BLIV MEDLEM

Skrabelodssalg med til at sende elitegymnaster til EM

I efteråret var pigerne fra Bellinge Gymnasternes elitehold ude at sælge skrabelodder for Diabetesforeningen. I alt tjente de 24.680 kr., som går til deltagelse i tre af sommerens store internationale konkurrencer.

Bellinge Gymnasterne

Bellinge Gymnasternes Performance Elite Team kan være stolte af mere end deres præstationer indenfor spring- og rytmegymnastik. For med 1.760 solgte skrabelodder har de 48 gymnaster i alderen 10-16 år støttet diabetessagen med 28.160 kroner og samtidig tjent 24.680 kroner. Pengene går til deres deltagelse i tre af sommerens helt store konkurrencer: EM i Gym for Life og EuroGym i Island samt Gym for Life herhjemme.

– Som det eneste danske hold i år er de udtaget til at optræde til EuroGyms gallaaftener, så det er de ret stolte af, siger Maiken Lohmann, som sidder i foreningens Talentudvalg og er mor til en af pigerne på holdet. Hun stod for at organisere skrabelodssalget, som er en af de fælles arbejdsopgaver, som gymnasterne deltager i for at samle ind til eliteholdets ture:

– Pigerne melder sig til Islandsturen til en samlet pris, som inkluderer alt: deltagergebyr, overnatning, transport, mad og en tøjpakke, så de går ens klædt alle dage. Det er en del af klubbens værdigrundlag, at man skal lære at tage ansvar for sig selv og for holdet, der er som en stor familie. Pigerne skal lære, at det koster penge at være på eliteholdet, fortæller Maiken Lohmann. Derfor har de deltaget i efterårets skrabelodssalg de seneste fem år:

– Skrabelodderne er nemme at sælge. Alle kender til diabetes og Diabetesforeningen, og pigerne kan relatere til formålet. Det er vigtigt for os. Derfor faldt valget meget naturligt på Diabetesforeningens skrabelotteri. Pigerne har blandt andet solgt lodder ude foran lokale brugser men ikke uden at spørge om lov først, siger Maiken Lohmann.

Udover at indsamle penge til deltagelse i konkurrencer og internationale gymnastikstævner, har pigerne bidraget med hele 28.160 kroner til diabetessagen.

– Det er helt afgørende for os at støtte sygdomsramte børn og samfundsrelevant forskning. Flere af pigerne har familiemedlemmer med diabetes. Jeg er uddannet sygeplejerske og ved, hvor sundt det er for unge mennesker at lære om sygdommen, for de vil helt sikkert møde nogen, der lever med diabetes, siger Maiken Lohmann.

Skrevet af Nicolai Fentz

Vil du også sælge skrabelodder? Læs mere via knappen her:

Sådan sælger du skrabelodder

Børn samler ind til håndboldstævne

Historier fra tidligere år

Læs bl.a. om fodboldpigerne fra Esbjerg, der tjente penge til at komme på en turnering. Eller om Fjeldsted Rideklub, der fik råd til at købe en ny hest.
Læs historier fra tidligere år

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes