Der skal gøres op med vilkårlighed i adgang til teknologi

Diabetesforeningen mener, politikerne skal løse udfordringen med uens brug af glukosesensorer i den kommende sundhedsaftale. Langt flere skal have adgang til moderne sensorteknologi, som diabeteslægerne anbefaler.

Sensordexcom G5
01. marts 2021 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Personer med diabetes skal have det bedst mulige udstyr til at håndtere deres hverdag. Det sker ikke i dag, fordi tildeling af moderne sensorbaseret glukosemåling er så uens på tværs af kommuner og regioner.

Det er i modstrid med de anbefalinger, som diabeteslægernes faglige selskab (Dansk Endokrinologisk Selskab) står bag og udtalelser fra sundhedsøkonomiske eksperter som professor Jes Søgaard, der mener, at brugen af teknologi som flash glukosemåling potentielt tjener sig ind i løbet af få år.

Diabetesforeningens administrerende direktør Claus Richter siger:

Claus Richter
- Det er en god forretning for samfundet at bruge mere moderne teknologi i diabetesbehandlingen, mener Diabetesforeningens administrerende direktør, Claus Richter.

- Det er en god forretning for samfundet at bruge mere moderne teknologi i diabetesbehandlingen. Det giver personer med diabetes bedre livskvalitet og bedre behandling, og dermed sparer samfundet ressourcer, når færre skal behandles for alvorlige følgesygdomme og flere kan passe deres arbejde i længere tid, fordi teknologien hjælper dem i hverdagen.

Eksperter bakker op

Diabeteslægerne anbefaler, at alle med type 1-diabetes skal have tilbudt sensorbaseret glukosemåling. Samtidig mener eksperterne, at flere med type 2-diabetes skal have tilbudt teknologien, nemlig dem, der tager insulin flere gange dagligt og behandles på sygehus.

Det sker ikke i dag, hvor det kun er børn og unge under 19 år med type 1-diabetes, der er garanteret adgang til teknologien gennem deres diabetesambulatorium. Det var et element i den nationale diabeteshandlingsplan fra 2017.

- Vi forventer, politikerne vil tage emnet med i forhandlingerne om en kommende sundhedsaftale, så der kommer en samlet løsning. Der er brug for mere ensartet kvalitet på tværs af kommuner og regioner, så der gøres op med det, personer med diabetes oplever som en urimelig vilkårlighed i adgang til moderne sensorteknologi i diabetesbehandlingen, siger Claus Richter.

Stor geografisk ulighed

Diabetesforeningen har ad flere omgange fremlagt tal, der viser de geografiske forskelle i brugen af sensorbaseret glukosemåling. Dels i undersøgelsen Livet med Diabetes 2019, som viste forskelle mellem regionerne, og dels i en ny aktindsigt til samtlige danske kommuner, der kortlagde store forskelle i bevillingerne.

- Personer med diabetes har brug for, at de løse retningslinjer erstattes af mere forpligtende krav eller patientrettigheder. Det kræver en samlet løsning, hvor der også følger penge med, så kommuner og regioner har den finansiering, der skal til for at investere i en bedre diabetesbehandling med moderne teknologi, siger Claus Richter.

I den nye finanslovsaftale er der afsat 10 millioner kroner til et forsøg med glukosemålere:

- Det viser, at der er politisk fokus på udfordringen, og det er godt. Men der skal investeres betydeligt mere for at opnå en samlet løsning, siger Claus Richter.

Langsigtet investering

EB Mikkel
Ekstra Bladet bragte historien om kommunale forskelle på forsiden mandag den 1. marts 2021.

Diabetesforeningen er klar til at bidrage med input til den kommende sundhedsaftale, der kan løfte diabetesbehandlingen og tænke langsigtet i at undgå alvorlige følgesygdomme og dermed de store udgifter, der følger med til behandling og pleje og til overførselsindkomster.

- Denne udfordring er desværre et klasseeksempel på den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet og den alt for store ulighed, som den kommende sundhedsaftale skal gøre op med. I dag har vi i realiteten 98 forskellige, kommunale sundhedsvæsener. Men for personer med diabetes er der kun ét sundhedsvæsen, og derfor skal man kunne regne med en ensartet høj kvalitet uanset hvor man bor i landet og uanset hvor man behandles, siger Claus Richter.

I dag sætter Ekstra Bladet fokus på de kommunale forskelle og i næste uge udkommer medlemsbladet Diabetes med et temanummer om netop det. Diabetesforeningen vil nu gå i dialog med centrale politikere for at skaffe opbakning til en samlet løsning i en kommende sundhedsaftale.