Type 2-diabetes findes i flere varianter: Nu skal forskere forstå forskel

En række forskere fra Steno Diabetes Center har fået millionstøtte til at undersøge, hvorfor og hvordan personer med type 2-diabetes adskiller sig fra hinanden. Det sker for at kunne skræddersy behandlingen bedre til den enkelte.

Ikon Viden Forskning
17. februar 2021 | Af Simon Festersen sfe@diabetes.dk

Blandt diabetesforskere er der efterhånden bred enighed om, at type 2-diabetes ikke er en og samme sygdom. Den skal i højere grad opfattes som en såkaldt heterogen sygdom, altså en sygdom, der forekommer i flere varianter.

Men hvad er det præcist for nogle forskelle, der gemmer sig i sygdomsmønstrene hos personer med type 2-diabetes – og hvorfor opstår de?

Et forskningsprojekt, der involverer alle landets fem Steno Diabetes Centre, har fået 25 mio. kroner i støtte af Novo Nordisk Fonden til at komme nærmere et svar på de spørgsmål.  

Allan Vaag, overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen, skal stå i spidsen for forskningsprojektet. Han uddyber, hvorfor det netop er relevant at forstå de forskellige sygdomsmønstre ved type 2-diabetes:   

- Når forløbet er så forskelligt fra person til person, så bør behandlingen kunne skræddersys væsentligt bedre til den enkelte patient. Men før dette bliver muligt, er der behov for en bedre undergruppering af patienter med type 2-diabetes i forhold til specifik sygdomsårsag, sygdomsmekanismer, prognose, behandling etc., siger han i en pressemeddelelse. 

Personlig medicin er fremtiden 

Undergrupperingen af type 2-diabetes er ikke noget nyt begreb, men der mangler endnu dokumentation for, at det fører til bedre behandling og prognose, mindre sygelighed og færre komplikationer. Det er den viden, som forskningsprojektet skal bidrage med.

Tanja Thybo 1
Personlig medicin, der tager højde for den enkeltes behov, vil give diabetesbehandlingen et løft, mener Tanja Thybo, Diabetesforeningens forskningschef.

I forskningsprojektet vil Allan Vaag og hans kolleger anvende flere metoder til at indsamle og analysere data. De vil blandt andet analysere blodprøver fra DD2-kohortens biobank (Dansk center for strategisk forskning i type 2-diabetes) og sammenholde resultaterne med data fra andre danske registre. På den måde bliver de i stand til at karakterisere sygdommen hos flere tusinde danskere og kan kortlægge sammenhænge mellem blandt andet sygdomsforløb, medicinforbrug, komplikationer, anden sygdom og dødsfald.

Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo hilser det nye forskningsprojekt velkommen. 

- Det giver fantastisk god mening at forske yderligere i de forskellige sygdomsmønstre, der kan forekomme ved type 2-diabetes. For når man først kender til dem, er det også meget nemmere at finde den rette behandling og dermed nedsætte risikoen for følgesygdomme på længere sigt. Den slags forskning i personlig medicin skal vi nok forvente at se mere af i fremtiden, siger Tanja Thybo.