Nyt studie: Diabetes øger risikoen for HPV-sygdomme

Selv om stadig flere unge bliver vaccineret mod HPV, bør lægerne fortsat være opmærksomme på, at en meget stor gruppe af personer med diabetes har en forøget risiko for at udvikle HPV-relaterede sygdomme. Sådan lyder konklusionen i et nyt dansk studie.

Ikon Viden Forskning
14. september 2021 | Af Simon Festersen sfe@diabetes.dk

Et nyt dansk studie viser, at personer med diabetes har større risiko for at udvikle HPV-relaterede sygdomme – mere specifikt kønsvorter og anogenital kræft – i sammenligning med personer uden diabetes.

Kristian Reinholdt
Kristian Reinholdt (t.h.) sammen med Diabetesforeningens formand, Jørgen Andersen, til uddeling af forskningslegater i 2019.

Risikoen fordeler sig sådan, at der blandt personer med type 1-diabetes er en øget forekomst af kønsvorter, mens personer med type 2-diabetes oftere rammes af anogenital kræft.  

Det er forskeren Kristian Reinholdt, der er kommet frem til resultaterne i sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet, og som siden er blevet udgivet i tre fagfællebedømte tidsskrifter.

– Som læge oplever jeg, at mange tager hånd om deres diabetes. De vil gerne gøre det så godt som muligt og passe på sig selv ved blandt andet at dyrke motion og spise sundt. Derudover går de til et hav af kontroller. Men jeg er straks mere i tvivl om, hvorvidt de ved, at de også skal være opmærksomme på andre forebyggende tiltag, for eksempel at blive vaccineret eller screenet for livmoderhalskræft. Netop derfor er det så vigtigt at få studiets resultater frem i lyset, siger Kristian Reinholdt Pedersen, der tidligere har modtaget Diabetesforeningens rejselegat og blandt andet brugt pengene på at præsentere sine fund. 

Forskel på mænd og kvinder

Ph.d.-afhandlingen er et registerbaseret studie, der bygger på data fra alle danskere født i perioden 1916-2001.

I sin afhandling har Kristian Reinholdt fulgt udviklingen af kønsvorter, HPV-relaterede svære celleforandringer og kræft i perioden 1996-2016 og kigget på, om de knytter sig til personer enten med eller uden diabetes, ligesom han også har indhentet oplysninger om blandt andet livsmoderhalskræftscreening og HPV-vaccinationsstatus.

Således fandt han, at kvinder og mænd med type 1-diabetes havde henholdsvis 59 og 36 procent højere forekomst af kønsvorter i sammenligning med baggrundsbefolkningen uden diabetes.

På samme måde havde 11 procent flere kvinder med type 2-diabetes fået konstateret livsmoderhalskræft og 45 procent af de øvrige anogenitale kræfttyper – det vil sige skeden, de ydre kvindelige kønsorganer og anus.

Blandt mænd med type 2-diabetes var der ligeledes 45 procent flere tilfælde af anogenital kræft, altså i penis og anus. Disse kræfttyper er dog relativt sjældne.

En større udfordring i udviklingslande

Selvom særligt livmoderhalskræft aftager herhjemme takket være screening og vacciner, er det stadig den fjerdehyppigste kræftform blandt kvinder på verdensplan, og næsten 90 procent af alle nye tilfælde forekommer i lav- og middelindkomstlande.

Kristian Reinholdt ser da også et internationalt perspektiv i studiets resultater.

– Diabetes er en verdensomspændende sygdom, og ser vi, hvordan især type 2-diabetes vælter frem i udviklingslandene, er det også vigtigt at være opmærksom på risikoen for HPV-relaterede sygdomme, siger han og uddyber:

– Med en formentlig bedre levestandard i blandt andet de afrikanske lande bliver befolkningen mere overvægtig og får dermed en øget risiko for at udvikle diabetes. Når vi samtidig ikke har mulighed for at HPV-vaccinere alle, synes jeg da, at det er helt relevant at målrette den forebyggende indsats til personer med diabetes.

Giv et bidrag til et godt liv med diabetes - og en fremtid uden.

kr