MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Skrabelodssalg med til at sende klasser til Bornholm

I efteråret solgte 8. klasserne på Lundgårdskolen i Herning skrabelodder for Diabetesforeningen og tjente 14.000 kroner. Pengene går til en uges lejrskole på Bornholm i starten af 9. klassetrin.

På Lundgårdskolen har man tradition for at sende 9. klasserne afsted på lejrskole i starten af skoleåret. Med fokus på faglighed, fælles ansvar og frihed giver turens oplevelser eleverne et godt afsæt til deres sidste skoleår, inden de skal videre på ungdomsuddannelserne. For at tjene penge til det kommende års tur til Bornholm solgte 8. klassernes elever derfor skrabelodder til Diabetesforeningens Efterårslotteri:

– Det var alletiders, for salget giver eleverne noget sammenhold og trivsel, samtidig med at de lærer at bidrage til fællesskabet og hjælpe andre. Derfor har vi også brugt understøttende undervisning på salget. Vi inddelte eleverne i par og gav dem ruter, så de kunne sælge i deres lokalområder, fortæller Christina Styrk Jepsen, klasselærer for den ene af skolens fire 8. klasser.

Hendes søn på 19 år blev diagnosticeret med type 1-diabetes som toårig, og hendes mand har type 2-diabetes, så hun lever selv med diabetes tæt inde på livet, og derfor er familien medlem af Diabetesforeningen. Men selv om skrabelodssalget oprindeligt startede på hendes initiativ, blev beslutningen truffet i fællesskab:

– Første gang vi samlede ind, havde vi to elever med diabetes i klassen, og alle blev derfor enige om, at det var en god idé at sælge lodderne. De fleste kender jo en med diabetes, og folk vil gerne støtte det gode formål. Der bliver taget godt imod budskabet, så lodderne er nemme at sælge, siger Christina Styrk Jepsen.

I alt fik eleverne solgt 1000 lodder og dermed støttet diabetessagen med 16.000 kroner.

– Vi vil helt sikkert deltage igen. Vi vil gerne støtte op om Diabetesforeningen og har tjent gode penge på det. Og de kommende årgange skal også på lejrskole, siger Christina Styrk Jepsen.

Skrevet af Nicolai Fentz

Vil du også sælge skrabelodder? Læs mere via knappen her:

Sådan sælger du skrabelodder

Børn samler ind til håndboldstævne

Historier fra tidligere år

Læs bl.a. om fodboldpigerne fra Esbjerg, der tjente penge til at komme på en turnering. Eller om Fjeldsted Rideklub, der fik råd til at købe en ny hest.
Læs historier fra tidligere år

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes