En farlig flytning
Andreas Thomsen fik styr på sit blodsukker takket være en sensorbaseret glukosemåler, men mistede den i samme øjeblik, han krydsede kommunegrænsen.
Artiklen er fra medlemsmagasinet Diabetes, marts 2023
Sygdommen kom på et af de værst tænkelige tidspunkter. Andreas Thomsen var 20 år og holdt sabbatår, da han fik konstateret type 1-diabetes.
Kort efter diagnosen flyttede han til storbyen Aarhus. Omvæltningen var total, og trods regelmæssige blodsukkermålinger, mistede han grebet om sin nye følgesvend.
I mit hoved er det principielt forkert, at en sagsbehandler – og ikke lægefagligt personale – skal tage stilling til behandlingen af min kroniske sygdom.
Andreas Thomsen
– Jeg havde mange rutsjebaneture med højt og lavt blodsukker, uden at vide hvorfor, indtil den dag, kommunen bevilligede mig en sensor. Jeg begyndte at måle mit blodsukker oftere, fordi det helt lavpraktisk var så nemt. Målingerne gav mig et bedre overblik, ikke kun øjebliksbilleder, men også tendenser, som var et stærkt værktøj til at finde årsagssammenhænge, siger han.
Tilbage til start
Seks år senere flyttede Andreas Thomsen til Vejle. Han skrev igen en ansøgning til kommunen om at få bevilliget en sensorbaseret glukosemåler og havde en klar forventning om, at den ville stryge lige igennem. Men nej. Vejle Kommune mente ikke, han opfyldte kriterierne. Andreas Thomsen blev slået tilbage til start. Til dengang, hvor blodsukkeret fløj ustyrligt op og ned.
– I mit hoved er det principielt forkert, at en sagsbehandler – og ikke lægefagligt personale – skal tage stilling til behandlingen af min kroniske sygdom og kun kigger på, hvad der står i paragrafferne. Som så endda bliver fortolket forskelligt fra kommune til kommune.
– Pludselig gik det op for mig, hvor meget sensoren betød for mig, og havde jeg vidst, at jeg ikke kunne få bevillingen overført, var jeg nok ventet med at flytte, siger Andreas Thomsen.
Læs mere om Diabetesforeningens mærkesag om lige adgang til diabetesteknologi
