Kun få diabetesambulatorier udtaget til sygeplejerskestrejke

Kun en mindre del af diabetesområdet formodes at blive påvirket af den landsdækkende sygeplejerskekonflikt, men du kan risikere, at dit planlagte tjek udskydes.

Håndspritsygehus
23. juni 2021 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Fire diabetesambulatorier er udtaget til strejke, fremgår det af en oversigt på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside. Der er tale om diabetesambulatorier på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, på Sygehus Lillebælt i Kolding, på Slagelse Sygehus og på Amager Sygehus. Børneambulatorier er så vidt vides ikke udtaget til strejke.

Diabetesforeningen forventer, at alle, der får deres behandling påvirket af den igangværende konflikt, vil blive kontaktet direkte fra de enkelte sygehusafdelinger. For personer med diabetes vil det typisk betyde, at et planlagt diabetestjek på ambulatoriet bliver udskudt.

Indtil videre har Diabetesforeningen ikke modtaget henvendelser fra medlemmer, der har oplevet problemer i forbindelse med konflikten.

- Hvis man har bekymringer, fordi ens tjek er blevet udskudt eller aflyst, kan man altid ringe til Diabetesrådgiverne, som kan vejlede, fortæller udviklingschef Anne Sander fra Diabetesforeningen.

Anne Sander er ansvarlig for rådgivningen i Diabetesforeningen og er tilfreds med, at konflikten ikke endnu skaber problemer:

- Jeg forventer, at alle, der bliver berørt, får direkte besked af deres ambulatorium, og der er meldt ud, at alle, der får brug for akut hjælp for diabetes eller andre ting, kan få det i det nødberedskab, der er etableret, siger Anne Sander.

Konflikten på sygeplejeområdet trådte i kraft i lørdags efter et flertal af sygeplejerskerne havde stemt nej til mæglingsforslaget i deres overenskomstforhandlinger. Det vides ikke hvor lang tid, konflikten vil vare, men Diabetesforeningen følger situationen.

Læs mere

Kontakt Diabetesrådgiverne

Se oversigten over berørte sygehusafdelinger hos Dansk Sygeplejeråd