Alle fodsår skal have specialistbehandling

Personer med diabetes, der rammes af fodsår, skal behandles tværfagligt af specialister, fordi fodsår er et signal om alvorlige problemer, der hurtigt kan udvikle sig. Det mener Diabetesforeningen i et nyt høringssvar.

Fodterapi Undersøgelse For Neuropati FOTO Danske Fodterapeuter
14. maj 2021 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Op imod hver fjerde af alle med diabetes vil på et tidspunkt udvikle et fodsår. Det skal tages alvorligt og bør behandles tværfagligt med inddragelse af specialister. Diabetesforeningen er derfor bekymret for, at nye retningslinjer ikke inddrager behandling af ukomplicerede fodsår.

- Et fodsår skal betragtes som et alarmsignal, som fortæller, at der er behov for en tværfaglig indsats. Såkaldt ukomplicerede fodsår risikerer at udvikle sig, hvis der ikke tages akut fat med både behandling og forebyggelse. Det skal undgås, og derfor er det vigtigt, ingen fodsår bliver overset eller ikke tilstrækkeligt behandlet, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.

Diabetesforeningen har netop afleveret et høringssvar til retningslinjerne for behandling af diabetetiske fodsår.

Brug for behandling

Fodsår er en særlig risiko for personer med diabetes og er en meget alvorlig følge til diabetes uanset type. En betydelig del af dem, der får et fodsår, ender med en amputation. Selv om amputationstallet har været faldende de senere år, sker det fortsat omkring 500 gange årligt i Danmark, hvor anslået omkring 20.000 personer med diabetes lever med et fodsår.

Dødeligheden for personer med diabetes, der får et fodsår, er høj. Især hvis det ender med amputation er risikoen for at dø indenfor få år stor.

- Det er ikke selve fodsåret eller amputationen, man dør af, men de underliggende helbredsproblemer, som er grunden til, at der opstår et fodsår. Derfor har personer med diabetes, der trues af fodsår, krav på at blive set af specialister og få en sundhedsfaglig opbakning, der kommer hele vejen rundt og ikke blot behandler fodsåret, siger Tanja Thybo.

Forebyggelsen halter

Indsatsen på fodsårsområdet er blevet bedre de senere år, og der er stor sundhedsfaglig opmærksomhed på at behandle fodsår, hvilket retningslinjerne i sig selv også er et stærkt udtryk for.

Alligevel ser Diabetesforeningen tegn på, at især forebyggelsen kunne være langt bedre: Langt fra alle med diabetes kommer til fodterapeut og får den årlige fodstatus, der anbefales, og der er generelt problemer med, at man nogle steder i landet mangler statsautoriserede fodterapeuter.

Også når det gælder bevillingen af det rigtige ortopædisk fodtøj og fodindlæg, der er med til at forebygge fodsår, er der tegn på problemer. Det har Diabetesforeningen taget op med Social- og Ældreministeriet:

- Bekendtgørelsen, der regulerer kommunernes indsats på dette område, er forældet og skal bringes up to date. Det nytter ikke, at forebyggelsen halter på dette område på grund af 30 år gamle regler. Det betaler sig at forebygge godt, ikke blot økonomisk, men også i forhold til den lidelse, som personer med diabetes kan undgå, siger politisk konsulent Helle Vincens Blum, der har arbejdet på henvendelsen til ministeriet.

Fodsår og amputationer hos personer med diabetes koster hvert år samfundet flere hundrede millioner kroner.