Livet med diabetes forbedres, men stadig flere får diabetes

Mennesker med diabetes lever længere. Og nye præparater betyder, at andelen med type 2-diabetes, der har behov for insulin flere gange dagligt, falder. Det er to gode nyheder fra Diabetesforeningens nye årsudgivelse ”Diabetes i tal”, der tager pulsen på diabetesbehandlingen i Danmark. Der er også mindre gode nyheder, for eksempel at mindre end en fjerdedel med type 2-diabetes via deres behandler får et kommunalt tilbud om patientuddannelse, kost og motion.

Diabetes I Tal 2023
12. maj 2023 | Af Eva Tingkær eva@diabetes.dk

Den nye årspublikation "Diabetes i tal” fortæller flere gode nyheder.

Blandt andet at mennesker med både type 1- og type 2-diabetes lever længere, om end stadig fem til otte år kortere end den gennemsnitlige levealder. Vi kan også se, at hjertekarsygdom rammer en mindre andel med type 1-diabetes.

En anden god nyhed er, at andelen med type 2-diabetes, der har behov for insulin flere gange dagligt, falder efter introduktionen af de såkaldte GLP 1-hæmmere, fx Ozempic og SLGT-2-hæmmere herunder Forxiga samt Jardiance. Præparaterne sænker effektivt blodsukkeret og skærmer mod følgesygdomme som hjertekar- og nyresygdomme.

Med en voksende andel danskere med type 2-diabetes er det godt nyt, at der findes præparater, som kan forbedre livet med diabetes og værne mod følgesygdomme. Men den tidlige og forebyggende indsats halter. 

Desværre ligger andelen af mennesker, der får følgesygdomme, stabilt, både når det kommer til type 1- og type 2-diabetes. Dog har flere med type 1-diabetes øjensygdomme (retinopati) - givetvis, fordi flere lever længere med type 1-diabetes. Og antallet af mennesker med type 2-diabetes, som har mistet tæer eller fødder som følge af deres sygdom, er vokset fra 549 i 2015 til 605 i 2022.

Det er også en mindre god nyhed, at antallet af mennesker med diabetes vokser – det gælder især type 2-diabetes, som er steget fra 273.000 i 2018 til 322.000 i 2022.

- I Diabetesforeningen arbejder vi for at løfte livskvaliteten for den enkelte med diabetes – og for at sikre, at flere kan leve et længere og bedre liv. Det kommer også samfundet til gavn, for diabetes koster årligt 31 mia. kr. Derfor håber vi, at vi kan løfte kvaliteten af behandlingen ved at dele viden om diabetesbehandlingen. Og med en eksplosiv stigning i danskere, der rammes af især type 2-diabetes, kalder flere af tallene på handling både for det enkelte menneske og for samfundet, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Forløbsplan skal udbredes

Alle disse tal stammer fra Diabetesforeningens nye dataværktøj, www.diabetestal.nu – men i årspublikationen indgår også svar fra den store spørgeskemaundersøgelse ”Livet med Diabetes 2023”, hvor ca. 1.700 med type 1-diabetes og ca. 4.500 med type 2-diabetes i foråret 2023 har svaret på deres oplevelse af diabetesbehandlingen.

Her svarer kun 23 procent med type 2-diabetes, at de via deres behandler er blevet henvist til et tilbud om kommunalt forløb, og kun 17 procent har fået en digital forløbsplan.

- Med en voksende andel danskere med type 2-diabetes er det godt nyt, at der findes præparater, som kan forbedre livet med diabetes og værne mod følgesygdomme. Men den tidlige og forebyggende indsats halter desværre. Når man har diabetes, er man sin egen primære behandler, hvilket gør patientuddannelse helt centralt, og derfor kæmper vi også for, at det bliver et krav, at alle med type 2-diabetes skal have tilbud om patientuddannelse, siger Claus Richter og fortsætter:

- Vi ved, at der er problemer med sammenhæng i behandlingen, og den digitale forløbsplan skulle både give større sygdomsmestring af type 2-diabetes og give mulighed for at kende forløbet for kontrolbesøg hos både egen læge, men også fodterapeut og øjenlæge. Derfor har vi taget initiativ til at udbrede kendskabet til værktøjet, men opfordrer også almen praktiserende læger til at gøre brug af det værktøj, der kan hjælpe med bedre forløb, og som i øvrigt var en del af overenskomsten i 2018.

Læs mere

Dyk ned i årspublikationen "Diabetes i tal"

Diabetesforeningen: Alle med type 2-diabetes har ret til en forløbsplan