Allan Flyvbjerg takker af

Han bøjer sin lange krop ned og samler et stykke brugt vat op fra trægulvet og transporterer det diskret hen til en af skraldespandene i receptionsområdet på Steno Copenhagen Diabetes Center (SDCC). Det skal ikke ligge der og skæmme det moderne, lyse og store receptionsområde, der hver dag byder cirka 300 personer med diabetes velkommen.

─ Da jeg så oplægget til det nye Steno Diabetes Center blev jeg ærligt talt provokeret. Henover forsiden stod der ”Patientcentreret behandling i verdensklasse”. Mine 11 år som formand for Diabetesforeningen formede mit syn på livet med diabetes, så jeg kan ikke arbejde med ord som patient og kroniker. Gennem mine seks år som direktør for SDCC har jeg derfor gjort alt, hvad der stod i min magt for at arbejde for at få et behovsstyret, respektfuldt og holistisk menneskesyn ind i hospitalet, som arkitektonisk også er kommet til udtryk i de nye rammer her, siger den kommende pensionist.

Allan Flyvbjerg ser tilfreds ud, når han viser rundt på de 24.000 m2 i Herlev og understreger, at de personer, der livslangt lever med diabetes, er de reelle eksperter, så naturligvis skal behandlingen tilrettelægges efter disse eksperters behov og ikke alene de eksperter, der får løn for at arbejde der.

Brugerinddragelse afgørende

─ Vi tager brugerinddragelse meget, meget alvorligt med vores holistiske tilgang, og her kan man både få undersøgt øjne, nyrer, fødder – og snart også tænder ─ samt indgå i forsøg, så man sparer borgerens tid. Vi tilbyder også ophold i nogle mindre grønne haver, mulighed for at lade telefonen op og deltage i madlavningskurser, som diætister leder, siger han og tilføjer med et skævt smil:

─ At få stukket et skærebræt og grøntsager i hånden har en noget anden effekt end en brochure om madlavning.

Mine 11 år som formand for Diabetesforeningen formede mit syn på livet med diabetes, så jeg kan ikke arbejde med ord som ”patient” og ”kroniker”

Selv ser Allan Flyvbjerg frem til at lægge friskfangede fisk på sit private skærebræt.

─ Jeg er vild med at fiske, både alene og sammen med min søn og svigersønner, så det glæder jeg mig virkelig meget til at få tid til her lige om lidt, siger manden, der aldrig har søgt skånejobs.

─ For jeg får mest energi i et udfordrende og ansvarsfuldt job, når vejen til målet er defineret af krudtrøg og sværdslag og behov for at skabe nye helhedsorienterede løsninger, som netop transformationen af Steno Diabetes Center fra privat til offentlig var. Resultatet taler for sig selv, siger han og slår ud med armene.

Nu da planlægning og sværdslag er fortid, er det tid til at komme videre.

Ikke bezzerwizzer-pensionist

─ Enten skulle jeg gå efter et nyt udfordrende topjob, eller også skulle jeg gå på pension. Min hustru luftede muligheden for, at jeg kunne nyde nogle år med at være mere i drift, men sådan fungerer jeg ikke. Men det er altså ikke hende, der har kaldt mig hjem, jeg går selv, pointerer han.

Jeg vil have tid til fisk

Allan Flyvbjerg understreger også, at når han er ude, så er han ─ med nok en lille håndfuld bestyrelsesposter som undtagelsen ─ ude:

─ Man kommer ikke til at se mig i rollen som pensioneret bezzerwizzer. Min holdning er, at man skal bruge sin viden, sine ambitioner og kompetencer, når man kan gøre en forskel og ikke som klog pensionist, der ikke længere har indflydelse eller skal fungere under givne rammer. Det er heller ikke rart at se på, at nogen bliver smidt eller båret ud. Hellere gå, mens legen er rigtig god.

Bud på fremtiden

Inden Allan Flyvbjerg er gået ud ad døren i Herlev for sidste gang, accepterer han beredvilligt at kommentere på fremtidens diabetesbehandling, sundhedsvæsenet og Diabetesforeningen:

─ Jeg tror fortsat på, at det kan lade sig gøre at kurere type 1-diabetes en dag. Forskerne arbejder ihærdigt på med medicin at kunne udskyde behovet for insulin hos børn og voksne med en høj risikoprofil og bevare deres insulinproduktion. Arveligheden er ikke høj i familier med type 1-diabetes. Har moren det, er risikoen 3%, har faren det, er den 6%.

─ Men type 2-diabetes kommer vi desværre nok ikke til at kurere, fordi arveligheden er så stor. Har man en nær slægtning med type 2-diabetes er risikoen helt oppe på 40 %. Men også her kan vi skubbe behovet for medicin og gøre en masse for at undgå senkomplikationer og forbedre livskvaliteten, hvad den teknologiske udvikling i høj grad jo også bidrager til.

Konservativt sundhedsvæsen

Allan Flyvbjerg er ikke imponeret over udviklingstempoet i sundhedsvæsenet.

─ I mine øjne er sundhedsvæsenet stadig meget konservativt og har stadig ikke et skarpt nok blik på dem, det handler om. Og selvom der er sket en del, så er dagens krisetegn meget lig dem, der var for 30 år siden. Hvornår spørger sundhedsvæsenet ”sine kunder”, om de er tilfredse? Eller om de kunne gøre noget anderledes for eksempel? Der er alt for lidt dialog! Jeg kender alt til stramme budgetter, men jeg kender også til modig nytænkning og for eksempel ansættelse af andre faggrupper end læger og sygeplejersker til løsning af specifikke opgaver. Her på SDCC har vi eksempelvis lagt et kæmpe ansvar ud til fodterapeuter og diætister med succes hele vejen rundt.

Uambitiøs sundhedsreform

Den snart forhenværende direktør sætter om muligt tempoet højere op:

─ Den sundhedsreform, det netop er besluttet at gennemføre, er også alt for uambitiøs og løser overhovedet ingen af de helt grundlæggende problemer i sundhedsvæsenet, heller ikke det gennem 30 år tilbagevendende problem: Hvordan får vi forskellige sektorer til at kommunikere og samarbejde konstruktivt? Der mangler fortsat fundamentale incitamentsstrukturer. Hvorfor kan man ikke belønne de afdelinger og hospitaler, som virkelig gør en særlig indsats for den treenighed, som SDCC er styret af:

Brugertilfredshed, gode sundhedsmål og ambitionen om at løse opgaver mere intelligent?

Jeg bliver ikke bezzerwizzer-pensionist

Set fra Allan Flyvbjergs udgangspunkt bør behandlerne i sundhedsvæsnet lave en meget let øvelse flere gange i løbet af en arbejdsdag, nemlig spørge sig selv, om de selv ville behandles sådan.

─ Fremtidens borgere med diabetes vil ikke finde sig i den tilgang, mange møder i systemet i dag, så jeg er sikker på, at det vil blive langt mere på deres præmisser, herunder virtuelle behandlinger, siger Allan Flyvbjerg og fortsætter:

─ Diabetes er en livslang sygdom, så vi bør være på tæerne for at få vores tilbud om for eksempel konsultationer til at passe med den enkeltes hverdag, så sygdommen fylder så lidt som muligt og livskvaliteten så meget som muligt. Både mennesker med type 1-diabetes og type 2-diabetes er i stigende grad godt funderet teknologisk. Det betyder i sig selv, at vi skal være langt mere brugerorienterede, end vi er i dag. Her på SDCC er vi rigtig godt på vej, men vi er ikke mål.

De frivillige er en ressource

Den forhenværende formand for Diabetesforeningen vil også gerne sende en hilsen til sin gamle arbejdsplads:

─ Jeg synes, det er skønt at se, hvor politisk foreningen er blevet i rollen som vagthunden, der anstrenger sig for, at diabetes hele tiden står skarpt i politikernes bevidsthed.

─ Diabetesforeningen er en stor forening med 90.000 medlemmer. Det vil sige, at der er en kæmpe ressource her i skikkelse af frivillige, som foreningen skal støtte og aktivere yderligere, hvad jeg også oplever er i gang, og det er sindssygt vigtigt.

─ Med Steno Diabetes Centrene og de øvrige stærke diabetesforskningsmiljøer rundt om i landet bliver der skabt den videnskabelige viden, som netop foreningen og de frivillige kan omsætte i kampen for at sikre et langt liv med diabetes med god livskvalitet. Så det hænger godt sammen, dog håber jeg, at de frivillige bliver motiveret til at gå ind i flere og flere opgaver.

Vandretur i Japan

Nu kaster Allan Flyvbjerg sig frivilligt ud i en helt ny strukturløs hverdag, hvor der skal være tid til fiskeri, tilberedning af fangsten, ture i Danmark og dyrkning af sine interesser og familien.

Pensionistkalenderen er dog ikke helt blank. Flere steder står der for eksempel ”japanskundervisning” som forberedelse til den forestående vandretur på Shikoku i Japan:

─ Jeg glæder mig meget til det hele. Selvfølgelig bliver det en kæmpe omvæltning, men mon ikke jeg også finder ud af at klare denne nye udfordring?

Tak for det hele!

Det er Mr. Diabetes der takker af. En læge, debattør, formand, direktør. Med meget mere.

Kort sagt, en ekspertise der, der uanset kasketten, altid har haft et skarpt fokus på at forbedre forholdene og mulighederne for mennesker med diabetes i Danmark. På samme måde har Allan Flyvbjerg også rakt ud over landets grænser og sat aftryk med sin store viden og indsats.

For mennesker med diabetes og for medlemmer af Diabetesforeningen har det set fra vores perspektiv, haft kæmpe betydning, at Allan Flyvbjerg har insisteret på, altid at sætte brugerinddragelse først. Ligesom hans kamp for at patienten og mennesket skal være i centrum i mødet med systemet og med behandleren. Det har gjort en forskel, der er til at tage at føle på.

Allan Flyvbjerg har ikke haft stor tålmodighed i forhold til fodslæbende tempo fra politisk hold, når det gælder udvikling af vilkår og behandlingstilbud. Han har skubbet på og altid været en stærk bidragsyder af idéer til, hvordan det samlede sundhedssystem kan gøres bedre og har sidst vist vejen til det i sin sidste stilling på Steno Diabetes Center Copenhagen, som han nu trækker sig tilbage fra, for at gå på pension.

Fra Diabetesforeningen siger vi stort tak for indsatsen.

Jørgen Andersen, formand, Diabetesforeningen