MIT DIABETESBLIV MEDLEM

"Endelig har vi fået lavet et testamente"

Kirsten og Peter Rasmussen har oprettet testamente til fordel for Diabetesforeningen.

Peter Rasmussen, 66 år, har haft type 1-diabetes siden maj 1987, altså i 32 år. Han og hans kone Kirsten har aldrig fået børn og har ingen tætte bånd til nær familie.

– Derfor havde vi i flere år talt om, at vi ville oprette testamente til fordel for Diabetesforeningen, fortæller Peter Rasmussen.

Kirsten og Peter Rasmussen testamenterer deres formue til Diabetesforeningen.
Kirsten og Peter Rasmussen har aldrig fået børn og har derfor besluttet at testamentere deres formue til Diabetesforeningen. Foto: Martin Bubandt

Ægteparret bor i Ringsted. Peter har arbejdet som post og Kirsten i HR-afdelingen på Københavns Universitet. I dag er de pensionister.

– Vi har, som alle andre pensionister, travlt som aldrig før, men vi har da heldigvis nu fået lavet testamentet. Det er det helt rigtige for os. Ellers ryger pengene jo bare til SKAT, og det synes vi altså ikke om, siger Peter.

Sådan kontakter du os

Har du spørgsmål til, hvordan du kan betænke Diabetesforeningen i dit testamente, så kan du eller din advokat kontakte Louise Ravn Christiansen på tlf. 63 12 90 92 eller lrc@diabetes.dk

Send dit testamente til:

Diabetesforeningen
Stationsparken 24, st. tv.
2600 Glostrup
CVR-nr.: 35 23 15 28

Hjælp fra Diabetesforeningen

Peter har flere gange gjort brug af Diabetesforeningens rådgivning. Senest talte han med en af Diabetesforeningens diætister om kulhydrattælling.

– Jeg skulle lære at tælle kulhydrater, og selv om jeg er meget tilfreds med min behandling på Slagelse Sygehus, så kan der alligevel opstå spørgsmål i hverdagen, hvor det er rart at få hjælp
fra Diabetesforeningen. Jeg bruger i dag nogle billedkort fra Diabetesforeningen til at tælle kulhydrater. Det er en god hjælp.

Det er i det hele taget blevet lettere med maden gennem årene, synes han.

Peter kan huske, da han fik type 1-diabetes, hvordan han kort efter udskrivelsen fra Ringsted Sygehus skulle til en fødselsdag, og mens de andre gæster fik lagkage, sad han med en halv ostemad.

– Sådan var det dengang, men heldigvis ikke mere. Der har været en kæmpe udvikling, og jeg håber, at den udvikling fortsætter. Det kan arven fra os forhåbentlig være med til at bidrage til.

Fremskridt

Især håber Peter, at nogle af pengene kan bruges til at støtte forskning inden for forskellige områder af type 1-diabetes.

– Jeg synes, at det største fremskridt, jeg selv har oplevet, er udviklingen i forskellige insulintyper. Da jeg fik diabetes, var der kun langtidsvirkende insulin, og det betød jo, at man skulle spise på helt bestemte tidspunkter afhængig af virkningsprofilen på insulinen. At vi i dag har måltidsinsulin – altså hurtigtvirkende – har for mig været et af de største fremskridt.

At type 1-diabetes måske en dag kan kureres ved hjælp af stamcelleterapi vil være fantastisk, synes Peter.

– Det er nok tvivlsomt, at det bliver i min tid, men måske. Jeg håber dog, at arven fra mig og min kone kan bidrage til, at unge med type 1-diabetes får et endnu lettere liv med diabetes, end de har i dag, siger han.

Fortalt til Helen H. Heidemann og bragt i medlemsbladet maj 2019

Arvefolder grafik

Vil du også betænke Diabetesforeningen?

Du har også mulighed for at donere til Diabetesforeningen via dit testamente. Find mere information i folderen om arv og testamente.

Hent folderen om arv og testamente

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes