Nyt behandlingsprincip forklarer forebyggende effekt på nyreskader
Reduktionen i risiko for nyreskader hos personer med type 1-diabetes, der behandles med glukosesensor og insulinpumpe, kan forklares med behandlingsprincippet ”time-in-range”. Det viser nyt studie fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Personer med type 1-diabetes, der behandles med en glukosesensor og insulinpumpe, opnår et mere stabilt blodsukker i længere tid, og det ser ud til at reducere deres risiko for en af de mest alvorlige følgesygdomme til diabetes, nemlig nyresygdom. Oprindelig kunne man ikke forklare den gavnlige effekt af denne behandling, men det nye studie viser, at mere stabilt blodsukker med mere ”time-in-range” forklarer den positive effekt.
Professor Peter Rossing fra Stenos Diabetes Center Copenhagen har været involveret i studiet og er en af de førende eksperter i verden inden for diabetes og nyresygdom. Han kalder studiets resultater for ”super spændende”.
- Det er for lille et studie til at være det endelige bevis, men det er et vigtigt indicium på, at behandlingsprincippet ”time-in-range” kan have en effekt på risikoen for at udvikle diabetisk nyresygdom, siger Peter Rossing.
Det er alment kendt, at forbedret langtidsblodsukker nedsætter risikoen for følgesygdomme som nyresygdom, men det er første gang, at et studie viser en sammenhæng mellem ”time-in-range” og albumin, altså en markør for udvikling af nyresygdom.
- Det er meget opløftende resultater, som understreger, at man kan nå rigtigt langt med brug af moderne sensorteknologi i diabetesbehandlingen. Det understreger hvor vigtigt, det er for personer med type 1-diabetes, at de har adgang til moderne behandlingsredskaber, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.
Nyt behandlingsprincip
Behandlingsprincippet ”time-in-range”, som kun er muligt at bruge for personer med diabetes, der har en moderne glukosesensor, er et mere nuanceret behandlingsmål end udelukkende langtidsblodsukkeret, som er et rent gennemsnit over tid og derfor mindre præcist. ”Time-in-range”-princippet sigter på at holde diabetespatientens blodsukker mindst 70 procent af tiden indenfor normalområdet defineret som 3,9-10 mmol/l.
- Vi har diskuteret i lang tid, om det er langtidsblodsukkeret eller udsvingene i patientens blodsukker, der har størst betydning for behandlingens succes og dermed udviklingen af følgesygdomme. Vi mangler stadig flere, længere og større studier, før vi kan sige det med sikkerhed, men det nye resultat tyder på, at ”time-in-range” har en betydning, der ligger udover blot det gennemsnitlige langtidsblodsukker, siger professor Peter Rossing.
Mens man de seneste årtier har set en positiv tendens, hvor færre med diabetes får hjertekarsygdomme, har man ikke kunnet påvise samme fald i forekomsten af diabetisk nyresygdom.
Godt styringsredskab
Det nye studie, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Diabetes Care, er udført af læge, post.doc. Ajenthen G. Ranjan fra Steno Diabetes Center Copenhagen, som i 2019 fik Diabetesforeningens Forskningslegat på 225.000 kroner til forskning i den kunstige bugspytkirtel.
Han er en del af en forskergruppe ledet af overlæge, dr.med. Kirsten Nørgaard, der er ekspert i ”time-in-range”-princippet og som fik idéen til at kigge på effekten af ”time-in-range”-princippet på forsøgspersonernes risiko for nyreskader.
Ajenthen G. Ranjan forklarer, at brugen af ”time-in-range” repræsenterer en ny måde at se diabetesbehandlingen på, som er blevet mulig med brugen af glukosesensorer.
- Som behandlere er vi meget glade for resultaterne, men det er især patienterne, der kan tage behandlingsprincippet ”time-in-range” til sig som styringsredskab. Det er meget nemmere for dem at styre efter ”time-in-range” i deres hverdag med sensorens målinger hvert femte minut, og det er et rigtigt godt supplement til langtidsblodsukkeret (HbA1C), som jo kun måles hver tredje måned, siger Ajenthen G. Ranjan.
I studiet med 55 deltagere med type 1-diabetes, der alle havde forhøjet albumin (æggehvidestof i urinen, et mål for forringet nyrefunktion), viste det sig, at de 26 forsøgspersoner, der blev behandlet med insulinpumpe og glukosesensor fremfor insulinpen og konventionel blodsukkermåling, både havde en signifikant forbedring i deres ”time-in-range” og i deres albuminniveau.