Højdepunkter fra årets teknologikonference

I forrige uge var Diabetesforeningen med til den årlige ATTD-konference, der sætter fokus på diabetesteknologi. Forskningschef Tanja Thybo kommer her med de tre vigtigste pointer fra konferencen.

ATTD Skærmdump Indgang
11. juni 2021 | Af Simon Festersen sfe@diabetes.dk

Diabetesteknologien skyder af sted i en rasende fart. Det afspejlede sig også i det tætpakkede program til konferencen Advanced Technologies and Treatments for Diabetes, hvor der blandt andet var oplæg om sensorbaserede glukosemåling, insulinpumper og looping at finde.

På grund af covid-19 var konferencen i år rykket online. Det forhindrede dog hverken producenterne eller de cirka 3.000 forskere og behandlere fra hele verden i at deltage via skærmen. 94 af dem kom fra Danmark.

Diabetesforeningens forskningschef, Tanja Thybo, var naturligvis også med, og hun fortæller her om nogle af de teknologiske landvindinger, der blev præsenteret på konferencen.

Flash glukosemåler versus CGM

– Hvert år får en række forskere helt eksklusivt lov til at løfte sløret for resultaterne af deres seneste studier, uden nogle andre har haft kendskab til dem på forhånd. Det her var et af dem.

Tanja Thybo 1
Tanja Thybo, Diabetesforeningens forskningschef, glæder sig over den store udvikling inden for diabetesteknologi.

– I en periode på seks måneder kiggede forskergruppen på behandlingsforskellene mellem en flash glukosemåler uden alarm og en kontinuerlig glukosemåler med alarm – også kaldt CGM – for personer med type 1-diabetes. Studiet, der er bragt i det anerkendte tidsskrift The Lancet, viser, at CGM-brugerne opnåede det mest forbedrede langtidsblodsukker og havde flere timer i døgnet, hvor deres blodsukker lå i normalområdet 4-10 mmol/l. Samtidig gav brugerne udtryk for en større tilfredshed, og at de var mindre bekymret for at få lavt blodsukker i sammenligning med flash glukosemåling.

– Det tyder på, at alarmen betyder rigtig meget i hverdagen. En interessant opfølgning kunne være at sammenligne CGM og en flash glukosemåling med alarm for at afgøre, om det er alarmen eller den kontinuerlige måling af blodsukkeret, der gør forskellen.

DIY – do it yourself

– På verdensplan er der i øjeblikket 8-10.000 brugere af do it yourself-teknologien, også kendt som looping, hvor brugerne på deres egen opfindsomme måde går ind og hacker systemet, så en insulinpumpe kan tale sammen med en sensorbaseret glukosemåler. Men trods den store udbredelse står brugerne ret alene med teknologien, fordi behandlerne ikke rigtig har turdet forholde sig til den. Indtil nu.

– En gruppe forskere har nemlig taget de første spæde skridt mod nogle fælles retningslinjer, som behandlerne kan vejlede ud fra. Blandt andet lægges der vægt på en større transparens, behandlerne hele tiden skal kunne følge med i patientens tal. Gruppen tæller forskere fra hele verden, der alle har stor erfaring inden for diabetesteknologien, inklusiv danske Signe Schmidt og Linda Raimond fra Steno Diabetes Center Copenhagen. Det bliver spændende at følge.

CGM til behandling af personer med type 2-diabetes

– Endnu et eksklusivt studie på konferencen. Det viser, at også personer med type 2-diabetes kan have stor gavn af CGM som en del af deres behandling. Studiet er foretaget i USA og involverede personer med dårligt reguleret type 2-diabetes, der tager insulin flere gang dagligt. De fik stillet en CGM til rådighed og oplevede alle en markant forbedring af langtidsblodsukkeret, ligesom de havde et mere stabilt blodsukker gennem dagen i forhold til en tilsvarende gruppe, der målte blodsukker ved fingerprikmetoden.  

– Resultaterne understøtter Diabetesforeningens budskab om, at flere skal tilbydes sensorbaseret glukosemåling. Det samme mener diabeteslægerne. I deres seneste behandlingsvejledning har de udvidet målgruppen, så den nu også tæller visse personer med type 2-diabetes. Derfor ærgrer det os selvfølgelig, at så få personer med diabetes har adgang til sensorbaseret glukosemåling, når der nu er stærkt videnskabeligt belæg for, at den både løfter behandlingen og letter livet med diabetes.

– Det er af præcis samme grund, at vi hver dag kæmper for at udbrede moderne diabetesteknologi og blandt andet presse politikerne til at gøre op med postnummerlotteriet.     

*De to CGM-studier er sponseret af Dexcom, men publiceret i anerkendte internationale peer-reviewed tidsskrifter.