Kærlighed ved første stik

Denne artikel er fra medlemsmagasinet Diabetes, juni 2021.

Indrømmet – overskriften er måske lidt søgt! Men, alligevel passende. For Mette og Peter Houmøller havde ikke mødt hinanden, hvis ikke det var, fordi de begge havde type 1-diabetes. De blev forelsket den første dag de mødtes i marts 1966 på Diabetesforeningens Ungdomspensionat for studerende i Charlottenlund.

– Jeg kan huske, at vi skulle spise middag klokken 18 nul dut. Der var en ledig plads til mig over for Peter. Jeg sparkede ham under bordet for at signalere, at jeg gerne ville tale med ham bagefter, siger Mette, og fortæller, at der blev gået rigtig mange ture i Dyrehaven i perioden derefter – og kysset på bænken ved Dronning Louises Tehus i Bernstorffsparken.

Jeg sparkede ham under bordet for at signalere, at jeg gerne ville tale med ham bagefter

Det var en tid med skæg og ballade. Og der blev festet og drukket alkohol sammen med de andre unge på pensionatet.

– Det er skræmmende at tænke på, hvad vores blodsukker har ligget på i den periode. Hvis vi var ude i sådan nogle seancer i dag, ville vi jo måle blodsukker hele tiden. Det kunne man slet ikke dengang, siger Peter.

Genert og nervøs

Da Mette og Peter begyndte at tænke på at få børn, var den tilgængelige litteratur ikke opløftende. Der stod blandt andet, at hvis én forælder havde type 1-diabetes, ville der være 50 procent risiko for, at barnet ville få diabetes. Mens risikoen ville være 100 procent, hvis begge havde type 1-diabetes. Derudover var dødeligheden blandt børnene høj, og der var risiko for en række komplikationer. Peter husker stadig, hvor nervøs og genert han var, da han skulle gå tur med overlæge Jacob E. Poulsen (H.C. Hagedorns efterfølger) i parken ved Niels Steensens Hospital for at tale om, om det var en god idé for dem at sætte børn i verden.

Jeg tror, at det er svært for folk uden diabetes at forstå, hvordan det fylder 24/7

Heldigvis fik de ’go’ fra overlægen, som var opdateret på den nyeste viden og kunne afvise, at arveligheden ville være 100 procent.

I dag har Mette og Peter to voksne børn. De kom til verden sunde og raske ved kejsersnit tre uger før termin, og ingen af dem har diabetes.

Under begge graviditeter var Mette indlagt i ni uger, før hun skulle føde. Hun lå på øverste etage på Rigshospitalet sammen med andre gravide med diabetes. Og blev 14 dage efter fødslen. Hun husker, hvordan de andre var bange for professoren, der blev kaldt SukkerPeder (professor Jørgen Pedersen, Rigshospitalets fødeafdeling for diabetiske mødre), som yndede at fortælle, hvad der kunne gå galt, hvis ikke de fulgte planen.

– Jeg skrev alt, hvad SukkerPeder sagde, ned. Jeg turde ikke andet. Og Jeg fik altid ros af ham. Men det er jo forskelligt, hvordan skræmmehistorier virker på folk.

Vi ved begge, hvordan det føles på egen krop, og kunne aldrig finde på at bebrejde den anden et dårligt blodsukker

Både Mette og Peter ville begge gerne have været diabetes foruden. Men når det er sagt, kan de kun se fordele ved, at de begge har sygdommen, fordi de kan forstå og støtte hinanden.

– Jeg tror, at det er svært for folk uden diabetes at forstå, hvordan det fylder 24/7. At uanset om man gør præcis det, man skal, kan blodsukkeret svinge uforudsigeligt. Vi ved begge, hvordan det føles på egen krop, og kunne aldrig finde på at bebrejde den anden et dårligt blodsukker, eller det dårlige humør, der kan følge med. Vi forsøger at hjælpe konstruktivt, siger Peter.

Så er der håb

Mette og Peter har altid gjort deres bedste for at passe deres diabetes, men samtidig stræbt efter at få det bedste ud af livet. De elsker at rejse og har en passion for vandreture. På et feriested i Gascogne i Frankrig for et par år siden, mødte de et dansk forældrepar med en søn på 10 år, der lige havde fået diabetes. Mette fortæller, at det var et rørende møde, der talte ind i deres eget liv:

– Sønnen var ked af sin diabetes, men blev så glad for at se os og høre om vores liv. Jeg tror, han tænkte: ”Så er der håb”, for han sagde overrasket: Man kan slet ikke se det på jer.