Hvad mener partierne om diabetes?

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for bedre sammenhæng i vores sundhedsvæsen. For mange patienter oplever i dag, at der ikke er sammenhæng i behandlingstilbuddene, eksempelvis i overgangen mellem kommuner, regioner og praktiserende læger. Vi har netop fremlagt et sundhedsudspil, hvor vi foreslår at oprette op til 20 nærhospitaler. Her skal man kunne møde funktioner fra forskellige dele af sundhedsvæsnet under samme tag. Det kan skabe en bedre sammenhæng. Og gøre rejsetiden kortere i forbindelse med kontroller og opfølgningsforløb. Og vi har tidligere på året lavet en aftale med KL og Danske Regioner om at oprette sundhedsklynger om hver af de 21 akuthospitaler, med repræsentanter fra sygehuse/region, kommunerne og almen praksis. Det skal også sikre bedre sammenhæng i behandlingen. Regeringen vil om kort tid fremlægge endnu et sundhedsudspil, der blandt andet følger op på aftalen om sundhedsklynger.

Sundhedsvæsenet er til for borgernes – ikke for systemets – skyld. Det er hjørnestenen i Venstres sundhedspolitik. Patienterne skal opleve sammenhæng i tilbuddene, nærhed i behandlingen og have klare rettigheder – som fx behandlingsgarantien på 30 dage, der giver patienterne et værn mod uværdig behandling og lang ventetid på hospitalet. Samtidig skal borgerne have fuld indsigt i og nem adgang til egne patientdata. Vi skal have sundhed i verdensklasse, og derfor skal vi hele tiden arbejde for at gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre.

Nye Borgerlige går ind for decentralisering og en mere borgernær offentlig sektor. Det gælder også for sundhedsvæsenet, hvor årtiers centralisering og DJØF’isering har gjort sundhedssystemet ufleksibelt, dyrt og bureaukratisk.

I dag er der for store kommunale og regionale forskelle på, hvordan diabetespatienter får sammenhæng i deres patientforløb, og hvilke behandlingstilbud der bliver stillet til rådighed. Det er et af de temaer, som er helt oplagt at få håndteret i en ny sundhedsreform.

For KD er det netop det hele menneske – hele livet og i hele regionen. Det er fuldstændig korrekt, at for mange er det næsten et fuldtidsjob udover at skulle leve med en kronisk sygdom, også at skulle koordinere mellem kontroller og aftaler om fx blodprøver, øjne, nyrer, hjerte, diætist eller alt muligt andet. 

Derfor ønsker KD generelt, at der bliver ansat flere patientkoordinatorer og at personalet i højere grad bliver i stand til ikke blot at se patienten i den aktuelle behandlingssituation, men også at se, hvor patienten kommer fra, og hvad han skal videre til, således der kan skabes den efterlyste sikkerhed, sammenhæng og koordinering. Det kan også betyde behov for videreuddannelse til nogle faggrupper.

Regionerne arbejder allerede i dag med at forbedre dette, og Alternativet vil gøre en stor indsats for, at dette arbejde fortsættes. Det faktum, at man ikke længere kun afregner på baggrund af aktiviteter, men har fokus på værdien for patienten, gør at behandlinger, prøver og undersøgelser i stort omfang samles. Den patientansvarlige læge udbygges mange steder med den patientansvarlige sundhedsperson, således at der vil være andre som har fokus på den enkelte patient og på sigt også vil medvirke til at forhindre det som, fra borgerens side, opleves som helt ude i skoven. Alternativet har støttet disse tiltag og vil have et fortsat fokus på, at arbejdet får resultater, som fokuserer på værdi for den enkelte borger. En stor del af borgerne med diabetes er samtidigt en prioriteret gruppe for de kommende Sundhedshuse/Super Sundhedshuse/Nærhospitaler, så forventningen er, at meget kontrol af disse borgere kan samles og gøres mere enkelt, når den nye sundhedsaftale kommer i hus. Alternativet vil tage aktivt del i de forhandlinger, for at sikre, at det holistiske syn på den enkelte borger kommer i hovedsædet, og ikke kun det fokus på produktionens effektivitet, som det desværre har været længe.

I Dansk folkeparti har vi i mange år arbejdet for bedre behandling af diabetespatienter. Vi arbejder for at få en ny national plan, hvor vi sikrer forebyggelse, ensartet patientrådgivning og patientuddannelse, hvordan den nye teknologi sikres, samt fokus på, at der er alt for få (diabetesvenlige, red.) varer i butikker og restauranter. Her skal vi stille krav til virksomheder. Sidst men ikke mindst skal der støttes forskning på området.

I SF har vi et ønske om, at patienter med flere diagnoser (multisyge) eller patienter, som er tilknyttet flere specialer, skal have en behandlingsansvarlig læge, som også har ansvaret for at koordinere mellem specialer. Forslaget skal samtidig sikre et mere tværfagligt samarbejde – og forebygge såkaldte medicinske kontraindikationer. Forslaget skal også lette patienter, som netop ofte har en oplevelse af at skulle pendle mellem forskellige specialer på forskellige dage. Og i hjemmeplejen vil det lette hjemmesygeplejen, når der kun skal tages kontakt til en behandlingsansvarlig læge.

En ny sundhedsaftale skal sikre større sammenhæng og nærhed for borgere ramt af sygdom. Dels gennem oprettelsen af flere sundhedshuse, der både kan huse de kommunale forebyggende initiativer og regionale ambulatoriefunktioner. Der skal laves nationale kvalitetsstandarder, f.eks. gennem en kronikerstrategi, hvor det sikres, at finansieringen til opgaven følger med, så der kan gøres op med både den sociale og geografiske ulighed. Derudover skal det være muligt at få tilknyttet en forløbskoordinator, der kan sikre sammenhæng i forløbet.  

Patientuddannelser er en rigtig god idé, for jo bedre man kender en kronisk sygdom, jo bedre kan man leve med den. Patientuddannelser kan dermed også forebygge alvorlige sygdomme og gavner derfor både den enkelte patient og sundhedsvæsnet. Samtidig er det vigtigt, at borgere i alle dele af landet har adgang til gode sundhedstilbud. Derfor har vi blandt andet sikret, at der er kommet flere penge i takt med, at der bliver flere ældre og dermed også flere kronikere i kommunerne. Og vi har lavet en udligningsreform, som flytter penge til de kommuner, der tidligere har haft svært ved at få enderne til at nå sammen. Det bliver en vigtig del af arbejdet med det nære sundhedsvæsen at styrke indsatsen i forhold til kronikere, så vi undgår indlæggelser på sygehusene. Det kan vi blandt andet ved at videreudvikle krav og forventninger til kommunerne. Regeringen kommer som sagt med et samlet sundhedsudspil inden længe.

Venstre mener, at der er behov for større sammenhæng og mere nærhed i vores fælles sundhedsvæsen. Derfor er der også stadig behov for f.eks. nye moderne sundhedshuse, flere praktiserende læger, styrkede patientrettigheder, sundhedsfællesskaber, en ny kvalitetsplan, mere personale og flere akutberedskaber rundt i Danmark. Og vi har også en politisk ambition om at nedbringe udgifterne til administration og i stedet bruge pengene på patienterne.

Alle kommuner skal være veldrevne og sikre ensartet behandling. Danmark skal hænge sammen på tværs af kommunerne, og som borger skal man opleve, at man får samme behandling, uanset om man bor i Tønder eller Hellerup. Når skattetrykket er så højt, som det er i Danmark, skal man også få en god behandling alle steder i landet.

I dag har langt fra alle patientgrupper adgang til målrettede tilbud med udgangspunkt i deres behov. Det er problematisk, da patientuddannelserne er et effektivt redskab til at ruste mennesker med kroniske sygdomme til en bedre egenomsorg og sygdomskontrol. Patientuddannelserne skal etableres ud fra den bedste viden om, hvilke metoder og hvilken organisering der giver de bedste resultater for patienterne. Det Konservative Folkeparti mener selvfølgelig, at man skal have gode og stærke patientuddannelsestilbud i alle kommuner.

Den måde, vores sundhedsvæsen er opbygget på, betyder, at kommuner har valgfrihed til at prioritere. Derfor skal der være politikere i den enkelte kommune, som ser forebyggelse, rehabilitering og patientuddannelse som kerneområder. Vi kan ikke centralisere os til mere ensartethed i kommunerne – desværre. Det er altid suverænt kommunernes ansvar at fastsætte deres standarder for forebyggelsen og rehabiliteringen – derfor er vejen et vedholdende fokus på, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Når det handler om så indgribende en sygdom som diabetes, skal man selvfølgelig kunne få patientuddannelse flere gange – det flugter med al teori om, at det er svært at ændre livsstil, og der skal være plads til at få nye vaner til at blive indgroede vaner. Somme tider har man også alt for meget fokus på den konkrete kontrol og behandling, frem for mestring og psykisk, social og eksistentiel omsorg og empowerment. Derfor skal det faglige skøn sættes fri, så personalet i højere grad kan tilrettelægge forløb, der passer til den enkelte i stedet for gennem overordnede retningslinjer. I KD mener vi også, at det for nogle kan være et godt supplement med flere digitale løsninger – fx konsultationer over en PC-skærm.

Med nationale kvalitetskrav til uddannelsen og underviserne, sikres uddannelsens kvalitet. En systematisk dataopsamling - gerne suppleret med forskning i effekten af patientuddannelserne - vil sikre, at uddannelserne får effekt og en give sådan en effekt evidens. Evidensen for effekten af patientuddannelserne er stadig for svage, Alternativet tror på, at sundhedstiltag, om muligt, underbygges af evidens.

I SF har vi et ønske om at sikre reel forebyggelse af sygdom – eller følgevirkning af sygdom, og forebyggelsen bør være praksisnær. De fleste patienter vil gerne selv håndtere forebyggelse m.v. men det forudsætter, at patienter har viden og eventuel støtte til det. Patientuddannelse kan være en god hjælp til at lære at håndtere diabetes, og derfor giver det også mening, at vi har en fælles god standard for, hvad uddannelsen skal indeholde – både sundhedsfagligt men måske også socialt.

Det sikres bl.a. gennem de nationale kvalitetsstandarder, der skal sikre at der ikke er forskel på hvilken kommune du bor i. Det er helt afgørende for at gøre op med både den geografiske og sociale ulighed.

Selve udformningen og tilrettelæggelsen af patientuddannelsen bør overlades til dem, der ved mest om området – det er vi politikere ikke eksperter i på Christiansborg. Men vi skal sørge for at rammerne er i orden, blandt andet ved at sikre pengene følger med, når der bliver flere kronikere. Og ved at styrke det nære sundhedsvæsen, så der bliver bedre sammenhænge i behandlingerne og færre patienter bliver tabt mellem to stole.

Nogle kommuner og regioner er gode til at tilbyde deres borgere hurtig udredning, behandling og hjælper patienterne godt tilbage til en god hverdag efter endt behandling. Andre kommuner og regioner halter langt bagefter. Det går ikke. Det offentliges opgaver skal løses godt og hurtigt, uanset hvor man bor i landet. Derfor skal vi udligne disse forskelle. Danskerne fortjener et sundhedsvæsen med større sammenhæng, nærhed og mere ensartet høj kvalitet.

Det handler grundlæggende set om at skabe mere sammenhæng i vores sundhedsvæsen. Der er jo ingen tvivl om, at der i dag er forskellige tilbud alt efter, hvilket postnummer man bor i. Det er uacceptabelt, og derfor skal vi selvfølgelig lave en indsats, der går på flere ben. For os er det særlig vigtigt, at vi både involverer patienterne, familielægen og den øvrige del af sundhedsvæsnet til at skabe tilbud, hvor diabetespatienter ikke oplever at falde mellem to stole, og hvor de får et godt og tilfredsstillende patientuddannelsesforløb. 

Det er lovpligtigt, at mennesker med kronisk sygdom skal have tilbudt kontrol hos egen læge og den nationale diabetesplan fra Sundhedsstyrelsen anviser netop veje til mere ensartede tilbud til mennesker med diabetes. Det vil altid være et samarbejde mellem den enkelte patient og læge. Derfor er det også et fokusområde for os i KD at arbejde på at uddanne og rekruttere flere læger med speciale i Intern Medicin og i Almen Medicin.

Det er et af de hele store spørgsmål i diabetesbehandlingen, ikke mindst for borgere med type 2-diabetes. Sygdommen er forbundet med tabuer og der er en fordom om borgere med type 2 diabetes, som stigmatiserer dem og fastholder dem i et ønske om, at have afstand til sygdommen. Denne afstandtagen øger andelen som falder tilbage i gamle vaner, ud fra en holdning om ingen ændringer, ingen sygdom. Diabetesforeningens motivationsgrupper er en af løsningerne som kan bruges, men indsatsen skal nok være mere håndholdt og individuel, samt fastholdes hos den praktiserende læge. Den praktiserende læge skal så være lidt mere udad farende overfor gruppen, da det også er i den gruppe hvor det regelmæssige kontrolbesøg, hos praktiserende læge, forsømmes. Måske de nye sundhedshuse også kan spille en rolle i denne fastholdelse. Det er et meget vigtigt fokusområde, som kan skabe mere lighed i sundhed, en lighed som Alternativet mener vi skal forbedre.

Kommunalt arbejder vi på at sikre, at der er hjælp i vores sundhedshuse, diabetessygeplejersker og patientrådgivere. Det er ikke politikere, der skal lave en plan for, hvad en uddannelse skal indeholde, men de skal sikre, at den er til stede.

Nogle patienter har haft gavn af formaliserede netværksgrupper for patienter med diabetes – evt. i forlængelse af patientkursus. Og jeg tror generelt at det kan gavne patientgrupper, at kommunerne støtter dannelse af netop netværk, hvor grupper af patienter fortsat kan støtte hinanden.

Der skal være adgang til patientuddannelse som en del af den forebyggende indsats, der sikrer bedre mestring og øger livskvaliteten. Indsatsen kan forankres i det lokale sundhedshus, hvor der både er nærhed og adgang til både den kommunale og regionale indsats.

Det er vigtigt, at patienter med diabetes får den rette hjælp. Glukosemålere er bestemt et område, der er brug for at se nærmere på. Derfor afsatte vi på finansloven sidste år 10 millioner kroner til en forsøgsordning med glukosemålere. Målet med forsøget er at belyse effekterne af udvidet brug af glukosesensorer i behandlingen af diabetes. Forsøgsordningen skal netop til at starte op, og vi ser selvfølgelig frem til at læse resultaterne og på den baggrund drøfte, hvad der fremover bør gøres.

For ofte falder patienterne desværre mellem forskellige stole, når de er i kontakt med sundhedsvæsenet. Det gælder også danskere med diabetes. Er man som patient både afhængig af kommunal og regional behandling, halter det alt for ofte med sammenhængen i ens behandlingsforløb. Det kan være alt for svært at finde ud af, hvad der er hhv. kommunernes og regionernes opgaver. Det skal vi gøre bedre. I fremtiden vil der være flere kroniske patienter i Danmark. De skal opleve et sundhedsvæsen, der er tæt på dem, så de ikke skal rejse langt for at få den nødvendige behandling. Derfor vil Venstre styrke det nære sundhedsvæsen.

Ingen skal falde mellem to stole og ikke modtage den nødvendige behandling. Nye Borgerlige mener, at behandlingen skal være af høj kvalitet uanset hvor man bor, så man kan være sikker på at få den nødvendige behandling uafhængigt af hvilken kommune man bor i.

Det handler grundlæggende set om at skabe mere sammenhæng i vores sundhedsvæsen. Det er jo ingen tvivl om, at der i dag er forskellige tilbud alt efter, hvilket postnummer man bor i. Det er uacceptabelt, og derfor skal vi selvfølgelig lave en indsats, der går på flere ben. For os er det særligt vigtigt, at vi både involverer patienterne, familielægen og den øvrige del af sundhedsvæsnet til at skabe tilbud, hvor diabetespatienter ikke oplever at falde mellem to stole, og hvor de får et godt og tilfredsstillende patientuddannelsesforløb. 

Diabeteslægerne anbefaler netop, at målgruppen for sensorbaseret glukosemåling skal være alle, der tager insulin flere gange daglig og som behandles på et sygehus. Når man undersøger forskning omkring, hvordan flash kan bidrage til bedre glykæmisk kontrol, er der stadig ikke evidens for, at det bedrer langtidsblodsukkeret, medmindre man samtidig tæller kulhydrater. Derfor er KD´s forslag, at det skal være det lægelige skøn, sammen med den enkelte patients livskvalitet og behov, der skal være afgørende for, om en sådan sensor er en god ide – og er det lægeordineret, skal det udleveres. Det bliver ud fra ovenstående anbefaling, altså via Regionen og selvfølgelig gratis for den enkelte patient.

Tanken er også, at med bedre glykæmisk kontrol, kan der udover forbedret livskvalitet også imødeses store samfundsøkonomiske besparelser i form af forventeligt færre, der oplever at få senkomplikationer på baggrund af, at deres insulinbehov løbende kan justeres i forhold til blodglukosen.

Servicelovens bestemmelser om vurdering af hjælpemidlet, inden det leveres til den enkelte borger, er såmænd fornuftige nok. De skal blot vurderes i forhold til den enkelte borger. Diabetesforeningens undersøgelse, samt andre tilsvarende, viser desværre et billede af, at den vurdering der anlægges, oftest sker med det ene øje til pengekassen. Det kan ikke passe, at hvis man vurderer borgerne, at der er så stor forskel kommunerne imellem. Borgernes retssikkerhed lider dermed et knæk, når postnummeret bestemmer om hjælpemidlet udleveres.

Derudover medvirker forskellen også til en øget ulighed i sundhed, som Alternativet i stedet vil mindske. Derudover kan det overvejes om sensorbaserede glukosemålere ikke bør udleveres i henhold til sundhedsloven, til dele af målgruppen, set i lyset af den seneste udtalelse fra Dansk Endokrinologisk Selskab. Alternativets klare holdning er, at vi skal stole mere på den faglige ekspertise.

Det bør sikres, at det er hensynet til den enkelte borger og ikke til kommunekassens størrelse, som afgør om hjælpemidlet bevilges. Det kunne tale for at adskille afgørelsen fra betaleren, således at det ikke er samme myndighed som træffer afgørelsen, der samtidigt skal betale regningen. Umiddelbare økonomiske incitamenter virker også her, Alternativet støtter investeringer i forebyggelse, således at sundhedstilstanden forbedres og dermed forhindrer flere fremtidige følgesygdomme.

Vi mener, at insulinpumper og sensorer bør være behandlingsredskaber, som den enkelte kan få igennem regionen. Vi mener også, at dette er næste skridt til den kunstige bugspytkirtel, som vil kunne arbejde uafhængigt af andet og derved give en patient en dagligdag, der ligner alle andres.

SF mener, at alle patienter med insulinkrævende diabetes skal have adgang til den nye teknologi, som både kan sikre en bedre regulering af blodsukker og insulin – og forbedre patienternes livskvalitet. Vi har kæmpet for – og allerede sikret, at børn skal tilbydes den nye teknologi – og de unge kan beholde teknologien, når de bliver voksne. Derudover har vi med tilfredshed noteret os, at regionerne har sikret, at patienter med ustabilt blodsukker også får tilbudt den nye teknologi. Ved den seneste finanslov (2020) sikrede vi endnu et bidrag til – at også voksne med stabilt blodsukker skal have adgang til den nye teknologi – idet der blev afsat yderligere 10 mio. kr. til glukosesensorer.

Det er helt tåbeligt, at der endnu ikke er fundet en løsning på det problem. Det er jo ikke diabetikeren, der skal betale prisen for, at kommuner og regioner forsøger at skubbe ansvaret fra sig. Fra statslig side må det besluttes, om det er Region eller Kommune, der har opgaven, og så skal de naturligvis kompenseres for den udgift.

Vi er ikke tilhængere af mere brugerbetaling. Brugerbetaling rammer skævt og skaber ulighed i sundhed. Derfor har vi faktisk arbejdet på at reducere brugerbetalingen nogle af de steder, hvor den rammer særlig skævt. Vi har indført gratis tandpleje for socialt udsatte og gjort forsøgsordningen med gratis psykologbehandling til unge permanent.

Nej. Et velfungerende sundhedsvæsen er vigtigt for et godt liv. Derfor skal der være fri, lige og gratis adgang til sundhedsydelser og en sundhedsfaglig kvalitet på internationalt niveau – og pengene skal følge patienten. Det skal dog være muligt at opkræve en vis brugerbetaling i praksissektoren. Sundhedsydelser bør i samme omfang som på andre områder også omfatte tandbehandling.

Nye Borgerlige anser det for en kerneopgave i velfærdssamfundet, at alle danskere har lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet. Når danskerne betaler halvdelen af deres løn i skat, skal der ikke indføres brugerbetaling. Men vi ser også positivt på at der er mulighed for mere frit valg, og her spiller private udbydere også en vigtig rolle.

Danskerne betaler allerede rigeligt med skatter i dag. Derfor skal det heller ikke være dyrere at være dansker. Og vi mener ikke, at der skal indføres brugerbetaling i sundhedsvæsnet, når vi har så højt et skattetryk. Der skal man selvfølgelig kunne forvente, at man kan få den behandling, man har behov for i sundhedsvæsnet.

KD går ikke ind for brugerbetaling af velfærdsydelser, som sundhedsydelser er et eksempel på.

Et klart nej. Der skal ikke være mere brugerbetaling. Det skal være de lægelige vurderinger der bestemmer hvilket tilbud som borgerne kan få, ikke pengepungens størrelse. Brugerbetaling vil medføre endnu mere ulighed i sundhed, og Alternativet vil bekæmpe ulighed i sundhed.

Nej, vi ønsker ikke mere brugerbetaling.

Nej. SF kæmper for at reducere brugerbetaling på sundhedsområdet. Det er helt afgørende for lighed i sundhed, at alle har lige adgang til behandling, ny teknologi m.v.

Det må aldrig føre til øget brugerbetaling. Det vil være helt uacceptabelt.