diabetes.

Kilde: Overlæge Jannet Svensson, Herlev Hospital

Du kan også få telefonkonsultation

Mange med type 1-diabetes oplever, at de ikke altid har det store behov for at møde op til diabeteskontrol. På Aarhus Universitetshospital tester man en ny samarbejdsform, som har fået navnet DiabetesFlex. Her kan personen med type 1-diabetes vælge, om han eller hun har behov for at tale med en behandler, og om det skal være en telefonsamtale eller ved fysisk fremmøde. Samtidig fortæller man via et elektronisk spørgeskema, hvordan man har det med sin diabetes, og hvad man ønsker at tale om. Læs mere på diabetesflex.auh.dk

Kilde: Klinisk sygeplejespecialist, post.doc. Annesofie Lunde Jensen, Aarhus Universitetshospital 

Det hjælper at tale ud fra billeder

På Steno Diabetes Center Copenhagen har man de sidste fem år arbejdet på at udvikle værktøjer, der kan hjælpe med at finde frem til de udfordringer, som den enkelte har med type 2-diabetes. Værktøjerne omfatter bl.a. billeder, “postkort” og tekst-bidder, som lægger op til refleksion og dialog med behandleren.

Værktøjerne er blevet afprøvet i diabeteskonsultationer (projekt “Emma”) i et indledende studie og har vist positive resultater, både når det gælder deltagerinvolvering og tilfredshed samt forbedret blodsukkerregulering.

Kilde: Forsker Annemarie Varming, ph.d., Steno Diabetes Center Copenhagen

Hele familien inddrages

Diabetesforeningen er i samarbejde med blandt andet Steno Diabetes Center Copenhagen ved at udvikle værktøjer og metoder, der kan hjælpe familier, hvor mindst én har type 2-diabetes. Projektet hedder PIFT, og ét af værktøjerne er Familiekassen, som er et slags brætspil, der skal gøre familierne opmærksomme på, hvordan de oplever det, når én i familien har diabetes. Ud fra det kan familierne finde ud af, om der er noget, de skal gøre anderledes for at give den bedste støtte til den i familien med diabetes.

Kilde: Forskningsmedarbejder og projektleder Tue Helms Andersen, Diabetesforeningen

Fra skæld ud til ligeværdig kommunikation

Frem til 1970: Lægen var den ultimative autoritet, og patienterne fik skældud, hvis de ikke gjorde, hvad der blev sagt

1970-1990: En ny bølge opstår med mere kritisk holdning til autoriteterne. Lægen ved ikke altid bedst

1990-2017: Ny informationsteknologi giver patienterne mulighed for at få øget indsigt i deres sygdom og dens behandlingsmuligheder. Patientrollen ændrer sig

2017-: Læger og øvrigt sundhedspersonale udvikler deres kompetencer, som sikrer ligeværdig kommunikation med meget forskellige patienter

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes