Diabetesforeningen opruster med ny pressechef

Med +20 års erfaring skal Birgitte Hougaard som ny pressechef sætte diabetes højere op på dagsordenen.

Birgitte Hougaard (1)
02. august 2022 | Af Eva Tingkær eva@diabetes.dk

Diabetesforeningen har ansat Birgitte Hougaard som ny pressechef. Hun kommer fra et job som pressechef i Green Power Denmark og har været pressechef i HK samt presserådgiver i Sundhedsstyrelsen og Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

Før det var hun reporter på DR Nyheder og TV2 Nyhederne.

- Vi er utroligt glade for at få en så erfaren og fagligt dygtig pressechef til at kæmpe diabeteskampen. Diabetes er en stille sundhedskatastrofe og er i hastig vækst fra lige nu at ramme en kvart million danskere til at næsten en halv million danskere vil leve med diabetes i 2030. Derfor har vi brug for at gøre diabetes meget mere synlig og give Diabetesforeningen en skarp profil, siger Claus Richter, adm. Direktør i Diabetesforeningen. 

- Jeg er virkelig glad for at kunne bidrage til diabetessagen. Det er et privilegie at komme med i en organisation med noget på hjerte, og som vil diabetes til livs, bekæmpe stigma og vilkårlighed og ulighed i adgang til sundhed. Jeg ser meget frem til at bruge mine erfaringer til at skabe den synlighed som diabeteskampen fortjener, siger Birgitte Hougaard. 

Birgitte Hougaard er netop tiltrådt den 1. august.