MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Skrabelodssalg sender håndboldspillere på klubtur

I Herning Forenede Håndboldklubber tjente spillerne 22.400 kroner ved at sælge skrabelodder for Diabetesforeningen i efteråret. Pengene går især til at dække udgifter til den årlige klubtur til Göteborg samt indkøb af klubdragter og spillertøj.

Herning FH

I Herning FH går det sportslige og det sociale hånd i hånd. Alle yder deres til klubben og fællesskabet. Derfor tog de med glæde imod Diabetesforeningens invitation til at sælge skrabelodder for at tjene penge og samtidig støtte børn med diabetes. Klubbens mere end 150 spillere i alderen 7-14 år fik i alt solgt 1600 skrabelodder og samlet 22.400 kroner ind til klubkassen.

Skrabelodssalget blev organiseret af Pernille Illum Vendler, mor til en af spillerne. Hun fortæller, at det er svært at finde sponsorer, og derfor gør indtjeningen fra skrabelodssalget en stor forskel for klubben:

– Mange bække små… og for os var det over 20.000 kroner, så det var en stor bæk! Vi er meget glade og tilfredse. Alle har nu fået klubdragter til nedsat pris samt gratis spillertøj, og vi kan dække en stor del af udgifterne, når årgang 04, 05 og 06 til sommer skal på den årlige klubtur til det internationale håndboldstævne Partille Cup i Göteborg. Det er en fantastisk tur med masser af socialt samvær, som ungerne elsker at være afsted på, siger Pernille Illum Vendler.

Og nu ser spillerne også frem til skrabelodssalget, for det var en både positiv og sjov oplevelse:

– Folk tog godt imod dem. De små solgte lodderne superhurtigt, og især på drengeholdene gik der konkurrence i, hvor mange lodder de kunne sælge. Mange af dem efterspurgte flere lodder, så når vi deltager igen til næste efterår, vil de være parate til at sælge endnu flere, siger Pernille Illum Vendler.

Med i alt 1600 solgte lodder støttede Herning FH diabetessagen med hele 25.600 kroner.

– Det er vigtigt, at pengene går til et godt formål: at vi både er med til at hjælpe børn med diabetes og til at støtte forskning i en sygdom, som rigtig mange er ramt af. Det er at give sig selv et skulderklap, at man har været med til at støtte, fortæller Pernille Illum Vendler.

Skrevet af Nicolai Fentz

Vil du også sælge skrabelodder? Læs mere via knappen her:

Sådan sælger du skrabelodder

Børn samler ind til håndboldstævne

Historier fra tidligere år

Læs bl.a. om fodboldpigerne fra Esbjerg, der tjente penge til at komme på en turnering. Eller om Fjeldsted Rideklub, der fik råd til at købe en ny hest.
Læs historier fra tidligere år

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes