Diabetes og ulighed til debat på Folkemødet
Diabetesforeningen var vært ved et topmøde om diabetes og ulighed i sundhed ved Folkemødet på Bornholm. Det kræver nye måder at samarbejde på, nationale standarder for kvalitet og investeringer i teknologi, hvis vi skal uligheden til livs, mener Diabetesforeningen.
Ulighed for personer med diabetes blev sat til debat på Folkemødet på Bornholm, hvor Diabetesforeningen var vært for Diabetestopmødet 2021. Især type 2-diabetes er en af de mest ulige kroniske sygdomme, som rammer mange flere med kort uddannelse og i egne af landet, hvor der i forvejen er få ressourcer og få praktiserende læger.
Det er et stort problem, sagde Diabetesforeningens administrerende direktør Claus Richter:
- Uligheden er stor og voksende indenfor diabetes. Vi har en kæmpe udfordring, som er stigende, og når vi skal finde løsninger, så går det på tværs af kommuner, regioner, regering og civilsamfundet. Der er kæmpestore forskelle både i forhold til den hjælp, man kan få indenfor kost, motion og diabetesuddannelse for personer med type 2-diabetes, og den teknologi, man kan få adgang til, for type 1-diabetes. Det er ikke i orden, sagde Claus Richter.
Over 250.000 danskere har type 2-diabetesog godt 30.000 har type 1-diabetes og andre typer. Især antallet af personer med type 2-diabetes stiger kraftigt og udgør dermed en meget stor udfordring for sundhedsvæsenet og for samfundet.
Opgør med postnummerlotteriet
Diabetesforeningen har flere gange sat fokus på, at alt for få med diabetes har adgang til moderne udstyr som sensorbaseret glukosemåling og adgangen ovenikøbet er ulige fordelt mellem forskellige kommuner; det såkaldte postnummerlotteri:
- Glukosesensorer giver bedre behandling og færre følgesygdomme, så flere kan blive længere på arbejdsmarkedet og have et godt liv. Derfor skal vi som samfund turde investere, uanset om det er i kommunen eller regionen. Indtil videre skubber vi bare regningen foran os, sagde Claus Richter.
Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V), som også er medlem af KLs Sundheds- og Ældreudvalg kunne godt se udfordringen med den ulige adgang til glukosesensorer:
- Var det ikke på tide, man begyndte at anerkende glukosesensorer som et hjælpemiddel, for der er ingen tvivl om, at det kan hjælpe personer med diabetes. Vi skal have udstyret anerkendt, så hvis vi bare begynder at dele det ud, som det er nu, så stikker vores budgetter af, sagde Pernille Beckmann.
Hun henviste til, at ansvaret for sensorbaseret glukosemåling er delt mellem kommuner (som hjælpemidddel) og regioner (som behandlingsredskab), og det giver anledning til mange problemer og klagesager, som indtil videre i høj grad ikke får medhold i Ankestyrelsen.
Strid om penge
Regionernes repræsentant, Susanne Due Kristensen (S), formand for Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, meldte hus forbi:
- Vi skal gøre det, der er bedst for patienterne. Der er ikke nogen, der synes, glukosesensorer er en dårlig idé, men vi mangler at få det finansieret. Hvis vi skal tilbyde glukosesensorer til flere, så skal vi også have pengene med, sagde Susanne Due Kristensen med henvisning til, at regionerne ikke opkræver egne skatter, men udelukkende har de ressourcer, regeringen giver ved de årlige økonomiforhandlinger.
Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) har arbejdet meget med sagen om glukosesensorer og har været tæt på at skaffe opbakning til en vedtagelse om en national politik på området:
- Det skal ikke være en diskussion om, det er kommunen eller regionen. Vi skal i stedet sikre, at pengene følger patienterne, så myndighederne ikke slås med hinanden. Det er utilfredsstillende, at der er så stor forskel på kommunernes praksis. Hvis det skal løses, skal det komme fra ministeren, der sidder på toppen, sagde Liselott Blixt.
Brug for forskellige tilbud
Ikke kun adgangen til teknologi er meget forskellig på tværs af landet, men også de tilbud om hjælp til kost, motion og diabetesuddannelse, som det typisk er kommunerne, der står for og i særlig grad til de flere og flere med type 2-diabetes.
Praktiserende læge Mireille Lacroix, som er næstformand Praktiserende Lægers Organisation, satte spot på behovet for endnu flere forskellige tilbud:
- Da kommunerne i sin tid overtog ansvaret fra sygehusene om patientuddannelse, så greb de faktisk bolden meget godt, men efterhånden er det blevet one-size-fits-all. Der er ingen individualisering overhovedet, og det er et problem, for personer med diabetes har brug for forskellige ting og forskellige tilbud, sagde Mireille Lacroix.
Ingen med diabetes er ens
Peter Bindslev Iversen, programchef for sårbare på Steno Diabetes Center Sjælland, kom med et konkret forslag inspireret af tilbuddene til gravide:
- Hvis vi skal behandle folk lige, så skal vi behandle dem forskelligt. Vi kan lære noget af svangreomsorgen, hvor vi inddeler gravide i fire-fem forskellige grupper, som så får forskellige tilbud. Det er en praktisk måde at gå til udfordringerne på., sagde Peter Bindslev Iversen:
- Man skal kunne møde mennesker med forskellige behov med forskellige tilbud i et langt mere forebyggende sundhedsvæsen, sagde han.
Der er ingen tvivl om, at fremtidens sundhedsvæsen skal have langt mere fokus på individuelt tilpassede tilbud, fastslog Claus Richter og pegede på, at det bliver en af de store udfordringer i den sundhedsreform, der skal forhandles senere i år:
- Ingen med diabetes er ens, og de skal alle sammen have noget forskelligt. Det er kravet til sundhedsvæsenet i dag, og det bliver man nødt til at kunne levere endnu mere i fremtiden, sagde Claus Richter.
Diabetesforeningens debat på Folkemødet sluttede med afsløring af, at Nyborg Kommunes projekt for særligt sårbare med type 2-diabetes modtager Diabetesforeningens Handlingspris 2021.