BLIV MEDLEM

2019: Skrabelod sender enlig mor og søn på drømmerejse

Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Jeanne fra Fredericia vandt stort rejsegavekort i Diabetesforeningens skrabelotteri. – Vi har aldrig haft råd til at rejse, fortæller hun.

Jeanne og Markus
Jeanne og Markus fra Fredericia

44-årige Jeanne og hendes søn Markus på 14 år kunne invitere deres bedste venner med på en drømmerejse efter kæmpegevinst i Diabetesforeningens skrabelotteri. Den enlige mor, der ellers aldrig havde haft råd til at rejse, vandt et gavekort på 50.000 kroner til Apollo Rejser, da hun ville hjælpe sin søn med at tjene penge til en Berlin-tur med sin klasse.

Eleverne solgte nemlig skrabelodder for Diabetesforeningen for at komme afsted, og Markus havde kun tre styk tilbage, som hans mor købte:

– Han havde allerede solgt omkring 100 lodder, men havde tre tilovers, da han kom hjem og sagde, at dem skulle jeg da købe. Det var et megagodt forslag, konstaterer Jeanne.

Førstegangsvinder: – Det er helt fantastisk!

Jeanne har selv type 2-diabetes, men efter en vellykket gastrisk bypassoperation for nogle år siden og et efterfølgende vægttab på 87 kilo, mærker hun nu intet til sygdommen. I dag studerer hun til laborant efter en årrække som ansat i hjemmeplejen. Som studerende på SU har det ikke været udlandsrejser, der er blevet prioriteret, men det ændres der nu på med den store gevinst:

– Vi gik lidt amok herhjemme, da vi opdagede de tre Apollo-logoer på skrabeloddet, fortæller Jeanne, der kun delte nyheden om gevinsten med de allernærmeste, før Diabetesforeningen havde bekræftet præmien.

En rejsedrøm med gode venner

Gevinsten bringer ikke alene Jeanne og sønnen Markus ud i verden, men også deres bedste venner: Veninden Ann-Britt og hendes søn Viktor er nemlig blevet inviteret med på en to ugers tur til Albanien.

– Faktisk var det ikke noget nemt valg, når fire skal blive enige, men Markus fik lov at vælge, og så blev det Albanien, siger Jeanne.

De ser især frem til at udforske hovedstaden Tirana, bade på stranden, shoppe på markedet og prøvesmage det albanske køkkens forskellige specialiteter.

Dobbelt formål

Nu er Diabetesforeningens store forårslotteri i gang. Hvis man tilmelder sig som sælger, tjener man hele 14 kroner, hver gang man sælger et af Diabetesforeningens skrabelodder til 30 kroner – uanset antallet af bestilte og solgte lodder.

– Skrabelotteriet handler både om at samle penge ind til Diabetesforeningens arbejde for børn med diabetes, men det er også en god måde at udbrede viden om sygdommen. Vi håber, at de foreninger, klasser og sportsklubber, der sælger lodder, får viden om diabetes og bidrager til at skabe opmærksomhed om sygdommen. Det er der behov for. Vi bruger overskuddet til blandt andet kurser for børn og familier, til at støtte diabetesforskning og til rådgivning og oplysning, siger Sebastian Erbo Hoffmann, der som marketingchef i Diabetesforeningen er ansvarlig for lotteriet.

Hver dag får ét barn i Danmark type 1-diabetes. Sygdommen rammer tilfældigt og kan hverken helbredes eller forebygges. Med type 1-diabetes mister kroppen evnen til at producere det livsnødvendige hormon insulin. Sygdommen vender op og ned på tilværelsen – ikke kun for det barn eller det unge menneske, der bliver ramt, men for hele familien.

Præmier på højkant i nyt lotteri

I forårets skrabelotteri er der mere end 7.300 gevinster på lodderne til en samlet værdi af 1,1 million kr. Heriblandt en Toyota Yaris Hybrid inklusive levering og metallak til en værdi af 193.990 kr. samt 2 rejsegavekort fra Apollo à 50.000 kr.

Skrevet af Nicolai Fentz

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes