Gode liv og sundhed bør være lige for alle
Selvom regeringen har ulighed i sundhed som et indsatsområde i det længe ventede udspil til en sundhedsreform, savner vi mere handling. Sådan skriver vi i dag i et debatindlæg sammen med Hjerteforeningen og Lungeforeningen.
Bragt i Berlingske den 1. april 2022.
Så kom det endelig. Det længe ventede og hårdt påkrævede udspil til en sundhedsreform blev i sidste uge præsenteret. Mange gode elementer er inkluderet i det 54 sider lange udspil, men vi står også med et presset sundhedsvæsen efter flere års effektiviseringer samt to år med en verdensomspændende epidemi. Tilbage står et sundhedsvæsen, hvor patienter venter eller slet ikke får de tilbud, de bør have, og der mangler sundhedsfagligt personale, som ovenikøbet er ujævnt fordelt.
En af de enorme udfordringer, som vi ikke kan ignorere, er ulighed i sundhed.
Kigger vi alene på middellevetiden, er uligheden gennem de seneste 25 år bare steget og steget og har efterhånden stabiliseret sig på et alt for højt niveau. Mænd fra den højeste indkomstgruppe har en middellevetid på 83,3 år, mens den for mænd i laveste indkomstgruppe lyder på 73,8 år - altså en fuldstændig uacceptabel forskel på 9,5 år. For kvinder er tallet 5,5 år.
Den sociale ulighed i sundhed er kendetegnet ved klare og systematiske forskelle i selve risikoen for, at sygdom opstår, patientens livskvalitet under og efter selve sygdommen samt en langt højere prævalens for tidlig død. Det gælder for de tre sygdomsområder, vi repræsenterer.
Selvom regeringen har ulighed i sundhed som et indsatsområde, savner vi mere handling.
Vi anerkender fuldt ud, at regeringen i sit udspil vil iværksætte et fagligt arbejde for at kortlægge eventuelle tiltag til at bekæmpe uligheden og gøre emnet til et fokusområde på kræftområdet.
Vi savner, at udspillet afspejler virkeligheden i langt højere grad og anerkender, at ulighed i særdeleshed rammer kronisk syge. Danskere, hvis højest opnåede uddannelse er på grundskoleniveau, har op til tre gange så høj risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom sammenlignet med deres jævnaldrende, som har en lang videregående uddannelse. På samme måde er risikoen for at få lungesygdommen KOL dobbelt så høj for danskere med en folkeskoleeksamen i forhold til danskere med lang videregående uddannelse, mens tallet for type-2 diabetes er tre gange større.
Tallene taler deres tydelige sprog. Uligheden er markant, og Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Lungeforeningen står sammen om behovet for, at der bliver lavet en særskilt indsats for de enormt mange danske kroniske patienter. En indsats, der adresserer den store ulighed.
Sundhedsvæsenet skal se det hele menneske, så vi får løftet de sårbare patienter og møder dem i øjenhøjde. Det er alfa og omega for at mindske uligheden.
Et værre postnummerlotteri
Samtidig er det hævet over enhver tvivl, at der er store forskelle på tværs af kommuneskel og regionsgrænser, når det kommer til de tilbud, man som patient modtager, når sygdommen rammer.
Når det eksempelvis gælder rehabiliteringen efter indlæggelse, satses der i visse på kommuner på, at den fysiske genoptræning skal bære patienten godt tilbage til livet. Andre steder er der mere fokus på den mentale trivsel. Men begge dele er vigtige og kan ikke stå alene. Et tilbud bør ikke være enten-eller, men være både-og over en bred kam. Men sådan er det ikke alle steder. Mere end en tredjedel af alle hjertepatienter har eksempelvis ikke modtaget tilbud om fysisk genoptræning.
I stedet er patienterne i Danmark deltagere i en form for postnummerlotteri, hvor det er ens bopæl, der afgør kvaliteten af behandlingen.
Når det kommer til kommunale tilbud i kost-, motion og sygdomsforståelse, er det kun en fjerdedel af alle med type 2-diabetes, der har fået sådan et tilbud – selvom det beviseligt giver bedre sygdomsmestring og liv med diabetes og kan bremse følgesygdomme. Det skriger til himlen, at der er behov for ensartede og kvalitetssikrede behandlingstilbud på tværs af kommunerne og regionerne. Det kan ikke passe, at Søren fra Skive skal have en bedre eller værre behandling end Marianne fra Middelfart, blot fordi Søren har bosat sig et andet sted. Men sådan er det desværre i dag.
Nok vil regeringen iværksætte kvalitetsstandarder i kommunerne, men det bør forankres i klare krav og evalueringer, og det kan heller ikke stå alene. De data skal indsamles og monitoreres, så vi netop sikrer, at der er en ensartethed på tværs af de danske postnumre, og at kvaliteten selvfølgelig også følger med.
Behov for forebyggende indsatser mod risikogrupper
Regeringen sætter en ny og klar kurs på forebyggelsesområdet med visionære alkohol- og tobaksforslag, som især er målrettet unge generationer.
Det er modige forslag, som vi bakker fuldt op om, og som helt sikkert vil gøre en forskel for unges druk- og rygevaner. Men de voksne i risikogruppen for kroniske sygdomme nævnes ikke med mange ord, når det kommer til forebyggelsesindsatsen. Og det er en skam.
For med en proaktiv forebyggelsesindsats kan man komme nogle af de kroniske sygdomme, som rammer socialt skævt i befolkningen, til livs.
Der er brug for en tidligere indsats og opsporing, så borgere på tværs af uddannelseslag kan få den rette behandling. Men sådan er det desværre ikke i dag. I Danmark vurderes det, at ca. 400.000 danskere har den kroniske lungesygdom KOL, men alligevel er det kun ca. halvdelen, der ved, at de har sygdommen – resten er ganske enkelt ikke klar over det, fordi de ikke har fået diagnosen eller er blevet fejldiagnosticeret. 360.000 danskere går rundt med prædiabetes – og 35 procent af alle med type 2-diabetes har nået at udvikle følgesygdomme som hjerte-kar-, nyre- og øjensygdomme, før deres diabetes opdages.
Derfor, kære politikere, bør man sætte klart og tydeligt ind med strukturelle forebyggelsestiltag også målrettet den voksne del af befolkningen, så vi sammen kan minimere uligheden i sundhedsvæsenet.
Med oplægget til en ny sundhedsreform er vi på rette vej. Men der er stadig mange ting, der kan og skal gøres. Vi står alle parat til at give en hjælpende hånd og agere sparringspartnere.