Aftale om inflationshjælp giver medicintilskud til trængte danskere
Fredag blev der indgået en aftale om inflationshjælp, der sikrer et ekstra tilskud til alle danskere med høje medicinudgifter. En vigtig og nødvendig håndsrækning, ifølge Diabetesforeningen.
Snart er der inflationshjælp på vej til en række udvalgte danskere, heriblandt mennesker med diabetes. SVM-regeringen og seks andre partier har fredag indgået aftale om en hjælpepakke på 2,4 mia. kroner.
I aftalen står bl.a., at de ældre, der modtager ældrecheck, kan se frem til at få en ekstra skattefri check på 5.000 kroner. Derudover er der afsat 125 millioner kroner til medicintilskud, hvilket konkret betyder, at den maksimale egenbetaling for receptpligtig medicin nedsættes fra 4.435 kr. til omkring 3.100 kroner i resten af 2023.
Og det er en rigtig god nyhed, mener Diabetesforeningens adm. direktør, Claus Richter.
– Dagens aftale om et medicintilskud er en god og vigtig håndsrækning til kronisk syge og et sikkerhedsnet under mennesker med diabetes. Vi kan se, alt for mange med kronisk sygdom som diabetes er tvunget til at spare på medicin og behandlinger på grund af inflationen - og det kan koste den enkelte og samfundet dyrt.
– Vi vil fortsat kæmpe for, at sikkerhedsnettet skal være større og mere permanent, siger han.
Skarp appel gav pote
En stor undersøgelse fra Diabetesforeningen viste i efteråret, at mange mennesker med diabetes er hårdt pressede af inflationen. Så hårdt, at hver fjerde har fravalgt vigtige behandlinger til fx fodterapeut og tandlæge, mens 16 procent har været nødsaget til at spare på medicin. Undersøgelsen viste også, at de store prisstigninger i samfundet især rammer førtidspensionister, fleksjobbere og ledige med diabetes.
Det fik Diabetesforeningen til at sende en skarp appel til politikerne.
– Der er et akut behov for politisk handling. Hvis mennesker med kronisk sygdom som diabetes ikke får en håndsrækning, kan inflationen svække behandlingen nu og her og dermed øge risikoen for invaliderende og dyre følgesygdomme i det lange løb, lød det fra Diabetesforeningens adm. direktør, Claus Richter, der glæder sig over, at politikerne har lyttet.
– Vi har kæmpet hårdt for at lade politikerne forstå alvoren af de her udfordringer. Kost, medicin og behandlinger som fx fodterapi er afgørende for, om man udvikler alvorlige følgesygdomme til diabetes. Derfor skal der selvfølgelig også lyde en ros for nu at komme med en hjælpepakke.
Potentiel slagside
Selv om medicintilskuddet lander på et tørt sted, kan det dog også have en økonomisk slagside.
Mennesker med diabetes har i dag mulighed for at få et tilskud af kommunen til at dække merudgifterne i forbindelse med deres kroniske sygdom. Men det kræver, at de samlede udgifter overstiger en grænse på 7.068 kr. om året. I det regnestykke indgår også egenbetalingen på medicin, der med dagens aftale sættes ned. Mange mennesker med diabetes kan således være i risiko for at miste deres tilskud.
– Vi henstiller til kommunerne, at de ikke bruger dette midlertidige medicintilskud til at genberegne og dermed fjerne dækningen af merudgifter. Det vil være et fatalt indgreb for de mange danskere med diabetes, der allerede oplever at skulle lægge ekstra penge til side hver måned på grund af deres sygdom. Vi frygter, at de igen vil være tvunget til at spare på behandlinger og andet, der har en forebyggende effekt, hvis de mister deres tilskud, siger Diabetesforeningens adm. direktør, Claus Richter.
Diabetesforeningen kæmper for på sigt at sænke den beløbsgrænse, der afgør, om kommunen kan give tilskud til merudgifter, og foreslår en grænse på 2.000 kr., så langt flere kan blive kompenseret for de mange ekstraudgifter, de har, fordi de lever med en kronisk sygdom.
Aftalen om inflationshjælp kan først træde i kraft, når der bliver gennemført en lovændring. Det vil ske hurtigst muligt via hastelovgivningen.
Læs mere
Husk kronisk syge i forhandlinger om inflationshjælp