Vægten er et tal – ikke et udtryk for personligheden

Hvad motiverer dig til at fortælle om livet med type 2-diabetes og mad og vægt?

Pia Lerke: Jeg synes, det er vigtigt at fortælle andre om, hvordan man klarer at leve med diabetes. Der er behov for at få information ud om, hvordan almindelige mennesker har det, for mange i familien Danmark kan have problemer, man ikke lige kan se, men som det er vigtigt, der bliver taget hånd om.

Det skal ikke nødvendigvis blæses op, så det fylder alt. Men der skal være nogle, der taler om det, så andre kan få en oplevelse af, at jeg er ikke den eneste, der har det sådan.

Derfor har jeg har kastet mig ud i at fortælle min historie. Men også fordi jeg har et budskab:

Husk at fokusere på andre ting end sygdommen og lev livet!

Og så har jeg en opfordring.

Lægerne skal behandle og give medicin, det er fair nok. Men de skal huske, at visse mennesker er autoritetstro og nervøse for at tale om det, der trykker. Hos lægen bliver det vanskelige med mad derfor ofte ikke nævnt på anden måde end: Du skal tabe dig.

Jeg kender det selv: Jeg kommer, bliver vejet og er tallene ikke gode, så bliver jeg skældt ud. Jo! Sådan føles det altså, når jeg bliver sendt ud af døren igen med en besked om at gøre det bedre.

Så er det faktisk sådan, at har du haft lidt ondt i maven, inden du kom, så kan du virkelig have brug for en kage, når du går hjem med den besked. Og det siger jeg selvfølgelig med en vis ironi, men det er altså ikke altid lige lykkeligt.

Jeg forstår lægens opgave, men man bliver reduceret til en vægt, en krop og et tal – og måske at man ikke er god nok. Jeg ønsker mig en bedre kommunikation, og at lægen skal være bedre klædt på til at se bagom. Og så skal vi selv øve os i at turde tage fat i det, der er vigtigt selv. For det er mit liv og min sygdom.

Hvor meget har vægt og mad fyldt i dit liv – før og efter diagnosen?

Jeg har altid været overvægtig, og det har jeg altid forholdt mig til. Men i dag er mit fokus, at vægten må stå, hvor den står. I stedet for lægger jeg mest vægt på langtidsblodsukkeret. Det giver mig en slags frihed for selvbebrejdelser.

Men jeg er ikke urealistisk og har tabt mig 19 kilo, siden jeg fik diagnosen for tre års tid siden.

Da jeg fik den, efter at have været i gråzonen i mange år, fyldte tankerne om vægt rigtig meget.

Jeg tænkte: Åh nej, nu er det resten af livet, og jeg faldt ned i et sort hul. Men jeg kom stille og roligt frem til at sige til mig selv: Okay, nu har jeg sygdommen, så vil jeg vide noget om den, så jeg ikke bare kører derudaf.

Jeg har altid syntes, at viden er det vigtigste for mig. Det give et sted at stå, hvis man møder noget svært. For maden ér en udfordring, og jeg falder i engang imellem og bliver sur på mig selv. Men er blevet bedre til at tilgive mig selv og sige: Okay, nu gjorde jeg det, det kan ikke ændres, så op på hesten igen.

Tilbud om kost og motion ligger ofte i dagtimerne. Det er vanskeligt at tage fri til, når man passer et arbejde. Det er også svært at komme til diætist mere end en gang, uden at det er på egen regning. Jeg ønsker, der er mulighed for mere opfølgning.

Og det er vigtigt at kunne, for vi fejler alle og kommer til at spise hele posen med lakridser, og så handler det om at komme videre.

Jeg véd også godt, at jeg trøstespiser.

Jeg er blevet bedre til at spørge mig selv, hvorfor det for eksempel er, at jeg har SÅ meget behov for den is lige nu? Er jeg ked af noget, og kan jeg gøre noget ved det? På den måde lykkes jeg ofte med ikke at spise isen.

Men det kræver altså, at du virkelig har indblik i dig selv. Det er noget med at lære sig selv at kende og acceptere og tilgive sig selv. Og det kan være en meget ensom kamp, fordi det kun er en selv, der  putter ting ind i munden.

Hvor er du i dag i forhold til din diabetes og vægt og spisning?

Jeg er meget glad for motivationsgruppen i Diabetesforeningen. Her støtter vi hinanden og taler sammen. Og jeg har fået meget godt styr på, hvordan jeg styrer uden om det der med at putte for meget i munden. Noget af det, jeg gør, er for eksempel, at hvis jeg kommer hjem med chokolade efter indkøb og tænker: Det dér, har du ikke godt af, så smider jeg det ud. Det sker også, hvis der er kage tilbage efter familien, har været her, for ellers er der risiko for, at jeg spiser det efter en halv time. Når julen er slut, smider jeg resterne ud. Og så laver jeg madplan og køber ind en gang om ugen, så bliver jeg ikke fristet.

Jeg tager virkelig hatten af for dem, der kan holde en stram diæt og holde sig medicinfri. Det kræver disciplin, og jeg er ikke selv rigtig god til det. Jeg går mine egne veje, taler med andre og finder det, jeg gerne vil spise.

Hvad har det værste været?

Man står alene. Det er det værste. Det er så vigtigt, man har andre med diabetes at tale med. Familie og venner også. Men det er bedst at tale med nogle, der véd, hvordan man har det.

De samtaler jeg har med andre med diabetes, hjælper mig til at acceptere mig selv, og at jeg har det, som jeg har det.

Jeg har besluttet, at jeg har et liv, der skal leves. Det gør jeg på fuld skrue, og det gør mig bedre i stand til at klare tingene, når de er svære, eller når jeg bliver bange for følgesygdomme. Jeg har fundet en god vej med det i dag. Og gør selvfølgelig brug af min evne til at se på de lyse sider.

Hvad ønsker du for mennesker med diabetes?

Diabetesforeningens motivationsgruppe har fyldt et hul for mig. Der er input fra fagpersoner om sygdommen og om motion og mad. Og vi deler personlige fortællinger.

For mig bidrager det både til at give viden og mindske følelsen af ensomhed.

Jeg ville ønske, at det er nemmere at komme i kontakte med det offentlige om den type støtte. Også med fokus på at mennesker med diabetes kan udveksle erfaringer. For jeg oplever, at viden og samtale med andre hjælper til at finde sin vej i det.

For det kan være hårdt i hverdagens hamsterhjul. I min vilde fantasi drømmer jeg om, at der er et sted, hvor man bare kan komme og tale sammen, men jeg véd det kræver ressourcer. Jeg har fundet det i motivationsgruppen og i en beslutning om også at fokusere på andet end sygdommen.